Annonce
Livsstil

Kendt fra Bryggen: Moster Niller vil lære os, at vi må være alt muligt - også mænd med glimmer i skægget

Niels Laigaard har altid haft lyst til at undersøge det feminine, men det var først, da han blev ældre, at han fandt modet til at gå med makeup. Det gør han til gengæld ofte i dag. Privatfoto
Som barn blev Niels Laigaard kaldt Fimse-Niels og mobbet for at lege med både Action Man og Barbie - og i flere år længtes han efter at passe ind. I dag har han givet slip på følelsen af at være forkert og kæmper for, at alle kan føle sig rigtige - uanset hvordan de er eller ser ud. Den kamp har nu sikret ham en nominering som årets LGTB+-person.
Annonce

Som barn elskede Niels Laigaard at lege med Action Man, Lego og Pokémon-kort. Og med Barbier, My Little Pony og Bratz-dukker.

Som det mest naturlige i hele verden dykkede han ned i de forskellige verdener og skænkede det ikke en tanke, at noget skulle være legetøj til drenge og noget til piger. Han lod bare nysgerrigheden og lysten til at lege drive ham.

Lige indtil andre fortalte ham, at det var forkert, og lod ham forstå, at som dreng er der noget, man kan og ikke kan. Man kan for eksempel ikke lege med Barbiedukker. Og hvis man gør det alligevel, kan man ikke forvente at få en plads i fællesskabet.

- Allerede tilbage i børnehaven blev jeg mobbet for at være den, jeg var. Jeg kan huske, jeg havde to veninder, der pludselig ikke længere ville lege med mig - medmindre jeg smed mine Barbiedukker ud. En jul havde jeg ønsket mig Bratz-dukker i julegaver og fik ikke en eneste, mens min søster til gengæld fik tre. Da mine forældre så, hvor ked af det, jeg blev, lovede de, at vi kunne bytte mine gaver, og det siger noget om, at de egentlig gerne ville acceptere den, jeg var, men de vidste samtidig, at det ville være lettere for mig, hvis jeg bare passede ind, lyder det fra den 29-årige makeupartist, som blev kendt i den brede befolkning for nogle år siden, da han dukkede op som Linse Kesslers ven i TV3-serien ”Familien fra Bryggen”.

Har man set ham her, ved man, at Moster Niller, som han bliver kaldt i programmet, er en mand, der går med både skovmandsskjorte og makeup og gør det med stolthed og sikkerhed. Men det har ikke været omkostningsfrit at insistere på, at man ikke behøver at være enten feminin eller maskulin. At man godt kan være både-og.

Niels Laigaard Mikkelsen

Er født 4. februar 1991 i Farsø i Himmerland, men da han var fire år, flyttede familien til den lille sønderjyske by Hammelev, der ligger få kilometer fra Haderslev. Her er han vokset op på en gård, hvor forældrene stadig bor.

Han drømte oprindeligt om at komme ind på Designskolen Kolding, men endte med i stedet med at gå efter at blive hårstylist og makeupartist. Det er det, der har været hans primære levevej de senere år, og han arbejder på sit eget makeup-brand.

I 2013 blev han hyret til at stå for makeuppen på en video, hvor Linse Kessler var med. De to blev hurtigt så gode venner, at Niels Laigaard i dag er en fast del af underholdningsprogrammet ”Familien fra Bryggen”.

Han bor i en lejlighed på Amager.

Annonce

Én version af virkeligheden

Små 10 kilometer vest for Haderslev ligger den lille by Hammelev. Den gamle stationsby er med sin smukke natur og knap 1000 indbyggere på mange måder et dejligt sted at vokse op, og når Niels Laigaard tænker tilbage på sin barndom her, hvor forældrene stadig bor på en gård, er der masser af gode minder.

Der var først og fremmest en følelse af at være elsket af sin familie. Måske ikke altid forstået, men altid højt elsket. Der var venner, der aldrig undrede sig over, at deres legekammerat ville være prinsesse til fastelavn.

Og lærere, der så og roste talentet for at være kreativ hos skoleeleven, som ellers kæmpede i de fleste fag.

Men der var også et snævert blik på, hvordan drenge og piger skal se ud og opføre sig, og derfor var Niels Laigaard ikke bare en elsket søn og et kreativt barn. Han var også et mobbeoffer fra børnehaven til 9. klasse.

- Jeg blev kaldt Fimse-Niels, og når jeg kom gående, råbte de andre børn: ”Røven mod væggen, her kommer Niller!” Jeg har bare altid været anderledes, selvom jeg brugte mange kræfter på ikke at være det, og sådan en som mig var der bare ikke rigtig plads til, fortæller han om barndommen i årene efter årtusindeskiftet, hvor frisindet og pladsen til forskellighed ikke havde de bedste vækstbetingelser i den sønderjyske by.

- Men der var jo heller ikke noget til at udfordre vores forestilling om, hvordan man kunne være og se ud. Vi havde for eksempel kun én kanal, og der var altså ikke andre i vores by, der så ud som mig, og derfor troede jeg også selv længe, at jeg var helt forkert. I sådan et lille samfund opstår der så nemt masser af fordomme og fejlkommunikation.

Annonce

Indtil den rette pige kommer forbi

Det var ikke kun lysten til at lege med Barbiedukker og længslen efter at udforske det feminine, der fik Niels Laigaard til at føle sig forkert. Allerede fra 3. klasse fornemmede han, at han var mere tiltrukket af andre drenge end af piger. Men i årevis forsøgte han at ignorere det.

- Jeg overbeviste mig selv om, at det bare var en fase. At det var noget, jeg skulle igennem, og så ville jeg finde en sød pige som alle andre. Jeg skulle bare lige møde den rette. Jeg anede jo knap nok, hvad det ville sige at være homoseksuel. Jeg vidste bare, at det var noget forkert.

At der var skam forbundet med at være tiltrukket af sit eget køn blev han kun bekræftet i i skolen. Særligt én oplevelse har sat sig fast i erindringen. Klassen havde seksualundervisning, og hen over skærmen rullede en forældet film fra 1980’erne om homoseksualitet.

- Der var den her fyr, der forklarede, hvordan man tog en anden mand bagfra, og hele klassen lå flad af grin. Og der sad jeg og blev endnu mere usikker og skamfuld. Det var på ingen måde en undervisning, der gjorde noget godt for noget, og jeg håber virkelig, det har ændret sig siden, siger Niels Laigaard, der var 16 år, da han for alvor forstod og stod ved, at han var homoseksuel.

3 hurtige til Niels Laigaard

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Vær dig selv. Alle andre ER taget. For sandheden er jo, at hvis du forsøger at være en kopi af et andet menneske, så lever du ikke dit eget liv. Det kan godt være, at det er svært i perioder, men jeg lover dig, at det giver pote i det lange løb. Der er ingen grund til at leve i det skjulte, for de venner, der elsker dit sande jeg, er også dem, der er værd at beholde.Hvad er det seneste, du har brugt mange penge på?- Det var, da jeg flyttede ind i min nye lejlighed for et halvt år siden. Det krævede lige en tur i Ikea, hvor jeg brugte 9000 kroner på møbler og tilbehør.Hvad er din indre alder?- Indeni føles det, som om jeg ikke har nogen alder. Jeg er både en gammel bedstefar, men jeg er også et barn på fire år. Jeg er typen, der hellere vil sidde foran fjernsynet en lørdag aften med et glas vin. Men jeg er også typen, der gerne bruger timer på at lege med Lego, når jeg hjemme hos mine forældre.
Annonce

Det svære spring

”Når du springer ud, må du godt låne mit skab.”

Der var både glimt i øjnene og kærlighed i stemmen, da veninden Maria forsøgte at hjælpe Niels Laigaard på vej. De to havde mødt hinanden på Højer Design Efterskole, hvor de gik i 10. klasse, og Niels havde aldrig haft det bedre. Her var der ingen, der mobbede. Her var fællesskabet stærkt, de kreative evner fik lov til at udfolde sig, og man måtte være lige den, man var. Alligevel faldt svaret prompte, da Maria prikkede til ham.

”Nej, nej - jeg ER hetero!” Men en bevægelse blev sat i gang indeni.

Det sidste skub kom, da der startede en ung homoseksuel mand på skolen, som udelukkende blev mødt med accept. Til sidst tog Niels Laigaard også springet. Ud af skabet, ind i favnen på en flok, der bakkede op, og ud på et datingmarked, hvor han hurtigt fandt sin første kæreste.

Næste skridt var at få sagt det til forældrene. Han vidste, at nogle forældre slog hånden af deres børn, mens andre mødte dem med kærlighed. Og det var de to mulige scenarier, der rumsterede i baghovedet, da han en weekend hjalp sine forældre med noget murerarbejde i laden og tog hul på den svære samtale.

- Jeg har fået en kæreste.

- Nå, hvad hedder hun så?

- Han hedder Danny ...

Først blev der helt stille i laden, så konstaterede faren, at det nok bare var en fase, mens moren medgav, at de nok havde det på fornemmelsen, ”men håbede, det ikke passede”.

- Jeg blev så ked af det, da hun sagde sådan, men senere forstod jeg, at de bare var bange for, at jeg ville blive udsat for had og fordomme. De vidste endnu mindre om det end mig. Men i dag bakker de mig op i alt, hvad jeg gør og er, og praler af mig ude i byen.

Med eller uden makeup? Niels Laigaard trives med begge dele og kæmper for, at det skal blive mere accepteret at udtrykke både sine feminine og maskuline sider. Privatfoto
Annonce

Afgørende tid i militæret

Efterskolen blev på mange måder et afgørende vendepunkt. Det var her, han for første gang for alvor stod ved den, han var. Men de efterfølgende år bød alligevel på både omveje, snubletråde og oplevelser af at fare vild. Han blev forlovet, flyttede sammen med sin kæreste, fik sit hjerte knust og brugte tid på at hele.

Han droppede drømmen om Designskolen og besluttede sig i stedet for at blive hårstylist. Fik luft under vingerne og mistede fart undervejs og så en dag, da han desillusioneret var flyttet til hovedstaden, besluttede han sig for at søge ind til militæret.

- Alle i min familie havde været i militæret. Undtagen min far. Og jeg tror, at en del af motivationen for mig handlede om at bevise noget over for min far. Jeg har aldrig været en klassisk dreng. Jeg ville hellere gå til dans end til fodbold, men jeg ville vise ham, at selvom jeg er feminin og er til makeup, høje hæle og crazy hår, så er jeg også maskulin. Jeg kan godt være begge dele. Og det fik jeg bevist - både over for min far og over for de andre på kasernen. Jeg var den første menige mand, der stod ved sin homoseksualitet, og jeg blev ikke mødt med andet end åbenhed, fortæller Niels Laigaard, der beskriver forsvaret som en effektiv forvandlingskugle.

Han var 22 år, da han kom ind, men opførte sig stadig som et barn. Da han forlod militæret, var han voksen.

- Det var en mulighed for at bygge mig selv op på ny og forstå, at hvis man vil noget, så skal man kæmpe for det. Hvis jeg virkelig ville være makeupartist, så måtte jeg sætte hovedet lige på og dykke ned efter drømmen - og det gjorde jeg.

Som barn og ung blev Niels Laigaard mobbet, men i dag sætter han pris på de barske oplevelser, for ”de har bare gjort mig stærk og givet mig en helt enorm drivkraft”, mener han.
Annonce

Venskabet med Linse

I dag bruger Niels Laigaard ikke bare sine kreative evner til at få sig selv til at lyse op, men har for længst gjort sine evner inden for hår og makeup til en levevej. Det var også sådan, han mødte Linse og lidt tilfældigt blev katapulteret ind i ”Familien fra Bryggen” - et af landets mest sete underholdningsprogrammer.

- Det har været ret sjovt at opleve det venskab, der er vokset mellem os til trods for den store aldersforskel. Så kan det godt være, at nogle får det indtryk af programmet, at hun sætter mig til at lave alting, men det er en meget ligeværdig relation. Man ser bare ikke alle de gange, hun hjælper mig, for det er jo ikke mit liv, der er i fokus, siger Niels Laigaard, der også hurtigt blev udstyret med det navn, de fleste kender ham som, nemlig Moster Niller.

Fordi han så hurtigt fik et godt forhold til Linses hunde, ønskede hun at give ham et kælenavn, der indlemmede ham i familien. Onkel Niller blev prøvet:

- Men de onkler, jeg selv har, er sådan nogle maskuline landmænd og ”that’s not for me”.

Derefter forsøgte de sig med Faster og Tante, men valget faldt på Moster, fordi det lød varmt og kærligt.

I dag er Niels Laigaard dybt taknemmelig for mødet med Linse. Først og fremmest på grund af venskabet, men også fordi deltagelsen i ”Familien fra Bryggen” har ryddet en del forhindringer og fordomme af vejen.

- Jeg har aldrig oplevet mere kærlighed ude på gaden, end jeg gør nu her. Uanset hvor i landet jeg kommer, bliver jeg mødt med krammere og glæde. Derfor er jeg også i mit voksne liv blevet forskånet for meget af den modstand, andre i miljøet oplever. Jeg ved, hadet findes derude. Jeg mærker det bare meget sjældent selv, siger Niels Laigaard og skyder på, at han de seneste fire år har haft ”tre-fire ubehagelige oplevelser”.

- Og det er altså usædvanlig lidt.

Barndomsbyen Hammelev i Sønderjylland var på mange måder et trygt sted at vokse op, men der var ikke mange forskellige typer at spejle sig i, og Niels Laigaard følte sig alene. I dag prøver han at være et forbillede for børn og unge. Privatfoto
Annonce

Farvel til forkerthedsfølelsen

I dag kan det stadig gibbe lidt i ham, når han ser grupper af unge mænd komme imod ham. Som en svag erindring fra dengang i folkeskolen, hvor det var ensbetydende med, at nu vankede der øgenavne og hån.

Intet menneske kommer uforandret gennem års intens mobning. Heller ikke Niels Laigaard. Men i dag har han valgt at se tilbage med en slags taknemmelighed. Fordi det har givet ham en uvurderlig drivkraft og et fandenivoldsk ønske om kaste alle sine kræfter ind på at skabe noget stort.

- Det er længe siden, at jeg holdt op med at føle mig forkert. Det er heldigvis fortid. Jeg er færdig med at undskylde for, at jeg ikke passer ind i én boks, men i stedet har foden indenfor i flere, siger han og erkender, at det stadig har en pris.

For det har vist sig at være svært at få lov til at være Niels, når det gælder kærlighedslivet.

- Når det kommer til dating, oplever jeg faktisk, at det er et problem, at jeg ikke lige kan sættes i en bås. Mange synes, at jeg er for meget af både det ene og det andet, og bliver nok lidt forvirrede, fordi jeg viser begge sider. I det hele taget er der paradoksalt nok inden for ”miljøet” en ret stor grad af intolerance. Vi kan godt råbe højt og insistere på, at omverdenen skal være åben og fordomsfri, men vi formår faktisk ikke altid at leve op til de krav. Til gengæld møder jeg stor opbakning fra mine følgere, der peger på, at det netop er min kamp for at få lov til at være alt muligt, der inspirerer dem.

Selvom han skiller sig ud i gadebilledet, er det sjældent, at han oplever negative reaktioner. En del af æren tilfalder hans deltagelse i det populære program ”Familien fra Bryggen”, mener han. Privatfoto
Annonce

En forskel i verden

Det er også den kamp, der for nylig sikrede ham en nominering i kategorien ”Årets LGBT+-person” til dette års Danish Rainbow Awards. Showet bliver holdt til september, og Niels Laigaard dyster om titlen med danseparret Silas Holst & Jakob Faurby og Michael Bjerring aka ”Miss Privileze”. At Niels Laigaard er blandt de nominerede i år begrundes med hans evne til at ”stå ved, hvem han er” og ”at han nedbryder tabuet om, at mænd ikke kan bruge makeup”.

- Det er lidt surrealistisk, for jeg ser jo bare mig selv som et menneske som alle andre, men jeg er da helt enormt stolt over, at nogle mener, jeg gør en positiv forskel i verden. For det er vel det største, man kan opnå. Det er i hvert fald det, der er mit mål. Jeg vil gerne være det forbillede, jeg selv manglede som barn.

Han ved godt, at der stadig er lang vej igen, før vi helt har givet slip på forestillingerne om, hvad man kan og må, hvad enten man er mand eller kvinde. Men han aner alligevel små forskydninger i den rigtige retning. Mænd, der for eksempel pludselig tør gå med lidt lipgloss eller en smule mascara. Og snart får de en hjælpende hånd fra Niels Laigaard, der er ved at udvikle et makeup-brand til mænd.

- Men de helt store forandringer sker først, når for eksempel supermarkeder og tøjkæder tør gå forrest og droppe fortællingen om, at der er findes pige- og drengetøj og legetøj til piger og til drenge. For ingen børn skal opleve, at andre definerer deres muligheder ud fra deres køn. Dét er mit håb for fremtiden. Og jeg kan hilse og sige, at der ligger uendeligt meget frihed i ikke at lade sig begrænse til én boks.

Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce