Skærbæk: Jorden er frossen og dækket med sne på marken umiddelbart syd for Skærbæk. Men så er det godt, at der er lunt i traktoren, hvor Christian Dahlmann sidder.
Han er i fuld gang med at få de sidste kartofler årgang 2020 op af jorden. Et noget usædvanligt tidspunkt at gøre det på.
- Jeg har aldrig prøvet at høste kartofler, mens der ligger sne. Det er helt unormalt, siger landmanden, mens han styrer den store grønne John Deere-traktor over de fugtige jordfugerne på marken.
Normalt høstes kartofler i september-oktober måned. Men på grund af det våde vejr sidste efterår, er de sidst først på vej op nu.
- Det er sværere at høste dem, når jorden er frossen. Normalt tager det halvanden time at høste en hektar, når det går godt. Når jorden er frossen, tager dem omkring to timer per hektar, forklarer Christian Dahlmann, og holder en kort pause, mens han kigger på den lille skærm, der viser, hvad der sker bagved traktoren. Her er alt vel.
Christian DahlmannJeg har aldrig prøvet at høste kartofler, mens der ligger sne. Det er helt unormalt.
- Lige nu går det meget godt med at høste, konstaterer kartoffelavleren.
De ekstraordinære høstudfordringer er dog ikke det eneste, han sloges med. Kartoflerne bliver ikke lige så gode, når de har været udsat for frost. Så dannes der nemlig vand i kartoflerne.
650 tons kartofler
Christian Dahlmann er landmand i Bredebro og har selv 120 hektar kartoffelmark, som han har høstet hvert efterår siden 1989. Men marken han kører på nu, ejes af Hans Otte Sørensen.
Christian Dahlmann hjælper nemlig også andre med at høste.
De omkring 650 tons kartofter, der bliver hevet op nu, skal sendes til Toftlund, hvor de bliver lavet til kartoffelmel. Men inden da er der et par times arbejde tilbage på marken.
- Vi begyndte klokken 11 i formiddages, og hvis alt går godt, så er vi færdige ved 18-tiden, siger Christian Dahlmann, om de fire hektar jord, der skal høstes.
Så for nu kører han videre, indtil den sidste kartoffel årgang 2020 eller faktisk årets første kartofler i de nye år er oppe af jorden.