Annonce
Tønder

Kærlighed til marsklandet

Koncerten med Rod Sinclair blev en beretning om marsken og det barske liv.

TØNDER: Med "Seascape" har Rod Sinclair udvidet sit virke som ambassadør for Tønder Festival til også at omfatte Vadehavet og marskegnen. Syv år gik der, fra han mødte præsentationen af Vadehavet som det skønneste sted i verden med et "What?", til han selv kunne se skønheden.

Vi tilflyttere forstår ham. Først ser man det flade, ensformige landskab i den evindelige vestenvind. Dernæst får man øjnene op for den store himmel, det vide udsyn, de tusindtallige fugleskarer og skønheden i det små.

Sammen med dygtige unge musikere, medsangskrivere og komponister, primært fra Ribe og omegn, gav han sin version af nogle af de dramatiske historier fra Vadehavet. Fra den gang Ribe havde Nordeuropas største havn, og handelsmand Hans Jessen sammen med sin besætning overmandede 9 sørøvere. Over beretningen om stormfloden, der i 1923 kostede digebørsterne på Rejsby-diget livet. Til sange om fuglene, vaden og "Gryden" i sandet, som kandiderer til næste udgave af Højskolesangbogen - med "Kringsat af fiender" som dessert.

Kærligheden til egnen og respekten for menneskene i den, var det gennemgående tema for koncerten. Og lige så gennemgående var Rod Sinclairs utømmelige glæde ved musikken, og stoltheden over at formidle den sammen med den nye generation af folkemusikere repræsenteret ved Jullie, Andreas, Anders og Martin. De australske aboriginals skabte verden ved at synge den frem, og det gør vi også her i Tønder.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce