Annonce
Sydjylland

Kend din kandidat: Hans Christian Schmidt vil skabe mere vækst i Syd- og Sønderjylland

Folketingsmedlem Hans Christian Schmidt (V) håber på at blive genvalgt til Folketinget, så han blandt andet kan fortsætte sit arbejde som formand for et udvalg, som lige nu kigger på, hvordan man kan sikre, at borgere ikke kommer i klemme, når de udsættes for ekspropriation. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Folketingsmedlem Hans Christian Schmidt (V) vil blandt andet lette landbrugets skatter og have udflyttet flere statslige arbejdspladser for at skabe mere vækst i Syd- og Sønderjylland. Bliver han valgt, kan han til september fejre 25 års jubilæum som folketingsmedlem, men han er langt fra færdig med politik.

Valg: Det er en lang liste af politiske mærkesager, der bliver remset op, når folketingsmedlem Hans Christian Schmidt (V) skal forklare, hvorfor man netop skal stemme på ham til det kommende folketingsalg. Den tidligere mangeårige minister fra Vojens har mange vigtige sager på blokken, og han mener ikke, at det giver mening at udpege én eller to konkrete områder som særligt vigtige.

- Det er og bliver det allervigtigste at skabe vækst og udvikling i Syd- og Sønderjylland. Du ser mig gøre det i mange afskygninger. Sommetider kæmper jeg for infrastruktur, sommetider kæmper jeg for statslige arbejdspladser, sommetider for rammevilkårene i erhvervslivet og så videre, siger Venstres bygnings- og postordfører.

Hans Christian Schmidt har flere bud på, hvordan han mener, at der kan sættes skub i væksten og udviklingen i Syd- og Sønderjylland. Han vil blandt andet gerne have et grundigt eftersyn af rammevilkårene for erhvervslivet. Blandt andet for landbruget, da han mener, at danske landmænd på flere områder er underlagt konkurrenceforvridende afgifter og skatter, som gør vilkårene dårligere for de danske landmænd, sammenlignet med de øvrige europæiske landmænd, som de skal konkurrere med. Derfor vil han blandt andet gerne have afskaffet landbrugets jordskatter.

- Det er fint, at vi tager hensyn til naturen og miljøet, og det gør landmændene også, men man skal huske, at det skal ske på lige vilkår, siger Hans Christian Schmidt.

Han har tidligere været fortaler for blandt andet at afskaffe pesticidafgifter. En idé, der blev affejet af miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V). For Hans Christian Schmidt er det dog heller ikke så vigtigt, om det lige bliver pesticidafgiften, der bliver fjernet.

- Jeg kunne nævner mange andre afgifter. Man skal generelt gå hele mængden af skatter- og afgifter igennem, siger han.

Annonce

Hans Christian Schmidt

Hans Christian Schmidt er født 25. august 1953 i Nustrup ved Vojens.

Han er 65 år gammel og bor i dag i Vojens med sin kone Birgitte.

Han er far til to voksne børn og har også to børnebørn.

Han er uddannet lærer fra Haderslev Seminarium i 1977.

Efterfølgende var han lærer på Vojens Musikskole og fra 1984-1994 var han viceskoleinspektør på Sommersted Skole.

Han har været folketingsmedlem for Venstre siden 1994.

Han har flere gange haft ministerposter.

Fra 2001 til 2004 var han miljøminister.

Fra 2004 til 2007 var han fødevareminister.

Fra 2010 til 2011 var han transportminister.

Fra 2015 til 2016 var han transport- og bygningsminister.

Nu er han Venstres bygningsordfører postordfører.

Flere udflytninger

Derudover skal der udflyttes flere statslige arbejdspladser til blandt andet Syd- og Sønderjylland. Regeringen har den seneste folketingsperiode udflyttet næsten 8000 statslige arbejdspladser fra København til provinsen. Avisen Danmark kunne i fredagsavisen fortælle, at der trods udflytningen, ifølge tal fra Danmarks Statistik, er blevet færre statslige arbejdspladser uden for de største fire danske byer de seneste ti år. Blandt andet derfor bør der også udflyttes endnu flere arbejdspladser, mener Hans Christian Schmidt.

- Det er slet ikke nok. Vi kan stadig udflytte flere statslige arbejdspladser. Men vi skal bare huske, at det skal give mening. Jeg er ikke så vild med, at man flytter fem arbejdspladser ud et sted, for det er så sårbart. Jeg kan godt lide, at man tager store styrelser og flytter ud, siger Hans Christian Schmidt, der samtidig vil kæmpe for, at det bliver muligt at tage flere uddannelser i det syd- og sønderjyske.

Fisk i vandet

Hans Christian Schmidt måtte i 2016 sig farvel til sin post som transport- og bygningsminister, da han blev erstattet af Ole Birk Olesen (LA), da Venstre fik selskab af Liberal Alliance og Konservative i regeringen. Forinden var han en varm fortaler for en ny midtjysk motorvej - også kaldet Hærvejsmotorvejen - fra Hobro til Haderslev. Motorvejen er nu tæt på at blive til virkelighed, da den indgår i den store trafikplan til 112 milliarder kroner, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti præsenterede kort før valget. Bliver regeringen genvalgt, vil det første spadestik til motorvejen blive taget i 2023.

- Jeg vil holde helt nøje øje med, hvad der sker med Hærvejsmotorvejen. Vi har afsat penge til det og besluttet, at den skal bygges. Det har Socialdemokratiet ikke, siger Hans Christian Schmidt med henvisning til, at Socialdemokratiet har fremlagt en plan, hvor der afsættes 70 milliarder kroner til infrastrukturprojekter. Her fremgår Hærvejsmotorvejen sammen med en lang række projekter, som samlet koster langt mere end de 70 milliarder, der er afsat. Derfor er det langt fra givet, at alle projekterne bliver til noget.

Lykkedes Hans Christian Schmidt med at blive genvalgt til Folketinget, vil han til september kunne fejre 25-års jubilæum som folketingsmedlem. Trods de mange år i Folketinget og 65 år på bagen, er han dog langtfra færdig med politik.

- Jeg vil da gerne være minister igen. Hvis vi kan få en blå regering, stiller jeg mig gerne til rådighed. Men der er mange andre ting, der også er spændende. Jeg har det godt i Folketinget. Jeg har det vel som en fisk i vandet, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Esbjerg

Brev sendt til to ministre: Esbjerg Kommune beder staten om hjælp til oversvømmelser

Annonce