Annonce
Udland

Kendt tjekkisk knoglekirke er træt af respektløse selfies

David W Cerny/Reuters
Fra næste år indføres strenge regler for fotografering i tjekkisk kapel, der er udsmykket med menneskeknogler.

Et verdenskendt tjekkisk kapel, der er dekoreret med tusindvis af menneskeknogler, har fået nok af turisters selfies.

Derfor vil stedet, der på tjekkisk hedder Kostnice v Sedlci (Benhuset i Sedlec), fra 2020 indføre strenge regler for fotografering.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Årsagen er, at der blandt andet har været eksempler på turister, der har fjernet knogler fra væggene, har forsøgt at røre eller kysse skeletter eller har udstyret kranier med hatte eller solbriller.

I det lille kapel opfordres besøgende ellers til at respektere stedet og huske på, at der er tale om knogler fra afdøde.

Der vil fra 2020 ikke være tale om et fuldstændigt forbud mod at tage billeder. I stedet skal turister tre dage før deres besøg anmode om tilladelse fra det lokale sogn til at tage billeder.

Kapellet, der også omtales som Knoglekirken, er udsmykket med knogler fra op mod 60.000 skeletter, skriver CNN.

Blandt de mest berømte dekorationer er en stor lysekrone lavet af knogler.

- Vi tror på, at vores besøgende vil respektere vores beslutning og på samme tid forstår årsagerne til vores tiltag, lyder det fra Radka Krejci, der er leder ved sognet i Sedlec, skriver CNN.

Kapellets utraditionelle indretning tiltrækker årligt hundredtusindvis af turister til den lille by Kutná Hora, der ligger under 100 kilometer fra Prag.

Ifølge Radka Krejci besøgte en halv million personer stedet i 2017.

Kapellet er på Unescos Verdensarvsliste, der er en samling af verdens mest bevaringsværdige kulturmindesmærker og naturforekomster.

/ritzau/

Annonce
CNN''s nyhed om forbud mod selfies i kendt tjekkisk kapel
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Esbjerg

Video: Molboarbejde med massive vandmasser: Bilka-kryds oversvømmet da store regnmængder blev pumpet i ring

Annonce