Annonce
Tarm

KD ligger lunt i nye meningsmålinger: - Det SKAL være denne gang

Kristendemokraterne er tikket ind i meningsmålingerne igen - og er selv ganske tilfredse. Her næstformand Marianne Karlsmose og formand Isabella Arendt ved valget i 2019. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Efter atter at være opstillingsparate er Kristendemokraterne begyndt at tikke ind på diverse meningsmålinger - og det ser godt ud, synes næstformand Marianne Karlsmose.
Annonce

Tarm: At det kræver 2 procent af de afgivne stemmer at sikre sig en plads i folketingssalen, er vist skolelærdom for de fleste. Så at Kristendemokraterne er begejstrede for at ligge til omkring 1,5 procent af stemmerne i de nyeste meningsmålinger, kan virke besynderligt.

Men ikke desto mindre er der høj stemning hos de kristelige, fortæller næstformand i partiet, Marianne Karlsmose fra Tarm.

- Vi har været lidt spændte på det, når vi nu ikke har været med i så lang tid, siger hun.

KD har nemlig ikke figureret i meningsmålingerne, siden partiet mistede sin opstillingsberettigelse sidste efterår oven på valget i juni, hvor partiet ikke kom ind.

Kristendemokraterne rundede dog 20.182 vælgererklæringer 3. august, hvilket betyder, at partiet er opstillingsparat til næste folketingsvalg - og derfor også at finde i meningsmålingerne igen.

Annonce

Bragede ind

De meningsmålinger har været sød læsning for liste K, der røg ud ved folketingsvalget i 2005 og siden forgæves har kæmpet for at komme tilbage på tinge.

- Vi bragede simpelthen ind på 2,4 procent ved den første Epinion-måling. Epinion har vi særlig kig på, for vi lå konstant meget lavt der i forhold til de andre, siger Marianne Karlsmose.

Siden er der kommet meningsmålinger fra Gallup og Megafon, der giver partiet 1,5 procent af stemmerne, og seneste fra Voxmeter mandag 21. september, der giver KD 1,3 procent af stemmerne.

- Selv med den statistiske usikkerhed er vi godt med, siger Marianna Karlsmose.

Grunden til, at man hos KD er glade for meningsmålingerne omkring de 1,5 procent, er, at partiet i perioden mellem valgene plejer at ligge markant lavere i spørgeundersøgelserne.


Vi har jo nærmest været groet fast omkring de 1 procent i mere end 10 år, men det har taget et løft, og nu ser det ud som, det er tæt på.

Marianne Karlsmose, næstformand, Kristendemokraterne


- Vi har jo nærmest været groet fast omkring de 1 procent i mere end 10 år, men det har taget et løft, og nu ser det ud som, det er tæt på. Vi må ikke overvurdere den enkelte måling, men det er tydeligt, at vi er gået op på et andet niveau, siger hun.

Annonce

KV og RV som trædesten

Marianne Karlsmose tilskriver det gode resultat to faktorer: Isabella-affekten og en stærk vestenvind.

- En meget vigtig faktor er, at der er kommet ro omkring formandsposten. I Isabella Arendt har vi fået en ny formand, der appellerer til nye vælgere, siger Marianne Karlsmose.

”Den stærke vestenvind” er den massive støtte, som partiet får fra Vestjylland, ikke mindst Ringkøbing-Skjern, der var snublende tæt på at skaffe partiet et kredsmandat ved seneste folketingsvalg, hvor KD snuppede 1,7 procent af stemmerne.

- Flere kommentatorer er begyndt at sige, det er muligt, at Kristendemokraterne kommer på Christiansborg efter næste valg. Det betyder noget for folks opfattelse af os, siger næstformanden, der tilføjer, at de mange faktorer samlet betyder, at ”det skal være denne gang,” at partiet kommer tilbage på borgen.

Hvis statsministeren trækker valget til absolut sidste øjeblik, vil der dog være omkring to år og ni måneder til næste gang, vi skal til folketingsvalg. Så hvordan vil KD holde den gode kadence i meningsmålingerne og danskernes bevidsthed så længe?

- Vi står til at få valgt flere ind i byråd og regioner (ved valgene i november 2021, red.), så det vil vi bruge til at slå os fast med, siger Marianne Karlsmose.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce