Annonce
Haderslev

Kasernevenner jagter sponsorer til historisk mindesmærke

Major Henning Dons glæder sig over, at kalkmaleriet i portrummet mellem indre og ydre kasernegård nu snart kan sættes i stand. Orla Bryld Mortensen og Christian Skovfoged fra Haderslev Kasernes Venner har sat sig for at finde de nødvendige penge. Foto: Inge Rogat Møller
Et stærkt forkommet kalkmaleri over de faldne fra kampene 9. april 1940 i Haderslev Kasernes portrum skal istandsættes. Orla Bryld Mortensen og Christian Skovfoged står bag stor sponsorjagt, der gerne skal slutte 12. december.

Haderslev: Nu bliver der gået til kamp mod tidens tand på Haderslev Kaserne. Mindetavlen over de faldne fra kampene i Haderslev 9. april 1940 skal have en tiltrængt restaurering.

Anført af Orla Bryld Mortensen og Christian Skovfoged fra Haderslev Kasernes Venner skal det cirka 70 år gamle kalkmaleri i portrummet mellem indre og ydre kasernegård sammen med det danske rigsvåben på samme alder lige over for sættes i stand.

Den tidligere formand for Haderslev Butikker og direktøren for boligselskabet HAB går derfor nu på jagt efter sponsorer, der lokalt og i resten af landet vil spendere de 195.000 kroner uden moms, istandsættelsen koster.

- Senest den 12. december tilstræber vi at have fundet pengene, siger Orla Bryld Mortensen.

Planen er, at de to historiske mindesmærker i portrummet skal være klart til lysfesten 4. maj næste år, som sædvanligvis samlet flere end 10.000 deltagere.

- 2020 er et år med mange mærkedage. Det er ikke blot 100 år siden Genforeningen, det er 80 år siden besættelsen og 75 år siden befrielsen 4. maj 1945, forklarer Orla Bryld Mortensen og Christian Skovfoged.

- Det er ikke blot vigtige datoer for Haderslev Kaserne, men også for Haderslev By, og hvis de to mindesmærker ikke bliver lavet, går de til grunde, siger Christian Skovfoged.

- Det er et nationalt klenodie, tilføjer Orla Bryld Mortensen.

Annonce

Sådan kan man støtte

Der arbejdes med sponsorater på 15.000 kroner - eksklusiv moms.

De enkelte sponsorer vil få deres navn på en plade i portrummet og blive inviteret til afsløring af det færdige resultat.

Man kan henvende sig til Christian Skovfoged på telefon 2752 2510 eller mail csk@hab-bolig.dk

eller Orla Bryld Mortensen på telefon 2031 8877 eller på mail thulesvej25@gmail.com

Bosætning og arbejdspladser

Haderslev Kaserne har med det seneste forsvarsforlig igen fået sit eget regiment, Slesvigske Fodregiment. Når forliget er fuldt udrullet i 2023 vil der ifølge major Henning Dons, der er næstkommanderende ved Haderslev Garnison, med fast personale og værnepligtige være over 700, der har deres daglige arbejdsplads på kasernen.

- Kasernen skaber bosætning og arbejdspladser, det betyder rigtig meget at få soldater her til byen, siger Orla Bryld Mortensen, der retter en bred appel til erhvervslivet i Haderslev samt til gamle slesvigere, der har et hjerte, som brænder for deres gamle regiment og kaserne.

Haderslev Erhvervsråd samt Haderslev Butikker har sendt Orla Bryld Mortensen og Christian Skovfogeds appel ud til medlemmerne, og soldaterforeningen vil også blive bedt om at bakke op. Hvert sponsorat er på 15.000 kroner uden moms.

- Og vi er helt sikre på, at vi får pengene, siger Christian Skovfoged og Orla Bryld Mortensen, der håber på stor lokal velvilje.

Alle sponsorer vil få deres navn sat på en plade i portrummet.

De fire faldne

Kalkmalerierne af rigsvåbnet og mindetavlen for De fire faldne danske soldater i Haderslev er sat i formentlig 1951 til minde for kornet Frode Munch Vesterby, menig Hans Christian Hansen, menig Oluf Arthur Hansen og menig Niels Møller Schmidt, der døde i kampen mod den fremmarcherende tyske hær 9. april 1940 i Haderslev.

Det stærkt slidte mindesmærke blev i 2016 inspiceret af en konservator fra Nationalmuseet. Hun vurderede, at det var blevet malet over med olie, og at det derfor krakelerede. Restaureringsarbejdet, som skal udføres af konservatorer fra Nationalmuseet, skal udføres i det nye år og altså være færdigt til 4. maj. I forbindelse med arbejdet vil hele portrummet desuden blive kalket.

- Det er kasernens hoveddør, rigtig mange går gennem porten hver dag, og i forsvaret betyder historien meget. Vi mærker også, at interessen for 9. april og de historiske begivenheder generelt er stor hos vores værnepligtige, siger Henning Dons.

Ud over mindesmærket og rigsvåbnet findes der i portrummet også under mange lag maling byvåbnene fra Flensborg, Husum, Aabenraa og Sønderborg samt Haderslev. De stammer fra den preussiske tid, da kasernen blev bygget i 1888. Dem er der ikke planer om her og nu at istandsætte.

Rigsvåbnet, der er malet lige over for mindesmærket for de fire faldne soldater fra Haderslev Garnison fra kampene 9. april 1940, skal også sættes i stand. Det er dog knapt så medtaget som mindesmærket. Foto: Inge Rogat Møller
Store flager skaller af mindesmærket for kornet Frode Munch Vesterby, menig Hans Christian Hansen, menig Oluf Arthur Hansen og menig Niels Møller Schmidt, der faldt i kamp mod den tyske hær 9. april 1940. Major Henning Dons, Orla Bryld Mortensen og Christian Skovfoged mener mindesmærket er et nationalt klenodie, og Orla Bryld Mortensen og Christian Skovfoged fra Haderslev Kasernes Venner er derfor nu gået på sponsorjagt. Foto: Inge Rogat Møller
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce