Annonce
Esbjerg

Kellermensch-forsanger bliver ny booker på Tobakken

Det er forsangeren i kellermensch Sebastian Wolff, der som ny booker skal være med til at give Tobakken et yngre og mere moderne udtryk. Arkivfoto: Chresten Bergh
Det bliver forsangeren i Kellermensch, Sebastian Wolff, der fremover skal være med til at bestemme, hvem der skal spille på Tobakken i Esbjerg. Wolff er blevet ansat som ny booker og skal være med til at give Tobakken et yngre udtryk.

Esbjerg: Spillestedet Tobakken skifter ud på den markante post som booker.

Efter 18 år på posten stopper Erik Lodberg, og han bliver afløst af Sebastian Wolff, der nok er bedst kendt som den karismatiske forsanger i rockbandet Kellermensch.

- Ophøret af samarbejdet med Erik Lodberg sker i fred og ro og i gensidig forståelse. Erik har været her i en menneskealder, og han har gjort og gør for så vidt stadig en fantastisk indsats. Årsagen er den ganske enkle, at vi arbejder på et sted, hvor vi er nødsaget til at få et yngre publikum indenfor. Vi bliver alle sammen ældre, og der er ingen tvivl om, at vores appel i programmet er til et lidt ældre publikum, siger den daglige leder på Tobakken, Jan Mols Poulsen.

Han har et ønske om, at den musik, der bliver præsenteret på Tobakken i fremtiden, skal have et bredere og yngre publikum som målgruppe.

Annonce

Sebastian Wolff

Sebastian Wolff har gennem en årrække været tilknyttet både Tobakken og Konfus i forskellige roller.

I den nye rolle bliver han ansvarlig for den samlede musikbooking.

Sebastian Wolff er ansat som ny musikbooker på Tobakken med start den 1. december.

Generationsskifte

Jan Mols har selv været leder på Tobakken i 19 år og ansatte Erik Lodberg som booker efter cirka et år, så de to har haft et langt parløb på det regionale spillested.

Og tiden er så småt ved at være moden til et generationsskifte, erkender han.

- Vi er i gang med at rebe sejlene og kigge ind i fremtiden, og det gør vi grundigt. Vi skal have en klar plan for, hvor vi skal hen. Vi er gode til mange ting, men der er også nogle områder, hvor vi gerne vil blive bedre, og for at blive det skal der friske kræfter til. Det bliver jo heller ikke ligefrem nemmere at drive et sted som Tobakken. Vi bliver beskåret økonomisk, samtidig med at vi har brug for at få lavet store renovationer. Vi skal have rystet posen og set på tingene med friske øjne, og man kan godt sige, at vi er i gang med et generationsskifte, siger Jan Mols.

-Indikerer du dermed, at du selv er ved at forlade posten som leder af Tobakken?

- Nej, det er der ingen aktuelle planer om, men det bliver selvfølgelig også min tur på et tidspunkt. Vi er i gang med at gøre plads til en ny og yngre generation, siger Jan Mols.

Erik Lodberg takker af efter 18 år på posten som musikbooker på Tobakken i Esbjerg. Arkivfoto: Chresten Bergh
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce