Annonce
Debat

Kan vi få en garanti, Rasmus Prehn?

Grønt: Ti dage! Mere skulle den nye regering ikke bruge ifølge udviklingsminister Rasmus Prehn i avisens Danmark 6. juli, før Danmark igen havde genvundet "den grønne førertrøje".

Den eneste forskel, jeg lige kan få øje på, er tallet "70". Så mange procent mener den ny regering, at man skal nedsætte CO2 udledningen med inden 2030. Det er helt bestemt ambitiøst, men dog kun et tal. Rasmus Prehn har også forslag til vejen derhen, og der er mange gode tiltag, som jeg ikke har forudsætning for at så tvivl om.

Men jeg har et spørgsmål, som Rasmus Prehn måske kan besvare: Vil den nye regering og dens partnere kunne garantere, at de tiltag, man tager for at nå de 70 pct., ikke netto medfører et ekstra forbrug af CO2 uden for landets grænser?

Det er jo nemt for et lille land at leve højt på f.eks. vindmøllestrøm, men hvis andre lande skal bidrage ekstra til dansk el-forbrug med kulfyret strøm, når vinden ikke blæser, er det vel lige fedt? Eller hvis man tvinger landmanden til at begrænse produktionen af kød og derved overlader verdensmarkedet til lande med højere CO2-forbrug pr. produceret kilo kød eller pålægger dansk flytrafik ekstra skatter, så folk i stedet flyver fra Hamborg, osv.

Jeg ser frem til dit svar.

Annonce
Stig Leerbeck
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce