Annonce
Sønderborg

Kærlighed med knægte, knaster og kaniner

Peter og Lizzie Petersen mødte hinanden, da hun var 17 og han 25. Det er nu snart 60 år siden. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Det er 62 år siden, Peter Petersen lejede bil for at imponere den nye pige i huset på gården, hvor han tjente. Snart er det også 60 år siden, at de blev gift.

Gråsten: - Ja, vi kan vel lige så godt være ærlige og sige, at der var knirkeri i begyndelsen, siger Lizzie Petersen.

- Jo, men vi lærte at være fleksible, svarer hendes mand.

Næste torsdag er det 60 år siden, Lizzie og Peter Petersen blev gift i sognefogedens stue i Ullerup. To år forinden havde de mødt hinanden på en gård i Løjt, hvor han var landbrugsmedhjælper, og hun var blevet ansat som ung pige i huset.

Lizzie blev hurtigt veninde med købmandens datter og var på besøg hos hende, da Peter Petersen på begges fridag pludselig dukkede op i en lejet bil for at invitere Lizzie på en køretur.

Nej tak, sagde hun.

- Ja, så blev du sur. Men jeg ville ikke med, for jeg havde andre planer, fortæller hun.

Annonce
De dage, jeg er på arbejde i genbrugsbutikken, kommer Peter forbi med smørrebrød til mig.

Lizzie Petersen om sin mand

Vand skulle hentes

Det varede dog ikke længe, før Lizzie tog med til Peter Petersens barndomshjem i Blans, som snart også skulle blive hendes hjem. Parret overtog det lille husmandssted på Blansgårdsmarkvej nr. 2, efter de var blevet gift.

Hans forældre flyttede ind i aftægten. Men at have svigermor så tæt på var dog ikke let for hverken den unge brud eller hendes mand. Svigermors meninger om blandt andet husførelse kunne godt skabe splittelse mellem dem.

- Hun var en dygtig kone, men også ret skrap, husker Lizzie Petersen, som lærte at sige fra, efterhånden som børnene kom til. Tre drenge på fem år.

Der var indlagt el i ejendommen. Men alt vand skulle hentes ved pumpen på gårdspladsen, og når Lizzie Petersen skulle varme mælk til den yngste om natten, skulle hun først rode op i gløderne på brændekomfuret. Til tøjet havde hun vaskemaskine, som hun selv skulle hælde vand på, ligesom centrifugeringen skete ved håndkraft.

- Sådan var det jo dengang. Vi klarede det, for det skulle man jo, konstaterer hun.

400 kaniner

Det lille husmandssted på 12 tønder land kunne ikke forsørge familien, så Peter Petersen begyndte på JF Fabrikken i Sønderborg. Imens tog Lizzie Petersen sig af alt derhjemme: Børnene, køer og grise, og en stor køkkenhave med kartofler og grøntsager, der gjorde familien stort set selvforsynende:

- En overgang havde vi også over 400 kaniner. Er det kylling, spurgte den ældste knægt en aften ved middagsbordet. Vi lød vist ikke overbevisende nok, for han nægtede i hvert fald at spise, husker Lizzie Petersen.

- Vi stoppede med kaninerne. Det kunne ikke svare sig at sende dem til slagtning, husker hendes mand.

En sparsom fritid gik med at renovere det gamle husmandssted. Naboer og venner hjalp til:

- En af dem hoppede i vandet ved Ballebro, efter han havde været med til at rive vores gamle, rådne stråtag ned. Hans hår var helt sort af skidt. Badegæsterne troede ikke deres egne øjne, da han kom op af vandet med lyst hår, husker Lizzie Petersen.

- Vi måtte sætte huset i stand, efterhånden som vi fik råd til det. Men i dag kunne jeg godt have ønsket mig, at vi havde revet det hele ned og bygget nyt, røber hun.

Til forlovelsen i 1958 var Lizzie og Peter Petersen en tur forbi fotografen i Aabenraa.

Rollerne vendt

- Jeg drømte om at blive snedker, da jeg var helt ung. Men det var ikke til diskussion derhjemme, husker han.

For Peter Petersen var enebarn og skulle som en selvfølge overtage husmandsstedet, som hans far havde gjort efter farfaren.

- Ja, hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg arbejde i hjemmeplejen. Men dengang blev man hjemme og passede mand og børn, konstaterer hun og glæder sig i stedet over, at børnene fik en dejlig barndom, selv om pengene var små. De kom aldrig hjem til et tomt hus.

Nu er rollerne vendt. Efter parret i 2007 flyttede til Gråsten, har Lizzie Petersen engageret sig i frivilligt arbejde i en genbrugsbutik, er med i strikkeklub og går til lotto.

Til gengæld har Peter Petersen kastet sig over madlavning. På computeren finder han nye opskrifter, så han hver dag kl. 11.20 kan stå klar med varm mad til hustruen, som gennem årtier stod op og smurte madpakker og var klar med aftensmaden til sine fire knægte, som hun siger.

- De dage, jeg er på arbejde i genbrugsbutikken, kommer Peter forbi med smørrebrød til mig, fortæller hun.

- Ja, vi havde vel ikke nået 60 år sammen, hvis ikke vi var glade for hinanden, svarer han.

Parret fejrer sit diamantbryllup med venner, børn, børnebørn og oldebarn torsdag 20. juni.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce