Annonce
Aabenraa

Kendis-præst skifter Holbøl ud med Skagen

Kristian Ditlev Jensen forlader snart præstegården i Holbøl. Et nyt embede venter i Skagen. Arkivfoto: Timo Battefeld
Sognepræst Kristian Ditlev Jensen kunne ikke sige nej til en stilling i Skagen og forlader derfor Holbøl.

Holbøl: I godt halvandet år har præst Kristian Ditlev Jensen, der også er kendt for sine egenskaber som forfatter og foredragsholder, stået på prædikestolen i Holbøl Kirke. Men nu er det slut. Kristian Ditlev Jensen har fået en præstestilling i Skagen, og det er en af den slags stillinger, som man bare skal søge.

- Der er nogle embeder, der sjældent bliver slået op, og det er tilfældet med stillingen i Skagen, siger Kristian Ditlev Jensen, der faktisk er lidt irriteret over, at stillingen i Skagen blev slået op netop nu.

- Jeg er landet godt i Holbøl, så det havde egentlig været bedre, hvis stillingen i Skagen først var blevet ledig om fire år, siger han.

Det er især stemningen og beliggenheden, der har trukket Kristian Ditlev Jensen til Skagen.

- Der er en speciel stemning i Skagen med få mennesker om vinteren og tusindvis af mennesker om sommeren, og så er det jo bare utrolig smukt på Skagen, siger Holbøls snart forhenværende præst.

Annonce
Vi er kede af at miste Kristian Ditlev Jensen, for han har holdt nogle fantastiske gudstjenester.

Bente Thygesen Poulsen, formand for menighedsrådet i Holbøl Sogn

Turbulent periode

Opholdet i Holbøl var ikke lutter lagkage for Kristian Ditlev Jensen. I starten af august sidste år kulminerede en turbulent periode med, at samtlige medlemmer af menighedsrådet i Holbøl Sogn trådte tilbage. Årsagen var manglende tillid til Kristian Ditlev Jensen, men menighedsrådet har aldrig ønsket at uddybe, hvilke omstændigheder og oplevelser der førte til den drastiske beslutning.

Kristian Ditlev Jensen stod selv uforstående over for menighedsrådets dramatiske afgang, men det fik han rystet af sig.

Holbøl Sogn fik hurtigt et nyt menighedsråd, og her har samarbejdet ifølge Kristian Ditlev Jensen været gnidningsfrit.

- Bortset fra en turbulent periode har jeg haft en god tid i Holbøl. Det er et velfungerende menighedsråd, og folk er rigtig søde, siger Kristian Ditlev Jensen.

Formanden for menighedsrådet i Holbøl Sogn beklager, at det ikke blev til en længere periode med Kristian Ditlev Jensen som sognepræst.

- Vi er kede af at miste Kristian Ditlev Jensen, for han har holdt nogle fantastiske gudstjenester. Men vi respekterer selvfølgelig hans beslutning, siger Bente Thygesen Poulsen.

Kristian Ditlev Jensen stopper officielt som sognepræst i Holbøl den 31. juli, men allerede på søndag holder han sin sidste gudstjeneste i Holbøl Kirke.

Kristian Ditlev Jensen

Kristian Ditlev Jensen er præst, forfatter og journalist.

I 2012 blev han stud.theol.

I 2017 bestod Kristian Ditlev Jensen den teologiske paragraf 2-prøve.

Den 27. november 2017 blev han i Haderslev Domkirke ordineret som præst i den danske folkekirke.

Den 17. december 2017 blev Kristian Ditlev Jensen indsat som kirkebogsførende sognepræst og begravelsesmyndighed i Holbøl Sogn.

Kilde: Wikipedia

Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce