Annonce
Ringkøbing-Skjern

Jyllands Park Zoo modtager stor støtte – folk donerer penge i vildskab: Det er eksploderet

Ove Nordestgaard fra Jyllands Park Zoo var 99,9 procent sikker på, at statsminister Mette Frederiksen ville give zoologiske haver lov at åbne her i majs fase 2. Men sådan blev det ikke. Det betyder tabte indtægter, og så luner det gevaldigt med donationer. Arkivfoto: Søren Palmelund
Facebook-opslag og donationer på Mobilepay har de seneste to døgn sikret Jyllands Park Zoo flere hundredetusinde kroner i en tid, hvor parkens økonomi lider under coronalukning.
Annonce

HAUNSTRUP: 160.000 kroner mandag og 230.000 kroner tirsdag. Donationerne på Mobilepay vælter ind hos Jyllands Park Zoo i denne uge. Det sker i en sådan grad, at parkens indehaver er overvældet over støtten fra midt- og vestjyderne.

- Det er eksploderet totalt, siger indehaver Ove Nordestgaard.

Dagbladet fanger ham onsdag morgen, hvor han altså kan se, at man på ugens to første døgn har modtaget næsten 400.000 kroner på Mobilepay. Parkens indehaver ser det som et udtryk for, at den 51 år gamle park og dens dyr virkelig betyder noget.

- Det er ikke kun vores dyr. Det er alles dyr, siger Ove Nordestgaard.

Tidligere i maj har dyreparken på sin egen Facebook gjort opmærksom på, at man kan støtte den gennem coronanedlukningen ved at købe sæsonkort eller andet, og at man også kan støtte via Mobilepay. I denne uge har midt- og vestjyderne så for alvor vist sig som glade givere.

Det varmer hos alle i parken. Vi havde aldrig drømt om den opbakning.

Ove Nordestgaard, indehaver, Jyllands Park Zoo

Annonce

Opslag spredt med gepardfart

For på Facebook løber støtteerklæringerne til zooen lige nu i gepardfart. 52-årige Karen Rosengaard Sørensen har for alvor sat gang i donationsbølgen.

Mandag så hun, at en Facebook-ven skrev et opslag, hvor hun opfordrede til at støtte Aalborg Zoo, nu når der er coronalukket.

Mandag klokken 17.39 skrev Karen Rosengaard Sørensen så et opslag med en støtteerklæring til Jyllands Park Zoo ved Haunstrup. Hun kontaktede også parken for at få deres billigelse, og den var ikke svær at få.

Siden kopierede en veninde teksten, og dagen efter var venindens opslag delt langt over 1000 gange, og der var opfordringer i bygrupper for Herning, Ringkøbing, Videbæk for at donere penge til parken via Mobilepay.

Karen Rosengaard Sørensen fra Herning har besøgt parken som barn og som forælder. Hun håber, parken også er der, når hun engang bliver bedstemor. Derfor glæder hun sig over, at opbakningen vokser.

- Det er en af de positive ting, der er kommet ud af coronaen. Jeg er nok den type, der prøver at finde det positive ved noget, som ikke er så positivt. Jeg bliver så glad for al den hjælpsomhed, der er fra folk. Selvom alle selvfølgelig gerne ville have været det her foruden, er der også kommet en masse positivt ud af det. Der kommer en medmenneskelighed op i folk, siger hun.

Annonce

Folk strømmer til støttegruppe

Den hjælpsomhed finder man også hos 39-årige Joan Bitsch fra Rødkærsbro nær Bjerringbro. For mandag aften omkring klokken 22 oprettede hun en decideret støttegruppe på Facebook. Her kunne man hurtigt se folk lægge billeder op af donationer på 50, 100, 200 kroner.

Onsdag morgen havde gruppen allerede rundet 1100 medlemmer. 1000 var Joan Bitschs endelig mål for gruppen, men det blev altså overgået på halvandet døgn.

- Nu er målet 2000. Det går lynhurtigt. Hvis man bare lige opdaterer med fem minutters mellemrum, kommer der mange hele tiden, siger hun.

Karen Rosengaard Sørensens, Joan Bitschs og alle de andre midt- og vestjyders donationer har gjort et stort indtryk på Ove Nordestgaard og personalet i dyreparken.

- Det varmer hos alle i parken. Vi havde aldrig drømt om den opbakning. Der kommer så mange søde beskeder og smileyer ”håber, det går”, ”vi kommer her så tit”, ”elsker parken”, ”gode minder” ”en lille hjælp til jer”. Det er simpelthen så lækkert, siger zooejeren.

Selvom Karen Rosengaard Sørensen gerne havde været coronakrisen foruden, er hun glad for, at folk hjælper hinanden. Hun ser støtten til Jyllands Park Zoo som et eksempel på det. Privatfoto: Karen Rosengaard Sørensen
Annonce

Har tabt millioner i foråret

Alle zoologiske haver i Danmark har forbud mod at åbne inden 8. juni, som det ser ud nu. Og selvom den lokale zoo skulle få hjælp fra staten til at få dækket de faste udgifter, skaber det udfordringer. For parken skal tjene penge fra påske og hen over sommeren. De penge skal dække hele årets udgifter.

Når forårets forventede overskud så forsvinder, er det en økonomisk bet. Derfor håber Ove Nordestgaard også, at forretningen kommer i gang hurtigt, når parken kan åbne.

- Når vi kommer hen til juni, har vi tabt 4,5 millioner kroner, og så er det cirka to millioner per uge i højsæsonen i juli og den første uge i august. Det er nogle uger, der er hammervigtige, siger han.

Ejeren krydser stadig fingre for, at Mette Frederiksen lader parkerne åbne inden juni.

Joan Bitsch er glad for dyr, og det gælder også Jyllands Park Zoo, som hun har lavet en støttegruppe for på Facebook. Klokken 9.30 onsdag havde gruppen, der blev oprettet mandag aften, flere end 1150 medlemmer. Joan Bitschs endelige mål var fra begyndelsen 1000 medlemmer. Privatfoto: Svend Christensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

SønderjyskE-sportschef gav grønt lys til at starte festen

Varde

Antons hus kan du få for 100.000 kroner

Annonce