Annonce
Læserbrev

Vi arbejder mere end nogensinde med at få grønt ind i byen

Der er med andre ord meget at være stolt af i Kolding. Personligt er jeg stolt af at være en del af den grønne løsning, både sammen med mine kollegaer i byrådet, men også sammen med de mange organisationer og medborgere, der spiller positivt med.

Birgitte Kragh (V)

Læserbrev: Kære Henrik Rosendahl Kristiansen. Jeg er naturligvis, som byrådspolitiker og formand for plan-, bolig- og miljøudvalget ærgerlig over, at du er udfordret på din personlige stolthed over at være koldingenser. Særligt kan jeg ærgre mig over det, fordi din udfordring ikke kun er begrundet i fejlagtige antagelser, men også vidner om, at du mangler at sætte dig ind i de beslutninger et enigt Byråd står for.

Plan-, bolig- og miljøpolitikken, der er gældende for 2019 til 2022, har fire fokusområder, og det første er ”mere plads til natur”. Det betyder, at vi i højere grad end nogensinde arbejder med at få grønt ind i byen, når vi byudvikler - i øvrigt helt i tråd med FN's bæredygtighedsmål. Se evt. vores politik på kolding.dk

Lad mig komme med nogle eksempler blot fra de seneste få måneder. I januar beskriver JydskeVestkysten Terapihaven ved Geografisk Have som et sted, hvor fuglene synger, bækken risler og der er højt til loftet. Haven er til rekreative formål og har en positiv indvirkning på menneskers helbred. Nu udvides den for knap to millioner kroner. Et andet eksempel er klimatilpasningsprojektet i Byparken, der er lavet for at kunne klare de stigende regnmængder. Her har vi løst problemet uden rør og kanaler i beton, men ved at bruge naturen, så vandet samles gennem nye åløb og nybyggede lavninger. Det er dermed også en grøn oase midt i byen.

Et tredje eksempel er området ved Kolding Å, der nu skal forvandles til en grøn bydel med boliger. I dette projekt, som i alle andre projekter, lægges der stor vægt på det grønne element. Byrådets beslutning er at lade byen åbne sig mod åen og skabe mere plads til det grønne.

Ja, det går stærkt i Kolding – vi er heldigvis en attraktiv kommune, og vi er lykkedes med at bygge 910 boliger i Kolding by de sidste fire år. Vi er omhyggelige med at få det grønne og naturen til at følges hånd i hånd med byudviklingen.

kolding.dk kan man under emnet ”natur” finde 16 eksempler på grønne åndehuller i Kolding by, hvor man vil få oplevelsen af, at naturen i byen virkelig er til stede. Kolding er desuden med i Naturpark Lillebælt, som er landets største naturpark. Så vi er også optaget af at få naturen på land til at hænge sammen med naturen i vand.

Der er med andre ord meget at være stolt af i Kolding. Personligt er jeg stolt af at være en del af den grønne løsning, både sammen med mine kollegaer i byrådet, men også sammen med de mange organisationer og medborgere, der spiller positivt med.

Annonce
Som eksempel på at Kolding Kommune arbejder på at få mere grønt i byen, nævner Birgitte Kragh Terapihaven ved Geografisk Have , der nu udvides for knap to millioner kroner. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce