Annonce
Varde

Kandidaten fra SF: - Det der udflytningscirkus er mest blevet brugt til at smadre ting, man ikke synes skulle fungere ordentligt

Gunner Poulsen (SF) stiller for første gang op som folketingskandidat i Vardekredsen. Foto: André Thorup
Folketingskandidater svarer på de samme spørgsmål. I dag er det Gunner Poulsen (SF), der er blevet interviewet.

Arbejdskraftmangel er en stor udfordring for en del af Varde Kommunes virksomheder. Hvad bør Folketinget gøre for at skaffe flere hænder i Vestjylland?

- Man kunne se på SF's forslag om at tage flere kvoteflygtninge. Det er en måde, man kan øge arbejdsudbuddet på. Det er selvfølgelig folk, der er præget af krig, klimakatastrofer, eller hvad de ellers flygter fra, men de har ressourcer, som de enormt gerne vil bidrage med til det samfund, der giver dem asyl. Hvis man også så på, hvilken arbejdskraft der er brug for lokalt, så kunne man godt fordele dem ud fra det.

Varde Kommune har endnu ikke fået del i udflytningen af statslige arbejdspladser og uddannelser. Er der nogle arbejdspladser eller uddannelser, som du gerne vil flytte til Varde?

- Det der udflytningscirkus er mest blevet brugt til at smadre ting, man ikke synes skulle fungere ordentligt. Man har flyttet Skat ud, fordi Venstre ikke synes, skattevæsnet skal fungere ordentligt. Man har flyttet miljøstyrelsen ud, fordi Venstre ikke kan lide miljø. Det har haft ret katastrofale følger. Måden, man får delt ting i landet, er ikke at tage noget, der fungerer, og flytte det til et sted, hvor medarbejderne ikke følger med, og så skal man bygge det op helt fra ny et andet sted. Når man starter nye ting op, kunne man godt placere dem udenfor København. Hvis vi snakker uddannelser, så ville det være oplagt ikke at nedlægge de uddannelser, vi allerede har, for eksempel VUC.

Varde Kommune kæmper med at få finansieret et sundhedshus. Hvad skal Folketinget gøre for at få det nære sundhedsvæsen til at fungere?

- Man skal i hvert fald lade være med at nedlægge regionerne. Omstruktureringer koster enormt mange mandetimer.

Varde Kommune har haft et stort ønske om en ændring i udligningsordningen, der vil sende flere penge fra rige kommuner til blandt andre Varde Kommune. Hvor vigtig er en sådan ændring i udligningsordningen for dig?

- For mig er det meget vigtigt, at man kan opretholde et fornuftigt serviceniveau overalt, ligegyldigt om de borgere, der bor der, er rige eller fattige. Det er i den grad en hvepserede, som jeg synes, at vi som folketingspolitikere skal overlade til en forhandling mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Folketingspolitikerne skal holde fingrene væk fra de konkrete forhandlinger. Det skal være sagligt og fornuftigt.

- Hvis jeg kommer i Folketinget, så vil jeg ikke kun arbejde for Varde, selvom det er her, jeg bor. Jeg vil arbejde for mine politiske mærkesager.

Er der behov for mere regulering af landbruget for at begrænse udledningen af drivhusgasser?

- Der er behov for, at vi tager de lavtliggende arealer ud, og det er selvfølgelig en regulering. Det er her i Varde Kommune store områder, fordi vi har mange vandløb og mange lavtliggende områder. De områder skal ikke dyrkes mere. Så er der andre områder, der ligger højt, og hvor der ikke er behov for dræning, hvor jeg gerne vil være med til at fjerne regulering. Hvis man har de lavtliggende jorde som bufferzoner, så kan man godt dyrke de højereliggende jorde hårdere.

Antallet af ældre over 80 år vil stige i Varde Kommune i de kommende årtier. Hvad vil du gøre for at sikre, at de fortsat kan få en god pleje?

- Rent landspolitisk kunne man fortælle kommunerne, at det er vigtigt, at de prioriterer ressourcer til det. Der kan man sige, at den nedskæringsprocent på to procent, som regeringen har kørt i mange år, gør, at der kommer færre og færre penge til velfærdsopgaverne. Det vil vi i hvert fald have stoppet, og det skal gå den anden vej.

Skal Folketinget bestemme, hvor mange pædagoger der skal være i Vardes daginstitutioner?

- De skal sætte nogle minimumsgrænser og sige, at kommer man under det, så synes vi ikke, det er i orden.

Skal det fortsat være muligt at opstille kæmpevindmøller på land?

- Ja, det skal det. Det er billigere, og det er nemmere at reparere dem. Der er mange fordele ved dem. Der er også ulemper, så det er ikke ligegyldigt, hvor vi sætter dem op.

Gunner Poulsen

  • 54 år.
  • Lærer på Lykkesgårdskolen.
  • Bor i Lerpøtparken i Varde.
  • Fraskilt. Har en søn, der går i 9. klasse.
Annonce
Danmark

Onsdagens coronatal: 353 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Ukrainer idømt fire års fængsel, udvisning og bøde på 71 mio kr. i stor sag om ulovlig cigaretfabrik: - Først i dette øjeblik er det gået op for mig, hvor alvorligt det er

Danmark

CureVacs vaccine opfylder ikke kriterier i afgørende studier: Den er kun 47 procent effektiv

Annonce