Annonce
KIF Kolding

KIF bankede nordmænd i første træningskamp

Der er tidlige indikationer på, at KIF's målmandsspil får et tiltrængt løft i den kommende sæson. Tim Winkler og Agust Björgvinsson havde en god dag mod Viking. Foto: Jonas Brønd Nielsen
En solid defensiv og en stærk kontrafase var nøglerne i en storsejr i KIF Koldings første træningskamp.
Annonce

KIF Kolding: Der var ikke meget oldnordisk jernfight i norske Viking, men at modstanden var relativt blød, ændrer ikke på, at der var flere positive elementer i KIF Koldings første træningskamp. Her er, hvad vi bed mærke i, da KIF slog Viking Stavanger 31-17 onsdag middag.

Ved første øjekast kunne man foranlediges til at tro, at man var dumpet ned et sted i sidste sæson. KIF Kolding har tilsyneladende ikke de nye trøjer klar til den kommende sæson, og derfor var de gamle taget i brug. De nytilkomne nordmænd Vetle Rønningen og Thomas Boilesen spillede med henholdsvis Thynell og Norlyk på ryggen, mens der på Peter Ballings ryg var påtrykt Gustafsson.

Kampen i tal

KIF Kolding - Viking Stavanger 31-17 (12-16)

KIF's målscorere:

Jeppe Larsen 5, Andreas Flodman 5, Thomas Boilesen 5, Andreas Væver 4, Benjamin Pedersen 4, Peter Balling 3, Vetle Rønningen 3, Kristoffer Vestergaard 2

Vetle Rønningen, som er kommet til fra SG BBM Bietigheim, er en ordentlig kolos, der tager fat i forsvaret. Han var en af nøglerne til, at KIF’s modstander, der netop er rykket op i den bedste norske række, kun scorede en enkelt gang i etableret angrebsspil i hele første halvleg. De øvrige fem mål kom fra kontraer og straffekast.

KIF stod bundsolidt i forsvaret og tvang Vikings spillere til at afslutte fra spidse vinkler, og det gav Tim Winkler og Agust Björgvinsson gode betingelser for at sætte redninger på kontoen. Begge målmand havde en god dag. Winkler med ni redninger og Björgvinsson med syv. Begge snuppede et straffekast.

Annonce

Kontralyn

I den anden ende kneb det med rytmen hos KIF - særligt i det første kvarter. Kun i glimt kunne KIF kombinere sig frem til chancer, som da Peter Balling fikst fandt Andreas Flodman på fløjen, og svenskeren elegant vippede bolden over Viking-keeperen.

Mens KIF lige skulle have smurt angrebskombinationerne, fungerede kontrafasen glimrende. Björgvinsson har blik for markspillerne fremad, og Andreas Væver, Andreas Flodman, Peter Balling og Jeppe Larsen var klar til sprint.

KIF gik til pause med en føring på 12-6. Det var særligt kontraerne, der sikrede, at KIF i begyndelsen af anden halvleg lagde yderligere afstand til Viking. I løbet af de første ti minutter havde KIF ikke et angreb, der varerede længere end tre-fire sekunder. Mange kontraer og hurtige angreb betyder, at man skal tilbage og slide i forsvaret, men det gør ikke helt så meget, når man scorer på hovedparten af angrebene, og det gjorde KIF.

Store Benjamin Pedersen stod også bag flere KIF-scoringer.

Når KIF stod i det etablerede angrebsspil, var det ofte norske Thomas Boilesen, der afsluttede dem, og det gjorde han godt. Den unge nordmand ser lovende ud.

Annonce

Sjusk

KIF skruede lidt ned for tempoet midt i anden halvleg, og kvaliteten faldt også.

Med ti minutter igen måtte træner Andreas Toudahl hæve stemmen i en timeout. Koncentrationen var faldet noget, og det resulterede i slatne afslutninger, dårlige beslutninger og tekniske fejl.

- Nu skal vi ikke pisse mere væk, lød beskeden med løftet pegefinger.

Det hjalp. KIF skruede bissen på, og de sidste ti minutter blev vundet 8-2.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce