Annonce
Aabenraa

Kakerlakker og gammelt snavs: Bageri får bøde på 15.000 kroner

For anden gang i løbet af et halvt år har Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S fået en bøde for manglende rengøring. Genrebillede: Colourbox

Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S i Hellevad har for anden gang på et halvt år fået en bøde fra Fødevarestyrelsen, fordi der ikke var gjort ordentligt rent. Ejer mener, kontrollanter er for hårde.

Annonce

Hellevad: - Virksomheden bærer præg af manglende grundig rengøring.

Det var konklusionen, da Fødevarestyrelsen i september havde været på besøg hos Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S på Hovedgaden i Hellevad. Det gav en bøde på 10.000 kroner.

Nu er den så gal igen. På et kontrolbesøg 21. februar kunne kontrollanterne konstatere, at det atter halter med rengøringen i bageriet, der leverer rugbrød til supermarkedskæder og andet bagværk til de tre Klosterbageriet-butikker i Løvbjerg i Aabenraa, i gågaden i Tønder og i Løgumkloster.

Ud over den manglende rengøring, hvor kontrollanterne blandt andet fandt indtørrede rester i en maskine til rundstykker, ligesom "plade med svamp, der anvendes til at fugte brød, fremstod snavset og med ildelugtende, sur vand i bund", blev der konstateret kakerlakker ved området omkring rugbrødsovnene.

Bøden er denne gang på 15.000 kroner, fordi det er en skærpende omstændighed, at det er anden gang inden for så kort tid.

Også bøde i Løgumkloster

Ejerne af Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S ejer også Klosterbageriet i Løgumkloster, Tønder og Aabenraa.Også her har Fødevarestyrelsen fundet problemer.

I august i fjor fik bageriet i Løgumkloster en bøde på 20.000 kroner, fordi der ikke var fulgt op på indskærpelserne fra et tidligere besøg, hvor der var peget på problemer med utildækkede varer i kølerummet og manglende rengøring af vægge og gulve.

Så sent som 2. februar har bageriet i Tønder fået en indskærpelse, fordi varer stod utildækket i kølerummet, ligesom en opvaskemaskines spulearme var tilstoppede af skidt. En kontrolbesøg om kort tid vil vise, om bageriet har fået fulgt op.

For anden gang i løbet af et halvt år har Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S fået en bøde for manglende rengøring.
Annonce

Ude af proportioner

Michael Andersen, der sammen med sin far, Kell Andersen, og bror, Dennis Andersen, ejer Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S, erkender, at der er nogle af tingene, kontrollanterne har ret i, men overordnet finder han det helt ude af proportioner.

- Der er så mange underlige regler. Det er klart, der er mel i et bageri, og de kigger jo steder, ingen ellers kommer, siger han og forklarer, at bageriet i Hellevad står lige midt i en ombygning, som skal sikre, det fremover vil blive lettere at gøre rent.

- Tingene står af den grund lidt klemt i øjeblikket, for vi kan jo ikke bare lukke ned i tre uger, men det er de helt ligeglade med, siger Michael Andersen og tilføjer, at virksomheden altså har et privat selskab hyret til at gennemgå tingene, og det har ikke haft noget at sætte på forholdene:

- Jeg synes virkelig, Fødevarestyrelsens kontrollanter er hårde, mener han.

Annonce

Der skal strammes op

Det er ikke første gang, Bente Holst må lægge øre til den kritik. Hun er fødevarechef i Fødevarer Sydvest, der er ansvarlig for kontrollerne i Hellevad.

- Vi har hørt det før fra virksomheder, der har problemer, siger hun og tilføjer om den specifikke sag:

- Vi er ikke i tvivl om, at bøden er berettiget med de ting, vi fandt den dag. Jeg synes, rapporten fortæller meget godt om, at der er mange ting, der skal strammes op på, konkluderer hun.

Fødevarestyrelsen vil foretage flere tilsyn på Sønderjysk Rugbrødsbageri A/S i løbet af året, herunder en opfølgning i nær fremtid.

- Antallet af kontroller følger den historik samt de aktiviteter, der er på de forskellige virksomheder, forklarer Bente Holst forskellen i antal af besøg på den enkelte virksomhed.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Vandski stjålet fra båd på land

Regionalt For abonnenter

X Factor-Emil slår sig løs til Dirty Dancing og har sin egen playliste på karaokebaren: - The Beatles er fed at fyre den af til

Annonce