Lukket møde i Folketinget med lederen af det truede Center for Landdistriktsforskning gav ingen afklaring, men kampen for centrets overlevelse fortsætter.
LUKNINGSTRUET: Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg risikerer stadig at måtte lukke, efter regeringen har besluttet at konkurrenceudsætte og fjerne det milliontilskud, som centret med 12 tilknyttede ansatte modtager i dag.
Det står fast trods det møde, som folketingsmedlemmerne i udvalget for landdistrikter og øer i Folketinget tidligere på ugen havde med centrets leder, Egon Noe:
- Centerleder Egon Noe siger meget klart, at hvis regeringen som planlagt tager centrets bevilling, bliver det meget, meget svært at tiltrække anden, ekstern finansiering til Center for Landdistriktsforskning. I sidste ende frygter jeg, at regeringens kurs flytter center for landdistriktsforskning til Aarhus eller København. Det ville være skidt for Esbjerg, men også for landdistriktsforskningen i Danmark, som selvfølgelig bør foregå udenfor de største byer, siger folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen (S), der er medlem af udvalget for landdistrikter og øer, og tilføjer:
- Det er min mission at bevare Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg.
Christian Rabjerg Madsen (S), medlem af udvalget for landdistrikter og øer.Det er min mission at bevare Center for Landdistriktsforskning i Esbjerg.
Centret i Esbjerg
Center for Landdistriktsforskning hører under Syddansk Universitet. Centret har hjemme i Esbjerg, hvor 12 personer er tilknyttet. I 2001 besluttede Folketinget at oprette centret i en forsøgsperiode på fem år. Efter forsøgsperioden overgik støtten til resultatkontrakter, men fra 2018 er støtten helt væk. I 2017 er støtten på én million, mens den i 2016 var på to millioner.