Annonce
Aabenraa

Kajak-Lasse lagde til land efter 1300 kilometer alene på vandet

Det har taget godt 40 dage for 25-årige Lasse A. Bøgh at runde Danmark i havkajak. Han er den hidtil yngste, der har klaret den 1300 kilometer lange tur i vintermånederne. Målet var det rød-hvide bånd, som er eftertragtet blandt kajakroere. Der har været flere perioder, hvor han har været presset til det yderste.
Annonce

Kollund: Et forløsende øjeblik - intet mindre. Efter mere end 1300 kilometer blev 25-årige Lasse A. Bøgh den hidtil yngste kajakroer, der har gennemført Danmark rundt ene mand og i havkajak. Ved middagstid torsdag kunne han lægge sin hånd på grænsesten 1 ved Skomagerhus, på grænsen mellem Danmark og Tyskland. Først i det øjeblik sluttede turen officielt i følge reglerne for det eftertragtede rød-hvide bånd, der er den ultimative udfordring for en kajakroer i Danmark - nemlig at følge kystlinjen rundt om fastland og øer i ét stræk.

- Jeg har haft de smukkeste morgener og fantastiske naturoplevelser, men jeg har også siddet i total tåge uden stedsans, i store bølger, vand i hovedet og kæmpet med modvind. Det er helt specielt at bruge så meget tid i naturen og i sit eget selskab - der lærer man virkelig noget om sig selv, fortæller Lasse A. Bøgh - træt, men meget glad. Blandt andet fordi både familie, venner og bekendte stod klar med flag, forplejning og - ikke mindst - varme krammere.

Kajakroeren Lasse Bøgh lægger hånden på grænsesten 1 og har dermed officielt taget turen rundt om Danmark ad vandvejen. Foto: Martin Ziemer
Annonce

Alene - og uden hjælp

- Vi har jo ikke måttet hjælpe ham - han skulle klare alt selv. Sådan er reglerne, hvis man vil have det rød-hvide bånd, fortæller farmor Lykke Bøgh.

Mens barnebarnet var afskåret fra familiens hjælp, så måtte fremmede godt træde til, enten med tilbud om en overnatning eller et måltid mad.

Lasse A. Bøgh lagde fra land den 13. februar 2019 i Højer, hvorfra han skulle nord om Skagen, rundt om Fyn, Sjælland, Møn, Lolland, Falster, de sydfynske øer, for til sidst at ende ved Grænsesten nr. 1 ved Skomagerhus i bunden af Flensborg Fjord.

- Turen skal foregå som en sammenhængende strækning. Normalt tager folk udfordringen op om sommeren, men jeg har valgt at gøre det om vinteren for dermed at blive den yngste til at gennemføre turen - og forhåbentlig få det rød-hvide bånd, fortæller Lasse Bøgh.

Han må dog væbne sig med tålmodighed med hensyn til dette rød-hvide bånd.

- Det afgøres først i november - første søndag i november, hvor jeg skal foran en jury og fortælle om min tur. Så vil juryen bedømme, om jeg har gjort det efter reglerne.

Men allerede nu er han den kun anden person, som gør det alene om vinteren.

- Den første person var jægersoldaten og Siriusmanden Erik B. Jørgensen, hvilket er ni år siden.

Annonce

Vant til vand

Lasse Bøgh er ø-boer og har derfor altid været vant til at færdes ved, i eller på havet.

- Han er endda vinterbader, fortæller bror Jacob, der i modsætning til Lasse er mere til sejlbåde.

- Vi er vokset op på Thurø, så hele vores familie har haft noget med havet at gøre. Min farfar arbejdede på værftet, min far er bådbygger - så vi er vant til vand.

Lasse Bøgh har de seneste tre et halvt år boet på Bornholm, hvor han har uddannet sig til sygeplejerske. Det var hér, han oplevede friheden ved at ro havkajak. Havkajak giver muligheden for både at komme tættere på sig selv og samtidig dyrke det simple liv i naturen, forklarer han.

Og farvandet rundt om klippeøen har han da også brugt til at træne op til Danmark rundt.

For noget skulle der ske, nu da eksamen var kommet i hus.

- Nogen tager på jord-omrejse eller holder en lang ferie - Lasse havde bare den her drøm om at komme ud i havkajak på en længere tur. Ikke fordi han som sådan er til det ekstreme, men fordi han godt kan lide at udfordre sig selv, fortæller bror Jacob.

Lasse Bøgh er den hidtil yngste kajakroer, der ene mand har klaret turen Danmark Rundt i havkajak. foto: Jan Sternkopf
Annonce

Ikke uden risiko

At ro Danmark rundt i havkajak om vinteren ene mand er altså heller ikke uden risiko, erkender Lasse Bøgh da også.

- Sådan en tur stiller ekstreme krav til min fysiske og mentale styrke, da man bliver presset af kulde og våde omgivelser. Desuden bliver det materielle udstyr udsat for de hårdest tænkelige faktorer: saltvand, sand og kulde, fortæller Lasse Bøgh, der kun én gang kom i krise.

- Det hårdeste stykke var fra jeg rundede Helsingør til jeg nåede rundt om Møn. Ikke på grund af vejret eller det lange stræk, men fordi jeg var dehydreret, beretter Lasse Bøgh, der havde været tæt på at opgive på det tidspunkt.

- Han har dog ikke sindet til at give op så let, fortæller forældrene, Jens og Laila Bøgh. De har været spændte - meget spændte endda de seneste dage. Men på intet tidspunkt har de været urolige for deres søn.

- Det er dog dejligt at have ham hjemme igen, erkender de.

Lasse Bøgh har heller ingen planer for de næste dage.

- Jeg skal sove - og ellers ligge på sofaen, inden jeg starter på job mandag i næste uge, hvor jeg begynder på hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital i København.

Naturligt nok var der stor bevågenhed om Lasse Bøgh efter at han kom i mål ved grænsesten 1. Han blev modtaget af familie, venner og bekendte. En del af dem tog endda med ham ad vandvejen i kajak. foto: Jan Sternkopf
Lasse Bøgh ankommer til Skomagerhus efter at have roet Danmark rundt i en havkajakFoto: Martin Ziemer
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Lokale byrådskvinder modtager kommentarer og klamme billeder fra borgere

Coronavirus

Live: Højere bøder på vej - Regeringen vil piratfester til livs

Trekantområdet

Langt flere end ventet er blevet podet: Flere tusinde lagde vejen forbi midlertidigt testcenter

Annonce