Annonce
Billund

De får ikke lov til at åbne: En frisør har fået job på rideskole - en anden bruger mad fra fryseren

For frisør Edel Handeland fra Grindsted ser det hele noget sort ud fra den 1. marts. Hun har endnu ikke modtaget nogle penge fra regeringens hjælpepakker, hvilket betyder, at hun har stået uden indtjening i nu tre måneder. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Kassen er tom hos to af de frisører, der til det sidste håbede på, at de fik lov at genåbne. Sådan gik det ikke.

Billund Kommune: Frustrationen hos frisørerne er efterhånden stor. De venter utålmodigt på at få lov til at åbne deres forretninger igen.

For frisør Edel Handeland fra Grindsted er det hele ekstra frustrerende, for hun har - til stadighed - efter tre måneder ikke modtaget en eneste øre fra regeringens hjælpepakker.

- Jeg har været uden indtjening i tre måneder nu, og det ser sort ud for mig her til den 1. marts, siger Edel Handeland, der bare gerne vil begynde at arbejde, men det ser fortsat ud til, at hun må holde lukket.

Annonce

Ventetid

- Jeg har søgt hjælpepakkerne, og jeg kan ikke gøre andet end at vente. Min revisor ved ikke mere end mig, siger Edel Handeland, der er taknemlig for, at hun har en samlever, der ikke er ramt af coronakrisen i sit hverv.

- Han har ikke råd til at betale mine udgifter, men der er råd til husleje og mad på bordet, siger Edel Handeland, der slet ikke tør tænke på sin situation, hvis hun var alenemor.

Dagene går lige nu med hendes interesse for heste.

- Igen er jeg heldig. Jeg har fået lov til at arbejde tre timer om dagen på rideskolen i Billund. Det er normalt en dyr post for mig at have min hest opstaldet, men på denne måde kan jeg arbejde min gæld af, siger Edel Handeland.

Frisør Lone Lundø havde håbet, at hun fik lov at åbne igen. Arkivfoto: Martin Ravn

Frustrationen er også stor hos kollega Lone Lundø.

Annonce

Kassen er tom

- Kassen er bare tom. Det er nu, jeg går min fryser igennem, og jeg må virkelig tænke over, hvordan jeg bruger pengene, siger hun, der til det sidste havde håbet, at også frisørerne fik lov at åbne.

Det fik de ikke.

- Jeg synes, det er noget frygtelig vrøvl, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi ikke får lov. Vi står med én kunde ad gangen med god plads, masker og afspritning, og så er der andre, store steder, hvor folk får lov at vælte ind, siger hun.


Kassen er bare tom. Det er nu, jeg går min fryser igennem, og jeg må virkelig tænke over, hvordan jeg bruger pengene.

Frisør Lone Lundø


Selvom Lone Lundø betegner hele situationen som "mega træls", har hun siden nedlukningen forsøgt også at få øje på det positive. Det er dog ambivalent:

- Jeg har kunnet være der meget mere for min familie, og jeg er begyndt at gå en hel masse ture. Når jeg går en tur i skoven, mens sneen daler ned, har jeg tænkt, at det her er den bedste vinter nogensinde. Det næste øjeblik synes jeg, det er den værste, siger hun.

Annonce

Ukollegial opførsel

En ting er Lone Lundø dog ikke det mindste positiv for. Det er kolleger, der tager hjem til folk og klipper dem der.

- Det er virkelig ukollegialt. Der er jo en grund til, at vi er lukket ned. Der er en smitte i vores samfund, som vi alle ønsker at få slået ned. De risikerer jo at sætte gang i smittekæder. Jeg ser det sådan, at de, der tager ud, er medvirkende til, at vi alle er lukket ned!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Trekantområdet For abonnenter

Sex i en hemmelig verden: Alle slags mænd mødes i skoven - også dem med vielsesring og autostol på bagsædet

Annonce