Det ligegyldige alternativ
De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden.
I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre.
Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni.
Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.
