Annonce
KIF Kolding

KIF-lejren er lettet, men afgørelsen falder først fredag

Alexander Morsten og KIF Kolding var klart bedst i Tønder, men TMT kan stadig rejse sig i tredje og afgørende kamp. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
KIF Kolding tager ikke overlevelse for givet inden fredagens afgørende kamp i Kolding. TM Tønder-træner vil arbejde med det mentale for at få holdet over tirsdagens skuffelse.

KOLDING/TØNDER: Hvis man havde forventet at se kontorerne i Koldinghallen begravet i konfetti og tomme champagneglas dagen efter sejren på 29-19 i Tønder, tog man fejl.

Lettelse er det ord, der kommer nærmest en beskrivelse af stemningen hos traditionsklubben, der med tirsdagens sejr i Tønder forlængede ligalivet med minimum tre dage. KIF Kolding-direktør Christian Phillip understregede alvoren af fredagens afgørende kamp ved at afvise at udtale sig til medier på denne side af skæbnekampen. Det må vente til efter kampen. Fokus skal kun være på det sportslige, lød det høfligt, men bestemt.

Dermed lagde direktøren sig meget op ad det, cheftræner Lars Rasmussen gav udtryk for over for JydskeVestkysten efter kampen i Tønder.

- Først og fremmest vil jeg gøre det helt klart, er der ikke er noget, der er afgjort endnu, sagde KIF Kolding-træner Lars Rasmussen efter sejren.

- Vores jubel i dag var kram, glæde og smil, men allerede nu har vi fokus på, at det ikke er afgjort endnu, understregede KIF-træneren.

Han og spillerne fik lykønskninger fra direktør Christian Phillip og bestyrelsesformand Brian Stein efter sejren i Tønder. Først efter den afgørende kamp på fredag ved ledelsen, om der er et ligagrundlag at føre klubben videre på.

Og som direktøren altså udtalte dagen derpå, vil ledelsen først da udtale sig om klubbens fremtid.

Annonce

Tønder skal rejse sig

TM Tønder-træner Torben Sørensen så tirsdag aften sine spillere gå i baglås tidligt i kampen, og for ham og holdet venter der utvivlsomt først og fremmest et arbejde med at genfinde troen på egne evner. Dem får de brug for i Kolding, hvis kampen skal vindes, og oprykningen skal blive en realitet.

- Vi må se på, hvad der gik galt, men vi har også snakket om, at vi ikke må slå os selv for meget i hovedet, sagde Torben Sørensen efter kampen.

- Det er mest det mentale, vi skal arbejde med. Vi har kun en træning, og vi kan ikke ændre meget på tingene, konstaterede træneren, der ikke lægger så meget i, at den afgørende kamp er på udebane.

- Det er ikke så meget, om det er hjemmebane eller udebane. Dem, der har fået den bedste start på kampen, har vundet, sagde han med henvisning til de to første kampe.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce