Annonce
forside

Kim L. Tygesens misforståelser

Læserbrev: I sit læserbrev 'hvem har ansvaret' undres Kim Tygesen. Det forstår jeg udmærket han gør, for de synsvinkler han bringer i spil om fællesskab og ansvar, bunder i præmissen, at vi alle er en del af Venstres 'fætter og kusine' fest.

Venstre gik til valg med budskabet "mere af det samme". Borgmesteren brystede sig under valgkampen af den lave arbejdsløshed, til trods for den skyldes, at de arbejdsduelige flytter herfra hurtigere end vi mister arbejdspladser. Borgmesteren spillede ud med lukning af tre skoler få måneder efter valget, og fremhæver en spillefilm og opsætningen af skannere til aflæsning af nummerplader som eksempler på turismenytænkning.

Borgerlisten ønsker en ny kurs, hvor øget bosætning bliver omdrejningspunktet for alle politiske prioriteringer. Det forudsætter et opgør med 'fætter og kusine' kulturen. Det kræver politisk mod og lederskab. Viljen til åben debat. Det er uvant for borgmesteren at blive udfordret. Det må han og Venstre vænne sig til.

Jeg står inde for hvert og et af de spørgsmål, jeg stiller borgmester og forvaltning. De fleste kræver få ressourcer at svare på, forudsat der er styr på tingene og villighed til debat om mål og midler.

Rømø Havns bestyrelse har altid haft borgmesteren, Venstres gruppeformand og Socialdemokraternes formand som medlemmer. Det er Venstre og Socialdemokraterne, der siden 2009 har udstukket havnens offshore satsning, og den 45 millioner kroners store gældssætning som følge heraf.

Det er alene borgmesterens inkompetente håndtering af heliportforløbet, der nu har lagt strategien i ruiner. Med risiko for at havnen, som Hjemsted Oldtidspark, løbende skal tilføres penge. Penge som går fra skoler, turisme og landdistrikter.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce