Annonce
Danmark

Kend EU-spidskandidaterne: Briterne fik brexit, danskerne skal have daxit

Rina Ronja Kari dominerer igen valgplakaterne fra Folkebevægelsen mod EU. Kravet er stadig at give danskerne en ny mulighed for at stemme sig ud af unionen. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Folkebevægelsen mod EU har været repræsenteret lige siden første direkte valg til Europa Parlamentet i 1979. Modstanden er intakt og bevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari er klar til endnu en periode i parlamentet i Bruxelles.

EU-VALG: Nej til EF. Nej til EU! Opråbene har gjaldet lige siden, Danmark i 1972 gik til valg om optagelse i den europæiske familie i 1973 - som dengang hed EF. Men det er med tiden klinget af i styrke, viser meningsmålingerne. Det gælder især efter, at briterne har rodet sig ud i et parlamentarisk ragnarok efter deres afstemnings-nej for tre år siden. Alligevel står en af de faste institutioner i Dansk EU-debat, Folkebevægelsen mod EU, fast: Briterne fik deres brexit, danskerne skal også have mulighed for at vælge deres daxit.

Alternativt peger Folkebevægelsen på et øget, formaliseret nordisk samarbejde og herigennem samarbejdsaftaler med det øvrige Europa.

Det synspunkt er 34-årige Rina Ronja Kari sat i spidsen til at forfægte, når hun ved EU-valget 26. maj som Folkebevægelsens spidskandidat forsøger at generobre den plads i Europa Parlamentet, hun for fem år siden indtog med 63.673 personlige stemmer i ryggen.

Argumentet for udmeldelse leverer EU selv i rigt mål, mener hun:

- EU blander sig i alle dele af vores samfund, så selv om EU føles som en fjern størrelse, er den meget, meget nær. Og det går kun én vej: Mere og mere magt til EU - hele tiden. De senere år har vi set resultaterne med blandt andet voksende social dumping og fattigdom og stor arbejdsløshed mange steder, siger Rina Ronja Kari.

Kampen mod den udvikling, vil Rina Ronja Kari tage i Europa Parlamentet på flere fronter:

Annonce

Jeg nævner bare lejren med filippinske chauffører i Padborg. Det er helt uacceptabel, og det er uacceptabelt, at den slags forekommer som konsekvens af EUs indre marked

Rina Ronja Kari, EU-spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU

1 Magten tilbage

Den magt, som Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen mener, at EU har tilranet sig, skal erobres tilbage.

- Beslutningerne skal tages væk fra EU og sendes tilbage til medlemslandene, så længe vi har unionen eller er medlem af den. Reglerne for, hvordan vi indretter os med vores arbejdsmarked, vores miljø og vores velfærd skal ikke dikteres fra EU. Dem skal vi selv stå for. Og vores kommuner skal have lov at indrette sig uden at være bundet af snærende EU-bånd, siger hun.

2 Social dumping

Et af de steder, hvor EU ifølge Rina Ronja Kari har svigtet fuldstændigt og sat de nationale demokratier ud af kraft, er i spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er et klasseeksempel på ulyksaligheder forårsaget af EU, mener hun.

- Der skal være lige løn for lige arbejde, og det har vi ikke i dag, sådan som arbejdskraften kan sendes på tværs af grænserne og udnyttes groft. Den mulighed skal stoppes. Jeg nævner bare lejren med filippinske chauffører i Padborg. Det er helt uacceptabelt, og det er uacceptabelt, at den slags forekommer som konsekvens af EUs indre marked, siger Rina Ronja Kari.

Rina Ronja Kari

Rina Ronja Kari er 34 år og spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, når der er valg til Europa Parlamentet 26. maj.

Dermed er der tale om en genopstilling, da hun også blev valgt ind for fem år siden og ved den lejlighed fik 63.673 personlige stemmer.

Folkebevægelsen mod EU er en tværpolitisk liste. Rina Ronja Kari er medlem af Enhedslisten, som Folkebevægelsen har indgået valgforbund med i forbindelse med EU-valget.

Før det politiske liv tog fart, tog hun en kandidatgrad i virksomhedsledelse fra RUC og har arbejdet som organisationskonsulent i de Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

Hendes lidt særprægede navn har en forklaring: Forældrene var uenige, om hun skulle hedde Rina eller Ronja. Så valgte de sammensætningen. Efternavnet er finsk - fra tipoldeforældrene.

Hun er født og opvokset i København. Her bor hun sammen med sin kæreste Christian Bierlich og deres barn.

3) Åbenhed

Som EU-parlamentsmedlem modtager Rina Ronja Kari hver måned i omegnen af 32.000 skattefri kroner til kontorhold - de såkaldte blyantspenge. Hun har valgt at lægge dokumentationen for forbruget af disse penge offentligt frem og har betalt ubrugte midler tilbage til EUs kasse. Det burde alle gøre, mener hun, men som reglerne er strikket sammen, kan alle i princippet stikke hele det skattefri beløb i egen lomme.

- Problemet er, at der slet ikke er nogen kontrol med forbruget af disse penge. En ting er, at offentligheden ikke pr. automatik har adgang til at se, hvad parlamentsmedlemmer bruger så store beløb til, noget andet og værre er, at der heller ikke internt i EU foregår nogen former for kontrol.

I det hele taget er den manglende åbenhed i EU-systemer et stort problem, mener hun.

- Det gælder ikke kun i pengespørgsmål, det bør også være obligatorisk, at offentligheden har indblik i, hvilke lobbyister, der omgås med hvem i EU-systemet. Lobbyisterne opererer jo ikke for sjov, men fordi de kan få indflydelse på, hvilke beslutninger, der træffes, siger Rina Ronja Kari.

Rina Ronja Kari må kigge langt efter dansk EU-udmeldelse, sådan som meningsmålingerne arter sig. Men hun er klar til endnu en parlamentstørn for den sidste rendyrkede EU-modstanderliste. Arkivfoto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix

I rollen som vagthund

Som EU-modstander i et parlament sammensat af overvejende EU-tilhængere skal Rina Ronja Kari konstant være på stikkerne, hvis hendes argumenter skal finde bundklang. Det håber hun, vælgerne vurderer hende på, når hun, hvis hun bliver valgt, skal stå til regnskab for vælgerne igen om fem år.

- Formålet med mit medlemskab af Europa Parlament er at råbe op overfor urimelighederne. Jeg kan med en enkelt stemme i det store parlament ikke gøre mig håb om at at skabe alle de grundlæggende forandringer, jeg ønsker, men jeg kan være vagthunden, der bider EU-magten i haserne. Det kan jeg blandt andet ved at stille ændringsforslag til alle de forslag fra kommissionen, der indskrænker vores selvbestemmelsesret. Derudover skal jeg naturligvis vurderes på, om jeg selv lever op til de krav, jeg stiller om åbenhed, siger Rina Ronja Kari.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce