Annonce
Debat

Kan små huse løse store klimaproblemer?

Du har måske hørt om den såkaldte tiny house-bevægelse. En spirende trend fra USA og nu Danmark, hvor stadig flere mennesker beslutter sig for at bygge og flytte ind i helt små boliger bygget på en trailer.

Nogle gør det for at undslippe den tunge gældsbyrde, som mange husejere sikkert kan nikke genkendende til, nogle for at leve mere simpelt. Andre gør det for klimaet ud fra ideen om, at små huse sætter sine naturlige begrænsninger på det materielle forbrug.

Af eksempler her til lands kan nævnes Grobund ude ved Ebeltoft, som netop assisterer aspirerende tiny house-byggere, en virksomhed i Odder, man kan hyre til det, samt indtil flere facebook-grupper med fokus på emnet, herunder Dansk Tiny House Gruppe eller min egen Hjem på Hjul.

Jeg er selv en tiny house-bygger og er netop i færd med at bygge mig min egen mobile minibolig – et kommende hjem på godt 18m2 med bad og toilet, hems, stue og køkken, bygget på en gammel bådtrailer. Ikke kun for at undslippe trediveårslån og en næsten evig pengegæld, men også for at leve mere enkelt og klimavenligt.

Det er en slags personligt eksperiment, hvor jeg har indlagt mig selv som forsøgskanin. Mit projekt går således ud på at undersøge, hvor langt jeg kan komme i forhold til at omlægge til en bæredygtig levevis med boligen som udgangspunkt. F.eks. vil jeg prøve at bygge et såkaldt ”off grid”-hus, der er selvforsynende med vand og strøm og kan genbruge madaffald. Derudover skal den bæredygtige minibolig muliggøre en livsstil, hvor jeg kan arbejde færre timer i lønnet arbejde, bruge mere tid på familie, venner, samt rekreation og frivilligt arbejde.

Men hvor spændende (og overvældende) dette klimaeventyr end bliver, så rejser der sig alligevel nogle spørgsmål af både praktisk og endda etisk karakter. Er det f.eks. okay at stræbe efter en livsstil, hvor man forbruger mindre og således sætter mindre skub i samfundets økonomiske maskineri? Og hvad med hele ideen om at udfordre rammerne for, hvordan vi kan bo?

Bygningsreglementer og kommuners håndhævelse af reglerne for beboelse er ikke kun et spørgsmål om juridiske forhold, men også sundheds- og sikkerhedsmæssige – vi kan ikke bare bo, som det passer os, og det er der jo en grund til.

Omvendt er tiden måske også moden til, at vi udfordrer og stiller spørgsmålstegn ved status quo de steder, hvor det giver mening – ikke mindst klimamæssigt: skal vi vitterligt forbruge mere og mere for at leve bedre, og skal vi bo i huse, hvor der er mere plads, end vi umiddelbart kan bruge?

Når vi nu ved, at vi som danskere har et stort overtræk på planetens ressourcekonto, var det så ikke på tide at kigge nogle af vores boligmæssige livsstilsvalg efter i sømmene?

Hvad der for mange måske kan lyde som radikale dagdrømmerier, kan for andre måske give mening på et konkret og hverdagsligt plan. Vi ser således eksempler ude i verden på familier, der bare kan få det til at hænge bedre sammen både økonomisk og tidsmæssigt, fordi de bor i et tiny house. Vi ser pensionister, der kan klare sig på en mindre pension, fordi de bor småt, men godt.

I Aarhus viser Projekt Udenfor, hvordan hjemløse kan få sig et hjem ved at bygge sig deres egne tiny houses, og måske tiny houses kunne adressere problemer med boligmangel i studiebyerne?

Selvom det rigtig nok er radikalt for mange at skalere sin bolig ned til 15-30 m2, tror jeg at tiny house-bevægelsen rummer en appel, der taler til de fleste af os: vi har nemlig (næsten) alle det at have en bolig til fælles, og selvom vi nok ikke alle skal bo tiny, så kan der være ideer og principper fra miniboligerne, som vi kan tage med os ind i vores almindelige boliger.

Små og store, hverdagslige indgreb som kan gøre vores måder at bo på mere klimavenlig. Dét er måske i virkeligheden tiny house-bevægelsens legitime berettigelse: den kan vise, hvordan boligen kan svare på store problemer i en lille skala og på en måde, hvor alle kan være med. Og når først de gode ideer rigtig slår rod i folkehavet, er det jo ikke til at sige, hvilke forandringer det kan føre med sig.

Annonce
Anders Boisen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce