Annonce
Erhverv

Keramiker arbejder med Egernsund Tegl for at inspirere til kunstneriske murværk

Keramikeren Karen-Lisbeth Rasmussen har gennem flere år udforsket det levende murværk, som hun kalder det sit projekt, i samarbejde med Egernsund Tegl. Arkivfoto: Martin Ravn
Karen-Lisbeth Rasmussen har i en årrække arbejdet med murværk i lille og mellemstor skala for at vise, at teglstenen og murværket kan være meget andet end rette linjer. For tiden udstiller hun værket "Levende murværk", som er skabt i samarbejde med Egernsund Tegl.

Spørger man keramiker Karen-Lisbeth Rasmussen, er alt for mange byggerier kedelige i deres murværk. Karen-Lisbeth Rasmussen er uddannet kunsthåndværker med speciale i keramik på Kunsthåndværkeruddannelsen i Kolding, som siden blev til Designskolen. De seneste 10 år har hun grebet tilbage i historien, idet hun har haft en stigende interesse for mursten og murværk, som nok deler materiale med keramikken, leret, men som i udtryk og processer på alle måder er et langt grovere produkt. Men hun mener, at der er gode grunde til at kæle for murværket.

- Murværk er en stor del af vores visuelle nærmiljø. Vi kigger på dem hele tiden, og murværk kan være grimme, kønne, levende og døde. Et murværk bliver levende, når det afgiver noget. Når det giver lys og skygge, og når vi får lyst til at røre ved det og se på det, siger Karen-Lisbeth Rasmussen.

- Det interessante ved murstenen for mig var muligheden for at gøre vores miljø smukkere. Specielt er jeg optaget af, at det ikke kun skal være de rige, der har råd til at gøre deres hus smukke. Almindelige mennesker skal også have mulighed for at gøre noget særligt. At en bygning har en identitet har stor betydning. Mange bygninger husker man, fordi der var noget særligt ved dem. Derved bliver projektet en protest imod, at man bare klasker ensartede huse op ved siden af hinanden. Det er kedsommelighedens gade.

Annonce

Karen-Lisbeth Rasmussen

Keramiker Karen-Lisbeth Rasmussen er født 30. juni 1944 i Odense.

Uddannet lærer fra Jelling Statsseminarium i 1967.

Udannet kunsthåndværker fra Kunsthåndværkerhøjskolen i Kolding i 1989.

Bor i Bredballe ved Vejle.

Værket "Levende murværk" kan opleves hele efteråret på Cathrinesminde Teglværksmuseum i Broager i Sønderjylland. Murværkerne er to til tre meter i højde og bredde.

"Levende murværk" blev udvalgt til Biennalen for Kunsthåndværk & Design i 2017.

Samarbejde med Egernsund Tegl

Arbejdet med murværk begyndte, da Karen-Lisbeth Rasmussen blev inviteret til at deltage i et projekt, som hed "Murerfaget i bevægelse", hvor kunstnere skulle komme med gode idéer til branchen, og her foreslog hun, at man lavede nye teglsten med relief på den side, der vender ud.

Hjemme på værkstedet i Bredballe ved Vejle byggede Karen-Lisbeth Rasmussen sit eget teglværk i miniformat, hvor hun lavede teglsten i en fjerdedel af størrelsen af en almindelig mursten. Idéen præsenterede hun for Egernsund Tegl, som producerede tre forskellige sten med rundede, kantede, skarpe og skæve sider. Projektet blev til kunstværket "Levende murværk", som er lavet med sten fra Egernsund Tegl og blandt andet muret på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Kunstværket blev udvalgt til Biennalen for Kunsthåndværk & Design i København i 2017.

Karen-Lisbeth Rasmussen arbejder med mønstre og niveauforskelle i murværkerne. De gør, at solen kaster en altid foranderlig skygge på murværket, når den bevæger sig over himlen. Dermed bliver murværket levende for beskueren.

- Projektet med de levende murværk hænger sammen med et andet tema, som jeg har kørt i mange år med almindelig keramik og i udsmykningsopgaver, der hedder "Udsmykning og rytmer". De levende murværk er også udtryk i udsmykning og rytmer, så på den måde ligger mit arbejde i tegl ikke langt fra mit arbejde i keramik, siger hun.

Hvad gør et spændende murværk ved dig?

- Jeg bliver glad. Jeg får en oplevelse, og det giver et minde, så man kan huske, præcis hvor man har været. Ensartede højhuse bliver en masse. Der er intet, der stikker ud, og der er intet, man lægger mærke til. Det er for kedeligt, siger Karen-Lisbeth Rasmussen.

Kunstnerens murværk bygges i mønstre. Mursten med særlige forme kaster forskellige skygger på muren. Arkivfoto: Martin Ravn
Hun arbejder både i stort format med rigtige mursten og i lille format med mursten, hun brænder på sit værksted. Privatfoto: Karen-Lisbeth Rasmussen
Keramiker Karen-Lisbeth Rasmussen. Arkivfoto: Martin Ravn
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce