Annonce
Varde

Købmand berørt over sur smiley: Der var ingen fare for fødevaresikkerheden

Rapporten efter kontrolbesøget.
Man må godt sælge varer, hvor bedst før-datoen er overskredet. Men forbrugerne skal have information i form af mærkning.

Agerbæk: Der var en række varer mærket "bedst før", som havde overskredet den pågældende dato, da Fødevarestyrelsen den 7. oktober var på besøg i "Min Købmand" i Agerbæk. For det forhold indkasserer butikken en sur smiley og et bødeforlæg på 5000 kroner.

Det er et faktum, som købmand Brian Bjerregaard tager meget personligt.

- Det er en fejl, siger Brian Bjerregaard, som oplyser, at butikken nu er ved at rette op.

Men han understreger, at der ikke er tale om, at fødevaresikkerheden har været i fare. Det er ikke "sidste anvendelsesdato", der er overskredet. Det ville være mere alvorligt.

- Det er varer, som vi ifølge loven godt må sælge. De skal blot være mærket med for eksempel "se dato", siger Brian Bjerregaard.

Annonce

Eksempler på overskridelser

Her er nogle eksempler fra Agerbæk:

  • 16 flasker Mokai Jordbær fra Cult. Bedst før 08-2019.
  • To flasker chicken concentrated fond på 150 ml. Bedst før 11-2018.
  • Seks pakker Cocoa Mini Muffins fra Dancake. Bedst før 19.9.2019.

Interne regler i Dagrofa

Ifølge kontrolrapporten er der da også tale om en overskridelse af reglerne, når det kommer til mærkning og information.

Varerne kan altså spises, men forbrugerne skal ifølge loven have at vide, at bedst før-datoen er overskredet.

- I Dagrofa har vi en intern regel om, at vi ikke sælger varer, hvor "bedst før" er overskredet, siger Brian Bjerregaard, som pointerer, at de fleste varer kun er fundet i ringe antal - eller at holdbarsangivelsen ikke er overskredet ret langt tid.

Nu skal varerne i butikken gennemgås. Dels så butikken hurtigst muligt genvinder sin glade smiley - dels for at Min Købmand i Agerbæk atter lever op til Dagrofas interne regler.

Dagrofa er grossist til blandt andre Min Købmand, Spar og Meny.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce