Annonce
Udland

Kasinokongen og Trump-støtten Sheldon Adelson er død

Så gode venner var de - milliardæren Sheldon Adelson og præsident Donald Trump. Her under et møde i Israeli American Council i december 2019. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Sheldon Adelson brugte store dele af sin formue til at støtte USA's republikanere. Trump var hans sidste helt.
Annonce

Kasinomilliardæren og USA's republikanske partis største donor Sheldon Adelson er død af kræft, 87 år, oplyser hans selskab.

Han hyldes af to ledere, som han stod last og brast med: Præsident Donald Trump og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Adelson var en af verdens rigeste mænd, og han har i de senere år været kendt som en af præsident Trumps mest prominente støtter.

- Sheldon var trofast over for sin familie, sit land og alle, der kendte ham. Verden har mistet en stor mand, skriver Trump i mindeord.

Sidste uges dødelige angreb på USA's kongres, som blev begået af Trump-støtter, kommenterede Adelson ikke, da han i sidste uge blev indlagt til yderligere kræftbehandling i spillebyen Las Vegas i den amerikanske delstat Nevada.

Adelsons mange millioner dollar til fordel for Trump var denne gang ikke nok til at sikre præsidenten genvalg. Han afløses i næste uge på posten af demokraten Joe Biden.

Adelson voksede op i en fattig jødisk familie i Boston. Han var selvlært, da han stiftede verdens senere største kasinoselskab, Las Vegas Sands Corp.

Hans rigdom og hans støtte til republikanske politikere, der løb op i flere hundrede millioner dollar, gjorde ham til en ilde set figur blandt mange demokrater.

Ifølge Bloomberg Billionaires Index havde han en personlig formue på 33,4 milliarder dollar (204 milliarder kroner). Det gjorde ham til verdens 38. rigeste person.

Han havde mange investeringer i Israel, og Netanyahu talte som en af hans nærmeste venner.

Hans sidste triumf sikrede han sig ifølge AFP, da Trump lige før nytår ophævede et rejseforbud over for Jonathan Pollard, som i 1987 blev idømt fængsel på livstid i USA for højforræderi - spionage til fordel for Israel.

Adelson sendte et privatfly for at hente Pollard og flyve ham til Israel, hvor den dømte spion kyssede jorden, da han blev taget imod i lufthavnen af Netanyahu.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

VM: Dagens kampe og tv

Debat

Giv borgerne klar besked, Engelbrecht

Annonce