Annonce
Vejen

KE Fibertec hædret med årets erhvervspris fra UdviklingVejen

Administrerende direktør Claus Jespersen, til venstre, og produktionsdirektør Johnny Kusk Møller, fra KE Fibertec A/S fik overrakt erhvervsprisen af formanden for UdviklingVejen Ole Stubbe. Foto: Jørgen Schultz
Efter et tæt opløb stak KE Fibertec A/S i Vejen af med erhvervsprisen. Overrækkelsen fandt sted ved UdviklingVejens årsmøde i Holsted onsdag.

Vejen Kommune: Det var noget af en opgave, som repræsentantskabet i UdviklingVejen blev sat til, da det skulle afgøres, hvem der skulle have erhvervsprisen 2019.

Det blev tæt mellem de tre nominerede virksomheder, som var sluppet gennem nåleøjet ud af de i alt 42 kandidater. Men på årsmødet i UdviklingVejen, som fandt sted i Restaurant Skovpavillionen i Holsted onsdag aften blev det afgjort. KE Fibertec A/S fra Vejen blev hædret med prisen.

Dermed måtte Fermentationexperts/European Proteins i Bække samt Pro-Plan A/S i Jels glæde sig over æren i at være nået med i feltet over de nominerede.

Annonce
Vi er virkelige taknemmelige for prisen, for vi har været oppe mod nogle virkelig stærke virksomheder. Selv om vi er en eksportvirksomhed, og det er i udlandet, at de fleste nye medarbejdere ansættes, så er vores udgangspunkt i Vejen. Det er her, at vi håber at kunne være i rigtig mange år endnu.

Claus Jespersen, administrerende direktør i KE Fibertec A/S

Begyndte i 1963

KE Fibertec’s historie går reelt tilbage til 1963, da Keld Ellentoft begyndte at producere filterposer til industrien. 33 år senere blev KE Fibertec grundlagt, da de to ledende medarbejdere, Henning S. Jensen og den nuværende administerende direktør Carsten Jespersen, i en management buyout overtog virksomheden.

I marts 2007 sælges aktiemajoriteten til Jysk-Fynsk Kapital AS, og Carsten Jespersen udnævnes til ny administrerende direktør.

KE Fibertec er ejet af Jysk-Fynsk Kapital (70 procent), L. E. Kristiansen Erhvervsinvest ApS (10 procent) og KE Pulje ApS (20 procent). KE-Pulje ejes af den daglige ledelse i KE Fibertec, administrerende direktør Carsten Jespersen, produktionsdirektør Johnny Kusk Møller og økonomichef Svend Anker Fogh.

KE Fibertec’s produktion bygger på et princip, hvor ventilationsluften fordeles trækfrit og ensartet gennem de skræddersyede tekstilkanaler, som anvendes i næsten alle typer installationer - lige fra industriapplikationer til sportshaller, kontormiljøer, laboratorier, levnedsmiddelsektoren og mange andre steder, hvor der er behov for et godt indeklima.

Virksomheden tilbyder fuld sporbarhed på 99,9 procent af alle materialer, der indgår i ventilationsløsninger. Der genanvendes en del materialer, og denne proces har kun kunnet lade sig gøre, fordi man som den eneste producent i branchen har etableret eget væveri, som ligger her i Vejen.

På tilsvarende vis fokuserer KE Fibertec på at kunne hjælpe deres kunder til mindre energiforbrug. Det sker med sensor-overvågning af ventilationssystemerne.

Administrerende direktør Claus Jespersen takkede for prisen:

- Vi er virkelige taknemmelige for prisen, for vi har været oppe mod nogle virkelig stærke virksomheder. Selv om vi er en eksportvirksomhed, og det er i udlandet, at de fleste nye medarbejdere ansættes, så er vores udgangspunkt i Vejen. Det er her, at vi håber at kunne være i rigtig mange år endnu, sagde Claus Jespersen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce