Annonce
Tønder

Københavnsk arkitektfirma skal stå for Tønders nye midtby

Det bliver det københanvske arkitektfirma EFFEKT, der skal stå i spidsen for Tønders nye midtby. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Det blev arkitektfirmaet EFFEKT, der vandt opgaven som totalrådgiver for den kommende udformning af Tønder Midtby

TØNDER: Når Tønders borgmester i begyndelsen af 2020 tager det første spadestik til den store fornyelse af Tønder, bliver det med det københavnske arkitektfirma Effekt, som såkaldt totalrådgiver. Det blev afsløret på et pressemøde på Tønder Rådhus fredag eftermiddag. Sammen med blandt andre Envidan, der er eksperter på vandafledning, skal tegnestuen stå for udførelsen af første del af den 56 millioner kroner dyre, ambitiøse plan for Tønder midtby. Og det er et projekt, som arkitekt Tue Hesselberg Foged fra Effekt, ser frem til.

- Det, der er så fint ved det her projekt, er, at Tønder har en vision for hele midtbyen samlet, i stedet for bare at tage en del ad gangen, som man er nødt til at gøre i nogen af de større byer. Det er rigtig visionært at sige, at vi vil gerne lave en samlet plan for hele byen, og så samtidig have byrumsforskønnelsen med i det, siger Tue Hesselberg Foged. Effekt arbejder blandt andet med landskabs- og byplanlægning, og er verdensberømt for det 45 meter høje trætårn Tree Tower ved Gisselfeldt Gods på Midtsjælland. Ifølge borgmester Henrik Frandsen, (V), var der en klar grund til, at valget faldt på Effekt.

- I det tilbud, de er kommet med, har de forstået, hvad Tønder er for en by. De har læst byen, de har set Tønder bys dna, og så er de kommet med nogle rigtig gode løsninger på de opgaver, vi har stillet omkring Skulpturhaven, Gråbrødre Torv og det grønne Bånd, siger Henrik Frandsen.

Annonce

Midtbyplan

Forskønnelsen af Tønder Midtby er en del af Tøndermarsk Initiativet.

Første del går i gang i begyndelsen af 2020, og omfatter en opgradering af Skulpturhaven og Søndergadepladsen.

Anden del omfatter Skibbroen og Gråbrødrekvarteret. Desuden går man i gang med det grønne aktivitetsbånd langs med Kongeveje og forskellige såkaldte way finding-tiltag i hele midtbyen.

Der er budgetteret med 56 millioner kroner til projektet, der ventes at stå færdig i slutningen af 2021.

Skulpturhaven først

Det første, tøndringerne og byens gæster kommer til at mærke til planen, er en markant opgradering af arealet langs med Vidåen. Her er det planen, at lave en opstramning af strækningen fra Skulpturhaven og op mod den lille parkeringsplads over for Hostrups Hotel. Det skal blandt andet ske ved hjælp af en lang træbro, som også vil gøre det muligt at sidde og nyde udsigten over Mølledammen og ind mod Skulpturhaven.

Næste fase omfatter en omlægning af Skibbroen og Gråbødrekvarteret, som blandt andet omfatter flere bænke og mulighed for udeservering. Desuden er det planen at flytte Skibbrokiosken og etablere et springvand ved Gråbrødre Torv. Denne del af fornyelsen af byrummet begynder i september næste år.

Fornyelsen af Tønder by er en del af Tøndermarsk Initiativet, som skal udvikle hele Tønderområdet, og gøre det endnu mere attraktivt for både lokale og gæster. Blandt interessenterne i initiativet, er Realdania, Nordea-fonden og Tønder Kommune.

Midtby-fakta

Brødtekst

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce