Annonce
Sport

KFUM's kvinder har noget at bevise

HADERSLEV: Der venter Team Haderslev KFUM's håndboldkvinder noget af en opgave, når topholdet i 3. division, Tved, søndag aften kommer på besøg.

Tved er rækkens suveræne førerhold og kan med en sejr sikre sig oprykning til 2. division. Holdet har kun tabt en enkelt ud af 19 kampe. Det var til DHG, Odense, der vandt med de ret bemærkelsesværdige cifre 20-17.

KFUM måtte i de to klubbers første indbyrdes opgør lægge ryg til et nederlag på 19-26 og har noget at gøre godt fra den seneste kamp mod Fredericia HK, hvor det blev til et nederlag på 16-26.

- Vi skal først og fremmest bevise over for os selv, at vi godt kan spille håndbold. Der bliver lavet for mange fejl i kampene. Det skal trænes væk, men det er svært, når tilslutningen til træning ikke er ret god, siger træner Mark Boulton.

- Men vi har før slået nummer ét på hjemmebane, tilføjer han.

Der er tvivl om Katrine Skov. Til gengæld er Marie Timm klar igen.

Team Haderslev KFUM - Tved

Håndbold, 3. division, kvinder

Søndag kl. 18.00, Haderslev Idrætscenter

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce