Opdateret: TrekantBrand oplyser, at branden nu næsten er slukket. Læs mere her.
Randbøl Hede: TrekantBrand er i øjeblikket til stede ved en brand på Randbøl Hede. Det skriver brandvæsnet på Twitter.
- Vi har indsat enheder fra 9 stationer, og mere end 50 brandfolk er i øjeblikket i gang med slukningsarbejdet. Hold jer venligst væk fra området, lyder det i tweetet.
Branden er nærmere defineret centreret omkring Frederikshåbsvej ved Guldbergsminde Plantage. Billeder viser en kæmpe røgsøjle på stedet.
Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Henrik Dam oplyser, at politiet også er kørt til stedet.
- Vi er derude og er i gang med arbejdet. Men det er et stort område, så vi skal lige have dannet os et overblik, siger Henrik Dam.
Til at skabe et overblik har beredskabet sat en drone i luften, så man kan se ud over området.
- Det er en større brand, men den er ikke ude af kontrol. Men vi skal anmode borgerne om ikke at møde op herude, mens vi er i gang med slukningsarbejdet, siger Henrik Dam kort efter klokken 17.
Ifølge vagtchefen er der ingen fare for hverken dyr eller bygninger.
Billeder viser en gigantisk røgsøjle, som kan ses mange kilometer væk. På Facebook har TrekantBrand slået billeder op af røgsøjlen set fra henholdsvis Billund Lufthavn og Egtved.
Branden blev anmeldt klokken 15.12.
Voldsom brand for tre år siden
Det er anden gang på tre år, der er ubrudt en større brand på Randbøl Hede.
I maj 2018 kæmpede 120 brandfolk uafbrudt i tre døgn med at slukke en voldsom brand.
Da den sidste ild var helt slukket, var cirka 410 hektar skov og natur brændt af, herunder 350 hektar statsejede hedearealer, som Naturstyrelsen forvalter.
Branden efterlod godt to tredjedele af Randbøl Hede helt sort.