Annonce
Kolding

Kim Larsen spillede masser af kroner hjem til idrætten i Kolding

Kim Larsen i Geografisk Have den 28. august 2015. I avisen stod blandt andet: "Stemningen var høj blandt publikum, og Kim Larsen fik det ene bifald efter hinanden, særligt højt da blandt andet Kvinde min, Rabalderstræde og Kringsatt af fiender blev spillet på vanlig sikker vis". Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Både KIF og Kolding Håndboldklub arrangerede over en årrække en stribe af koncerter med Kim Larsen, som gennem sin musik gav idrætten bedre vilkår i Kolding. I begyndelsen af september blev næste års koncert på amfiscenen dog aflyst uden yderlig begrundelse.

Kolding: For koldingensere har det været en tilbagevendende oplevelse, at det ene Kim Larsen-hit efter det andet har bølget med sommervinden fra amfiscenen og ud over byen. Siden 2005 har han optrådt jævnligt på amfiscenen sammen med Kjukken, og tidligere har han også spillet under åben himmel i Geografisk Have, som ligger lige ved siden af.

Nu bliver der ikke flere koncerter med Kim Larsen. Kolding Håndboldklub, der overtog efter KIF at arrangere de udendørs koncerter, modtog allerede i september en kortfattet besked om, at den planlagte koncert i 2019 ikke ville blive gennemført.

- Der stod ikke noget om, hvorfor koncerten ikke ville blive gennemført. Og på det tidspunkt forbandt jeg det slet ikke med, at Kim Larsen var syg, fortæller Gunnar Halldorsson, der er koncertkoordinator for Kolding Håndboldklub.

I alt spillede Kim Larsen syv gange på amfiscenen ifølge hjemmesiden www.kjukken.dk, og selv om det var en kostbar omgang at hente ham til byen, var det stadigvæk en god forretning, fortæller Gunnar Halldorsson.

- Kim Larsen har spillet mange penge hjem til håndbolden i Kolding, siger han.

Det nøjagtige beløb har han ikke, men eksempelvis ved koncerten i 2015, hvor der kom omkring 3600 tilskuere, udtalte Gunnar Halldorsson til JydskeVestkysten, at overskuddet ville blive helt op til 100.000 kroner for arrangementet.

- Det var meget nemt at have med en Kim Larsen-koncert at gøre. Orkestret havde ikke en masse krav, ud over at der skulle stå nogle Tuborg til dem. Som regel havde de spist, inden de kom, og når de var færdige, kørte de ret hurtigt videre igen.

Annonce

Koncerterne

Siden 1999 har Kim Larsen ifølge www.kjukken.dk givet disse koncerter i Kolding:31.03.99: Kolding Teater, 02.11.00: Kolding Teater, 25.03.02: Kolding Teater, 31.01.04: Kolding Teater, 06.08.04: Byparken, 17.06.05: Amfiscenen, 16.06.06: Amfiscenen, 24.02.07: Kolding Teater, 15.06.07; Amfiscenen, 09.10.08: Kolding Teater, 19.06.10: Amfiscenen, 16.06.12: Amfiscenen, 05.02.15: Godset, 28.08.15: Amfiscenen, 19.08.17: Amfiscenen.

Publikum bestod af en blandet skare af alle aldre, og de fik med hiv og sving lokket den aldrende herre, som han kaldte sig selv, ud til en omgang ekstra numre ved amfi-koncerten i 2015. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Den mindste koncert?

Ulf Jensen, der gennem 25 år har ejet spillestedet Pitstop, er muligvis manden bag den mindste koncert, der nogensinde er afviklet med Kim Larsen i Kolding. Datoen var 16. maj 1997. Der var ikke engang fuldt hus, da spillestedet for omkring tyve år siden kunne sætte Kim Larsen på plakaten.

- Jeg tror, vi solgte omkring 250-275 billetter, så der var faktisk en håndfuld mere, som kunne være kommet indenfor. Det var nok ikke på et tidspunkt, hvor karrieren kørte på sit allerhøjeste for Kim Larsen. Jeg tror, det var på et tidspunkt, hvor han var ved at spille et nyt orkester ind. Og faktisk var det en rigtig god koncert, som jeg husker den.

Ulf Jensen så selv Kim Larsen første gang i begyndelsen af 1970'erne, hvor han spillede i det ungdomshus på Amager, hvor han kom.

- Sådan har vi alle sammen vores Kim Larsen-oplevelser. Det kan vi ikke løbe fra. Jeg så ham selv i fjor eller i 2016, og jeg er rigtig glad for, at jeg lige fik en ekstra koncert med.

Kim Larsen trak publikum i alle alderstrin i Geografisk Have. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

To koncerter på en dag

På Facebook er der masser af koldingenserne, der har lagt billeder og kommentarer ud i anledning af Kim Larsens død. En af dem er Peter Beierholm, som oplevede Kim Larsen og Gasolin', da de i 1970'erne - måske 73 eller 74 - spillede på Sans Souci i Jernbanegade.

- De gav to koncerter på en dag. Jeg måtte kun gå til den om eftermiddagen, mens min bror fik lov at gå til den om aftenen. Det var den første koncert, jeg var til, hvor der virkelig var smæk på. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid de spillede, men mon ikke de mere eller mindre spillede dem, de kunne på det tidspunkt, siger Peter Beierholm.

Kim Larsen har også givet adskillige koncerter på Kolding Teater, i Geografisk Have, i Staldgården, i byparken, og i 2015 spillede han og Kjukken deres eneste på Godset. Så nåede de også det.

Kim Larsen gav sin sidste koncert i Kolding den 19. august i fjor, og det var på amfiscenen.

Billetten her er fra en koncert i Geografisk Have. Privatfoto
Kim Larsen spillede med Gasolin' i Sans Souci, og blandt tilhørerne var Peter Beierholm. Privatfoto fra koncerten
I flere år har Peter Beierholm været frivillig i backstagebaren på Jelling Festival. Kim Larsen kom gerne forbi og fik en øl eller flere. Et år gav han denne autograf i en bog, Peter havde med. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce