Annonce
Erhverv

Kasper udskyder flytning af Vin og Gastro: - Det ville være dumt at flytte nu

Kasper Faltz havde glædet sig til at overtage Nelsons tidligere lokaler på Rådhusgade og bygge dem om til butik og restaurant, som skulle være åben her til påske. Nu er alle planer sat på standby på grund af coronakrisen, og han åbner tidligst den 1. maj. I baggrunden ses Jens Gunnar "Gugge" Diers, som ejede Nelson. Arkivfoto: Timo Battefeld
Kasper Faltz har udskudt flytningen af Vin og Gastro fra Storetorv til Rådhusgade til tidligst 1. maj. Selvom han er økonomisk ramt af coronakrisen, vil han ikke stoppe flytningen, men hvis nedlukningen fortsætter i lang tid endnu, så er det en ny situation.

Aabenraa: Påskesalg, en skinnende sol, forårsfornemmelser, masser af folk i byen og en ny restaurant og butik på Rådhusgade.

Det var sådan, det skulle have set ud for Kasper Faltz, ejer af Vin og Gastro, lige nu. Butikken skulle efter planen være åbnet i de nye lokaler på Rådhusgade i denne uge sammen med hans nye restaurant, men alt er nu stillet på standby på grund af coronakrisen.

- Vi har udskudt det til tidligst 1. maj, hvor vi kigger på, hvordan situationen er der. Vi kan ikke flytte nu, hvor restauranten ikke må åbne, og butikken ikke kører 100 procent optimalt. Det ville være dumt at gøre, fortæller Kasper Faltz.

Han tvivler på, at det er restaurationsbranchen, der får lov til at åbne op efter påske, hvis Danmark her gradvist begynder at vende tilbage til normale tilstande, som statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede op for kan komme til ske, hvis spredningen af virussen stadig er under kontrol.

- Jeg er heller ikke begyndt på ombygningen endnu, men jeg skal have talt med Gugge (Jens Gunnar Diers, tidligere ejer af Nelson, red.) om, vi ikke kan begynde i påsken, fortæller Kasper Faltz.

Annonce

Hvad kommer der til at ske?

Ombygningen bliver dog ikke, som det var planen inden coronakrisen, for ligesom alle andre i detailbranchen er Kasper Faltz også økonomisk ramt, og hvordan det hele ender, har han ikke overblik over, før krisen er slut.

- Det var jo pengene fra påskesalget, jeg skulle bruge på min nye butik og restaurant. Jeg stopper ikke mine planer på grund af det her, for jeg vil stadig gerne flytte, men ingen ved, hvor lang tid nedlukningen varer endnu, og hvordan folk reagerer bagefter. Stormer de ud eller bliver de afventende derhjemme? Hvis nedlukningen fortsætter en måned mere, skal jeg tænke mere over det, for jeg sætter også min families liv på spil ved at investere i en flytning og have to huslejer, mens butikken ikke omsætter for det, den skal. Jeg kommer ihvertfald ikke til at starte ud på fuld kraft, for det har jeg ikke økonomi til, forklarer han og kalder det en for en kæmpe hovedpine.

Der er mange løse ender og hvis'er i, hvordan det ender for Kasper Faltz og Vin og Gastro, da ingen ved, hvad der kommer til at ske eller hvornår.

God opbakning fra borgerne

Én ting er Kasper Faltz dog glad og taknemmelig for, og det er de lokale borgeres opbakning i en svær tid.

- Aabenraa har været vanvittig god til at støtte op om butikkerne og restauranterne. Alle er dybt taknemmelige, for borgerne har bakket os op med en kraft, der betyder, at mange af os kan holde skindet på næsen. Folk har taget godt imod mit take away, og der faldt en kæmpe sten fra mit hjerte, da kunderne gav 30.000 kroner, så jeg kunne donere alle vores påskeæg til personalet på sygehuset. Det var et kæmpe skulderklap, og jeg fik så mange positive og søde beskeder, som gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg brød simpelthen sammen dagen efter indsamlingen over den opbakning. Mange skrev til mig, at de ikke ville se det nye projekt, jeg har gang i, forsvinde, og det bekræfter mig også i, at det er noget, jeg skal gøre, siger Kasper Faltz.

Han er derfor også positiv og tror, at opbakningen fortsætter, når Danmark er åben igen.

- Vi skal nok komme igennem det her, og på den måde som Aabenraa har bakket op indtil nu, så tror jeg også, de gør det, når det her er ovre, siger Kasper Faltz.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce