Annonce
Esbjerg

Kaos om betalingsparkering

Meget tyder på, at politikerne i Esbjerg Byråd er blevet sendt på gale veje i den kontroversielle sag om indførelse af betalingsparkering i Esbjergs midtby.

Politikerne har længe svedt over, hvordan et kommende parkeringshus i Danmarksgade skulle finansieres gennem betalingsparkering i hele midtbyen. Indførte man ingen betalingsparkering ville det betyde et årligt underskud i form af forrentning og afskrivning af det 40 millioner kroner dyre p-hus på 3,5 millioner kroner i 15 år. Underskuddet kunne dog mindskes gennem indførelse af betalingsparkering, så hele parkeringsforretningen ville lande på et årligt minus på to millioner kroner. Sådan lød beskeden til politikerne fra embedsværket, og det ledte politikerne ud ad betalingsparkerings-vejen.

Et stort gran salt

Virkeligheden viser sig nu at være en helt anden - for ikke at sige den stik modsatte - her i 11. time i de igangværende budgetforhandlinger, hvor sagen er på bordet. Da JydskeVestkysten forsøgte at gå regnskabet efter i sømmene, viste det sig, at de opstillede regnestykker skulle tages med mere end ét gran salt. Direktør for Teknik & Miljø, Hans Kjær, afviser nemlig nu at al snak i notaterne om afskrivning og forrentning. De begreber har ikke nogen gang på jord i den kommunale økonomi i forhold til et parkeringshus, som man ikke kan låne til. Det er alene et regnestykke, man stiller op over for staten, og realiteten er, siger han, at Esbjerg Kommune tager de 40 mio. kr., et parkeringshus vil koste at bygge, op af kommunekassen. Det betyder, at betalingsparkering i parkeringshus og på alle parkeringspladser i midtbyen vil give et skønnet, årligt overskud på 1,5 mio. kr. fra 2020, hvor betalingsparkering indføres over hele byen, og parkeringshuset er klar til ibrugtagning.

- Jeg beklager, at vi måske ikke har beskrevet sagens forhold helt tydeligt, men i udviklingsforslaget til politikerne er overskuddet i 2020 på 1,5 mio. kr. vist korrekt. De andre beregninger med afskrivning og forrentning er noget, vi skal udarbejde til brug for en eventuel afregning med staten om overskud ved parkeringsbetaling, siger han.

Sagen kort


  • Erhvervsfolkene Peter Petersen, indehaver af Hjerting Badehotel, og E. Bank Lauridsen har planer om at opføre Hotel Esbjerg City i Skolegade, men det er dyrt at opfylde parkeringskravet, hvis man skal etablere p-kælder.

  • Derfor blev der allerede ved sidste års budgetforhandlinger i Esbjerg Byråd drøftet mulige modeller for bl. a. at hjælpe hotelfolkene, og der arbejdes med planer om et p-hus med 400 pladser i Danmarksgade.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce