Annonce
Kolding

Kea er klar til elevernes første skoledag: Det er mange nye navne, der skal læres

25-årige Kea Kröber har brugt hele den forgangne uge på at forberede sig på, at Koldings skolebørn starter i denne uge. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Når der mandag ringes ind til første undervisningsdag for landets skoleelever, står der store grupper af lærere klar til at tage imod. Det gør der også på Vonsild Skole, hvor 25-årige Kea Kröber er nyansat. Hun er oprindeligt fra Tyskland og glæder sig til både at møde de mange nye elever og til at få helt styr på intranet og omstruktureringer i det danske skolesystem.

Kolding: Sommerferien slutter for landets skolebørn mandag morgen, men allerede for en uge siden, sluttede ferien for de mange folkeskolelærere, der skal have helt styr på årsplaner og intranet, før eleverne møder ind til første undervisning. En af dem, der har haft travlt i den forgangne uge, er 25-årige Kea Kröber. Hun bor til daglig i Haderslev, hvor hun også blev færdiguddannet i 2018 og starter mandag som ny underviser på Vonsild Skole.

- Der har været rigtig meget at forholde sig til i løbet af ugen, fordi der både er en ny skole, nyt skema og nye kollegaer, men også omstruktureringer og nye systemer, jeg skal lære at kende. Jeg tror, at jeg blev koblet på den sidste portal i fredags, men nu skulle det hele gerne være oppe at køre, siger en smilende Kea Kröber.

Hun havde sidste år et vikariat på en skole i Sønderborg, og da der ikke var mulighed for at få det forlænget, søgte hun i stedet mod Kolding. Der er derfor ekstra mange nye ting for hende at skulle tage stilling til.

- Oveni alle de nye systemer, er vi så samtidig også ved at udvide skolen, så det kan ske, at det bliver et år, hvor det hele kommer til at foregå lidt anderledes, men jeg tager det lidt, som det kommer. Lige nu glæder jeg mig mest bare til, at børnene starter, og at jeg skal til at lære dem at kende, siger Kea Kröber.

Annonce
Der har været rigtig meget at forholde sig til i løbet af ugen, fordi der både er en ny skole, nyt skema og nye kollegaer, men også omstruktureringer og nye systemer, jeg skal lære at kende. Jeg tror, at jeg blev koblet på den sidste portal i fredags, men nu skulle det hele gerne være oppe at køre.

Kea Kröber, nyansat lærer på Vonsild Skole.

Baggrund i Tyskland

Kea er vokset op i en lille by i det nordlige Tyskland, men kom til Danmark for præcis fem år siden, da hun skulle igang med at læse til lærer, og der er en særlig grund til, at valget lige faldt på Danmark.

- Det danske skolesystem er meget anderledes fra det tyske. Her har man i højere grad et personligt forhold til sine elever, og man har generelt mere fokus på det sociale, konflikthåndtering og sådan nogle ting. I det tyske system siger man stadigvæk herr og frau, så på den måde er der lidt mere distance, og jeg kan bedre lide, den danske måde at gøre det på. Jeg kan slet ikke forestille mig, at eleverne skulle kalde mig frau Kröber, siger Kea Kröber grinende.

Selvom Kea i sin hverdag ved tavlen ikke mærker den helt store forskel på dansk og tysk, er der alligevel enkelte steder i sin undervisning, hvor forskellene kommer til udtryk.

- Jeg vil eksempelvis altid sætte en streg igennem et 7-tal, og jeg vil også altid gøre det, når jeg skriver bogstavet Z. Jeg har flere gange oplevet at eleverne spørger, hvad de streger laver der, men sådan skriver vi det altså bare i Tyskland, siger Kea Kröber.

De svære navne

Kea underviser i tysk, engelsk og billedkunst på tværs af flere klassetrin, og antallet af elever varierer fra 18 til 27 i hver klasse. Samtidig er Kea også en af drivkræfterne bag skolens morgentræning, og det betyder, at der er rigtig mange nye navne for den nyansatte lærer at holde styr på.

- En, to, tre klasser, og så har jeg 1. til 3. klasse i billedkunst, og vent, så er der tysk i 4. klasse, siger Kea opremsende, mens hun tæller på sine fingre:

- Jeg synes, at jeg kan regne mig frem til, at det er ti forskellige klasser, så der er virkelig mange navne, jeg skal lære, og det er helt sikkert det, jeg lige nu frygter mest, siger hun og griner:

- Jeg har forsøgt mig med navnelege og sådan, men det fungerer bare ikke for mig, jeg skal have gjort det visuelt på en eller anden måde. Jeg skal gerne lære dem at kende og vide, hvem der har været i sommerhus med farmor i ferien, eller hvem der elsker at svømme. Det er for mig den bedste måde at lære det på, siger Kea Kröber.

Kea underviser både i tysk, engelsk og billedkunst, men er også en af dem, der sørger for morgentræningen på skolen. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce