Karin Carlander væver viskestykker til hele verden

Væver og designer Karin Carlander udstillede engang fem viskestykker på et galleri i København. Håndvævede unikaværker af tekstil, der kunne bruges til at tørre opvask af. Men på galleriet skulle stykkerne sætte spørgsmålstegn ved, hvad der er fint nok til at kaldes kunst.

- I forbindelse med udstillingen regnede jeg ud, hvad et viskestykke ville koste, hvis jeg tog mindstelønnen for mine timer ved væven, materialer, moms og gebyr til galleriet. Prøv at gætte, hvad det ville koste? spørger hun og svarer med et grin:

- 4000 kroner. Det var godt nok et statement. Men det er jo faktisk ikke noget at grine ad, for hvis man laver en grafik i samme størrelse som et viskestykke, bliver den måske lavet i 100 eksemplarer, men så er 4000 kroner meget rimeligt. Måske endda billigt. Det illustrerer, hvad det er, vi synes er fint, og hvad der ikke er fint. Det studser jeg over, men jeg har ikke svaret. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide billedkunst, der hænger på væggene, men jeg synes også, at de brugsting, du har i hænderne hver dag, skal være i orden. Der har håndværket en værdi, siger hun.

Karin Carlander designer sine viskestykker, karklude og plaider direkte på væven, som var de et vævet grafisk værk. Ofte begynder hun i sort og hvid for at arbejde strukturer og mønstre frem i stoffet, inden hun sætter farver på.

Det er blevet til hørkollektionen Textile No, som hun selv får produceret, og senest et designsamarbejde med Silkeborg Uldspinderi, hvor håndværkets detaljer er i fokus.

Målet er at designe stoffer, der kombinerer kunst og funktion, og som ser håndvævede ud, selv om de produceres på maskinvæve.

- Hvis vi ikke havde maskiner til at væve, var der jo ingen, der havde råd til et stykke ærligt vævet viskestykke, siger hun.

Karin Carlander tager i mod i sin vævehal, der ligger i en nedlagt knivfabrik i Raadvad. Her står fem store træ væve: En med en tynd prøve af hør, som hun forsøger sig med, de andre er rigget til med bomuldsstof til elever, der besøger hendes værksted. Selv lærte Karin Carlander at væve på aftenskolen i Kerteminde, hvor hun som 12-13-årig sad sammen med landbokoner fra Hindsholm og fulgte traditionelle væveopskrifter.

- Jeg lavede et halstørklæde til min far. Det var lige så stift som et gulvtæppe. Og han var så sød. Han gik med det forfærdelige halstørklæde, lige til han døde. Det kunne nu have været skønt at have givet ham et rigtig blødt et, siger hun og griber fat i en vævet plaid af alpakauld.

Overalt i værkstedet hænger smukke tekstiler. De fleste i hør, som Karin Carlanders egen kollektion er skabt af, men også bomuld, papir og uld. Hun går op i materialerne, ved, hvor de kommer fra, og hvem der har dyrket dem.

- Det var en sær interesse at have, når man var så ung. Og det var altså ikke, fordi jeg var kedelig, men jeg var bare så betaget af væven. Lige så skøn Kerteminde er, så var der ikke mange på min alder med væveinteresse, så det var en hel åbenbaring at komme på Designskolen, hvor der var mange som mig, griner hun.

Men før hun kom så langt, skulle hun et smut til Provence for at lære at væve gobeliner hos Jacqueline Dürrbach, en ældre fransk væver, der genskabte Picassos malerier og vævede til Rockefeller.

- Hun var holdt op med at tage elever, men jeg rejste derned på interrail to somre i træk for at besøge hende, og hun endte med at sige ja. Og det er jeg glad for, der kom jeg virkelig et godt sted. Jeg lærte meget andet end at væve på det år. Jeg var sådan en forkælet student, der aldrig havde lavet mad, men det lærte jeg der. Og jeg lærte, hvordan man lever med sit fag, og en hel filosofi og følsomhed over for former og farver, fortæller Karin Carlander.

Fru Dürrbach var gobelinvæver og vævede værker for nogle af de bedste franske malere. Dengang kunne man, hvis det ikke var lykkedes en at købe originalen af “Frokost i det grønne”, “Guernica”, “Frøkenerne i Avignon”, bestille malerierne som gobeliner. Og Jacqueline Dürrbach havde samarbejder med blandt andre Picasso, som havde testamenteret hende rettighederne til at lave tre af hver af de værker, de tidligere havde arbejdet sammen om, som gobelin.

- Picasso var jo desværre død, dengang jeg kom derned. Det kunne ellers have været sjovt at møde ham. Men da jeg var der, arbejdede vi med gobeliner af Fernand Legér. Et par år efter, at jeg var kommet hjem, skrev hun til mig og spurgte, om jeg ville komme ned til hende og være med på et hold af fem vævere, der skulle lave den tredje og sidste udgave af Picassos “Guernica”. I fuld størrelse. Men jeg sagde nej, for jeg havde lige mødt min mand og var så forelsket, at jeg ikke kunne tage ud på landet i Sydfrankrig og sidde og væve. Lige inden coronaen lukkede rejser ned, var jeg faktisk i Paris og se en udstilling, hvor Dürrbachs “Guernica” var med. Det var imponerende, smiler hun.

Selv om Karin Carlander blev lært op af de bedste i gobelin-traditionen, har hun aldrig selv vævet billeder. I stedet interesserede hun sig for at skabe enkle, brugbare, håndlavede tekstiler med et grafisk udtryk og spændende strukturer, der leger med lyset, når tekstilerne bevæger sig.

- Jeg var mere interesseret i at lave brugsting. Det er nok, fordi det er den danske tradition, at vi kombinerer æstetikken med funktion, siger hun.

- Men jeg lærte meget. Fru Dürrbach citerede blandt andet Picasso for at sige, at det tager 10 år at lære, 10 år at glemme, og først derefter kan man skabe. Og det er præcis sådan, det er at arbejde med væven. Du skal kunne dit håndværk og kende din væv, for så kan du arbejde intuitivt og komme ind i et flow, hvor man egentlig glemmer lidt, hvad man laver. Så snart du begynder at tænke over det, knækker tråden, siger Karin Carlander.

Tråden knækker faktisk helt bogstaveligt, da hun viser kameraet, hvordan hun arbejder. På en af hallens fem væve er hun ved at forsøge noget nyt ved at arbejde med endnu tyndere tråde af hør for at udfordre sig selv og materialet.

På den måde arbejder hun altid sine design frem direkte på væven.

- Jeg begynder sædvanligvis i sort og hvid, for så bliver jeg ikke forstyrret af farverne også, så arbejder jeg med strukturerne og bindingen i væven. Jeg arbejder meget grafisk. Forenkler, forenkler og forenkler. Det kan man kun gøre, når man kender væven. Den er meget logisk i sin opbygning, og den arbejder meget som en computer: Det, du fortæller den, at den skal gøre, det gør den. Men du kan også prøve at bryde det lidt. Og det er der, håndværket kommer ind, siger hun.

Karin Carlander var i 1987 en del af den sidste årgang, der blev uddannet fra Designskolen uden at bruge computere og maskinvæve.

- Så vi blev ret hurtigt overhalet af teknologien, og der kom en lang periode, hvor tekstilerne og vævningerne ikke kunne blive indviklede nok, fordi nu kunne man gøre det på computerne.

Det syntes jeg ikke klædte faget særligt meget, men det var jo også et udviklingstrin, der var. Det var også tiden med de vilde malere, og hvor man lavede stoftryk med store pensler og koste og alt muligt, og jeg har altid arbejdet en anden vej. Mod ro, enkelhed og funktionalitet, siger hun.

- Jeg kan godt lide, at mine ting har en brugsværdi. At det er ting, som er skabt til at blive brugt hver dag, når man vasker op, pakker sin mad ind, går i bad eller skal holde varmen under en plaid. At det både har en funktion og en kunstnerisk værdi. Det betyder meget for mig, siger Karin Carlander.

Og da det er umuligt at sælge håndvævede viskestykker til 4000 kroner stykket, har hun skabt sin egen hørkollektion af tekstiler, der bliver produceret på maskinvæve. Men uden at gå på kompromis med design - som ofte udfordrer maskinvævene - eller kvaliteten af materialerne - som hun følger hele vejen fra marken over indfarvning til væveriet.

- Man skaber jo også sådan nogle ting, fordi man gerne vil kommunikere om sit fag, og det man holder af, og det man gerne vil have, at andre skal have en holdning til. Og mine viskestykker er stadig ikke billige, men nu kommer de ud i hele verden, og det, synes jeg, er sjovt, siger hun.