Annonce
Sydjylland

Kig indad i stedet for hele tiden at dømme hinanden

tidligere biskop Karsten Nissen.Foto: Timo Battefeld
Genforeningen kan kun forstås fuldt ud i lyset af Første Verdenskrig. Krigens ofre skabte muligheden for afstemningen. Også i dag har friheden sin pris. Netop i et genforeningsår skal vi se indad og bekæmpe meningstyranniet, ensretningen og mobningen i samfundet og på de sociale medier.

100 års jubilæet for genforeningen fejres over hele landet, ikke kun i Sønderjylland. Det er glædeligt, fordi genforeningen er en stor og afgørende begivenhed i danmarkshistorien. Men hvilken fortælling skaber vi om genforeningen, og hvad kan vi lære af den? Der synes at være en tendens til i første række at fremstille genforeningen i et romantisk skær, hvor man taler om afstemningsdagen som en fredelig proces, hvor alene sindelaget afgjorde grænsedragningen.

Den fredelige afstemning blev udgangspunkt for en fredelig sameksistens på begge sider af grænsen mellem de nationale flertal og mindretal. Man respekterede hinanden og gav hinanden rum til frit at leve med hver sin kultur og hver sit nationale tilhørsforhold. Denne gensidige respekt kulminerede i København-Bonn erklæringerne i 1955. Denne fortælling har meget for sig. Den er hverken forkert eller historisk ukorrekt, den kan blot ikke stå alene.

Afstemningsdagen den 10. februar 1920 var ganske vist fredelig, men den havde Første Verdenskrig som dyster baggrund. Blot syv dage efter våbenstilstanden den 11. november 1918 proklamerede H.P. Hanssen på Folkehjem i Aabenraa, at vejen nu lå åben for en afstemning om Sønderjyllands nationale tilhørsforhold.

”Årgangen, der måtte snuble i starten” – sådan har Tom Kristensen og Jacob Paludan beskrevet den generation som var unge under Første Verdenskrig. Men omkring 6000 unge sønderjyder snublede ikke, de faldt og rejste sig ikke igen. Endnu flere kom hjem fra Første Verdenskrig med dybe sår på krop og sjæl. ”Seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge” skrev Henrik Pontoppidan i digtet ”Det lyder som et eventyr”, december 2018.

Den fortælling er også sand og den må ikke glemmes midt i festlighederne omkring genforeningen. Vi, der var så heldige at vore bedstefædre kom hjem fra krigen, mødte krigens traumer i dem, uden at vi kendte årsagen til deres tavshed og psykiske sårbarhed. I sin fremragende roman ”Om hundrede år” har Anna Elisabeth Jessen vist, hvordan Første Verdenskrig kaster lange skygger op igennem flere generationer i en sønderjysk familie. Det kan mange hernede i Sønderjylland nikke genkendende til.

Annonce

Shitstorm

Men hvad har vi lært af denne dobbelte fortælling om genforeningen? Igen er svaret dobbelt. Vi har lært hvor vigtigt det er kunne følge sit sindelag. Vi har lært at der skal være frihed til at tænke, tale og tro, for både nord og syd for grænsen leve to befolkningsgrupper i én fælles hjemstavn. Et dansk mindretal sammen med et tysk flertal syd for grænsen og et tysk mindretal sammen med et dansk flertal nord for grænsen.

Men vi har også lært at der fortsat skal kæmpes for tankens, ordets og troens frihed. Det koster at kaste sig ind i den kamp, for friheden kommer ikke af sig selv, heller ikke i dag. Det har ikke altid været uproblematisk at leve sammen som danske og tyske i Sønderjylland. Dette er omdrejningspunktet i en anden fremragende bog, Henrik Boll Johansens ”Danskerpak og tyskerpak”. Igennem sin egen og klassekammeraters personlige beretninger viser Boll Johansen hvordan den fredelige sameksistens blev truet og sat på prøve under og efter Anden Verdenskrig. Også denne kamp krævede sine ofre.

Og netop det må vi ikke glemme. Vi har en stor personlig frihed i Danmark, og det kan vi ikke takke nok for. Men den frihed kommer heller ikke i dag af sig selv. På den ene side holder vi flotte skåltaler om Danmark som et åndsfrihedens land, præget af folkehøjskolens værdier og demokratiets lovgivning. ”Jeg er uenig med dig, men jeg vil dø for at også du har frihed og ret til at fremsætte dit synspunkt” siger vi måske højstemt i sådanne stunder.

Men under overfladen lurer en anden og mere dyster virkelighed. Her indsnævres den frihed vi tillader hinanden mere og mere. Man skal ikke afvige ret meget fra den offentlige mening før der rejser sig en såkaldt ”shitstorm” på de sociale medier. Og man skal af og til kun begå et enkelt større eller mindre fejltrin før man dømmes ude og betegnes som færdig. Politikere latterliggøres, de og deres familier trues på liv og helbred. Den elev i klassen, som i forvejen er udenfor, mobbes og forhånes med grimme ord. Det er virkeligheden på de sociale medier. Og det er bestemt ikke kun de unge der gør det, tværtimod.

Er det for meget forlangt af os alle, at vi bruger genforeningsåret til at se indad og spørge os selv: ”Hvad kan jeg gøre for at bekæmpe meningstyranniet, latterliggørelsen, forhånelsen, mobningen og truslerne på de sociale medier? Måske vi først skulle tænke over hvordan vi selv udtrykker os, det er nemlig muligt at udtrykke uenighed uden at svine den anden til. Måske vi skulle tale med vore børn om hvordan de taler og skriver om og til hinanden. Kort sagt: kampen for friheden er ikke slut.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce