Annonce
Debat

Kære Vejen Kommune – vis respekt for Jels bymidte og byens indbyggere

Jels Bymidte - nu uden hotel, men måske snart med seks lave boliger og et fælleshus. Privatfoto

For nylig gjorde de store maskiner indtog i Jels Bymidten, da det gamle hotel måtte rives ned og køres væk på ladet af en lastbil.

Det gjorde stort indtryk på mange i byen, og knap havde støvet lagt sig, før der på de sociale medier bredte sig en livlig og livsbekræftende udveksling af de minder, som hotellet har dannet rammen om, for mange i Jels. Det første kys. Den første dans. Og en del branderter fra krostuen, når de store volleykampe skulle fejres - eller bare fordi.

Det hører alt sammen fortiden til, og da hotellet åbenlyst ikke længere kunne danne ramme om noget som helst, var der dog også en anerkendelse af, at løbet var kørt i forhold til at redde det og at det derfor var godt, at det nu kom væk.

Annonce

Den gode stemning varede dog ikke ret meget længere end da debatten blev sporet ind på, hvad der mon nu skal ske på det centrale torv. Meningerne var mange og ideerne talrige, men ret hurtigt gik luften ud af ballonen, da der kunne berettes om, at kommune tilsyneladende har planer om at bygge 6 lave almennyttige boliger – med carport og udestue. Fremtidige generationer kan næppe samles på en tur ned af dén "Memory-lane."

Men hvorfor dog bygge almennyttige boliger midt på byens torv, når der er masser af plads til byudvikling andre steder i byen? Ret skal være ret. Vi sætter selvfølgelig stor pris på, at kommunen trådte til og fik held af at opkøbe hotellet.

Det er ikke mange år siden sælger købte hotellet, mere eller mindre ’for næsen af byen’, der med stort engagement og ildhu havde samlet penge ind til opkøbet. Det var såmænd fair nok – hvis det da ikke havde betydet, at hotellet – fremfor at komme byen til gode - blot fik lov at forfalde. Altså lige indtil for nylig, hvor kommunen måtte bruge gode skattekroner på at både købe og vælte hotellet. Efter sigende har den omgang kostes kommunekassen i omegnen af 3 mio. kr., men inden kommunen er færdig med at pilotere grunden (der som bekendt er en gammel mosegrund) er udgiften formentlig fordoblet og fortjenesten en Århus-historie.

Men det er i virkeligheden ikke dét, der får os til at fare i blækhuset. For det kan da sagtens være, at det er den rigtige udnyttelse af torvet i Jels, at bygge almennyttige boliger. Men skulle vi nu ikke stoppe med at poste gode skatte-penge efter dårlige, og rent faktisk undersøge om det er den rigtige løsning? Skulle vi ikke finde den rette balance imellem rettidig omhu og utidig ildhu? Faktisk kunne det jo være, at byen fortsat var interesseret i at gentage indsamlingen og overtage torvet, så skatteborgerne ikke belastes yderligere? Det sørgelige er bare, at vi ikke ved det. Og det alene af den grund, at vi hverken er blevet inddraget eller spurgt.

I virkeligheden undrer vi os måske nok mest over hvordan man er komme frem til, at lige præcis lav boligbebyggelse er den rigtige udnyttelse af torvet i Jels? Hvordan kan kommunen være undervejs med en lokalplan, der beslutter noget så centralt og væsentligt for et lokalsamfund uden at inddrage de borgere, der bor i byen? Når kommunen på forhånd tilsyneladende har lagt sig fast på, at der skal bygges bolig på torvet, ja, så sløres blikket jo også naturligt for de mange alternative – og måske visionære - muligheder, der var.


I realiteten må man spørge sig selv, om H.C. Andersens eventyr om den afklædte Kejser i virkeligheden er ved at udspille sig for øjnene af os alle sammen. Kald os blot for de små drenge, der forundret peger fingre af embedsværket med borgmester Egon Fræhr i spisen, men det er simpelthen en ommer, Vejen Kommune! Det er snæversynet, visionsløst og ikke værdigt for et moderne demokrati. I kan ganske enkelt ikke være det bekendt.


Kommunen har undervejs forestillet at lytte til lokalrådet, blot for efterfølgende at fremkomme med stort set præcist det samme udspil, som man havde med til det første møde. Nemlig 6 lave boliger med carport og udestue – og et fælleshus på 106 m2, der kun har adgang for medlemmer af boligforeningen.

Dermed prioriterer kommunen udelukkende at tilgodese et boligselskab – og 6 heldige beboere/familier – samtidig med, at man fratager den brede offentlighed et centralt og velplaceret byrum, der kunne fungere som et fleksibelt samlingssted. Et samlingssted, der med en smuk placering ved kirken, kunne danne rammerne for et mangfoldigt byliv; Den årlige torvedag der trækker alle mand af huse - Fredagsmusik på torvet - Skaterpark for de unge - Opholdsrum og naturligt pitstop for de i hundredevis af hærvejs-vandrende, der som et festligt indslag i byen, naturligt kommer forbi torvet. Eller hvad med et samlingssted for byens ældre, nu hvor søbadets rekreative faciliteter er indtaget af den yngre generation med deres musikanlæg. Er det ikke netop dét, der skal holde liv i – og kendetegner - vores lokalområder i landdistrikterne? Kom nu, Vejen Kommune – det er en unik mulighed for at tænke stort, nu hvor hotellet er væk.

Men hvor er processen? Hvor er ønsket om at spørge os, der bor i lokalsamfundet, hvad vi mener en så central plads som torvet kunne bruges til? Hvorfor skal et boligselskabs finansielle interesser trækkes ned over hovedet på os og fratage os muligheden for at udnytte en helt unik mulighed for at tænke stort, visionært, multifunktionelt og fleksibelt? Vi får aldrig muligheden igen, hvis vi hovedløst og med automatpiloten slået til, plastrer torvet til med lav boligbebyggelse.

Vi anerkender – og værdsætter – byudviklingen i Jels og noterer med begejstring, at vi som en af de få lokalsamfund til stadighed formår at tiltrække nye bosættere – og skattekroner - til byen. Det forstår vi godt. Det er i sandhed skønt at bo i Jels, og vi er mange, der har boet her hele vores liv. Men vi bilder os faktisk ind, at det ikke kun skyldes de smukke rammer for byen, men at også byens åbenlyse lokale engagement og de mange ildsjæle, spiller en rolle for trivslen og fællesskabet.

Det skaber en helt særlig stemning, som ny-tilflyttere hurtigt bemærker og værdsætter, og kommunen ved lige så godt som vi, at der er talrige eksempler på, hvordan byen lynhurtigt kan stå sammen, når der er brug for det. Det være sig når der er brug for at samle ind til en ny legeplads, et sportshal eller senest i forbindelse med søbadet – eller som tidligere nævnt, dengang byen i løbet af kort tid faktisk samlede penge ind til at købe hotellet, renovere det og omdanne det til et samlingspunkt.

På Vejen Kommunes hjemmeside kan man finde kommunens Landdistriktspolitik fra 2017. I politikken har kommunen valgt at citere følgende fra Jels Udviklingsplan: "Jelsingerne har bevist, at det kan lade sig gøre at skabe store projekter i fællesskab, og vi er klar til at stå sammen om at udvikle nye initiativer. Derfor skal beslutninger om bypolitik ikke kun afgøres i byrådet. De lokale skal have indflydelse på udviklingen."

Er det bare tomme ord, Vejen Kommune? Ligger der reelle hensigter bag de flotte formuleringer? Det er næppe nogen overraskelse, at det lokale engagement og opbakningen – også politisk - hurtigt kan fordufte, når man gentagne gange oplever, at der alene er tale om skueprocesser og flotte skåltaler. Det lyder såmænd smukt og forjættende, når de glittede publikationer hylder nærdemokratiet og prissætter involvering af lokalsamfundet.

Men i realiteten må man spørge sig selv, om H.C. Andersens eventyr om den afklædte Kejser i virkeligheden er ved at udspille sig for øjnene af os alle sammen. Kald os blot for de små drenge, der forundret peger fingre af embedsværket med borgmester Egon Fræhr i spidsen, men det er simpelthen en ommer, Vejen Kommune! Det er snæversynet, visionsløst og ikke værdigt for et moderne demokrati. I kan ganske enkelt ikke være det bekendt.

Vis respekt for Jels torvet - og for kommunens egne visioner for inddragelse og det kostbare lokale engagement! Giv os en ordentlig proces, hvor vi der bor i byen inddrages åbent og respektfuld. Vis mod og tillid til at vi kan bidrage til at tænke stort. Det koster ikke noget – kun de frivilliges kræfter, og de står klar til at smøge ærmeren op igen. Og hvem ved, - måske vi sammen kunne skabe endnu et flot projekt for kommunen, der tilgodeser den brede offentligheds interesser, fremfor et enkelt boligselskabs bundlinje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Oceanliner i miniformat har sejlet 60 år mellem Esbjerg og Fanø: Nu sendes den lille motorfærge Sønderho på førtidspension

Annonce