Annonce
Udland

Kina fortsætter udrensning af topfolk i virusramt provins

China Daily/Reuters
Hubei-provinsens øverste politiske leder og kommunistpartiets leder i Wuhan er blevet fjernet fra posterne.

Den øverste politiske leder i Kinas virusramte provins Hubei er blevet fjernet fra posten.

Annonce

Det skriver det statslige nyhedsbureau Xinhua torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Jiang Chaoliang, der havde titel af partisekretær for Hubei, vil blive afløst af Shanghais borgmester, Ying Yong. Xinhua bringer ingen forklaring på udskiftningen.

Også lederen for kommunistpartiet i Hubeis største by, Wuhan, er ifølge Xinhua blevet fritaget for tjeneste.

Det nye virus, der er skyld i over 1350 dødsfald i Kina, menes at komme fra et ulovligt marked med levende dyr i provinshovedstaden Wuhan.

Udbruddet begyndte så småt i december, og i sidste halvdel af januar indtraf de første dødsfald. Siden er andre højtstående personer i provinsen blevet fjernet fra deres stillinger.

Deriblandt den øverste chef for Røde Kors, som blev fyret for pligtforsømmelse.

Tirsdag i denne uge blev direktøren for provinsens sundhedskommission afsat.

Det skete efter udbredt offentlig kritik af myndighedernes håndtering af virusudbruddet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Andre steder i Kina har snesevis af lavere rangerende embedsfolk i sundhedssystemet også mistet deres job, fordi de ikke har formået at inddæmme spredningen af virusset.

Den centrale regering i Beijing har opfordret borgere til at indberette ethvert eksempel på pligtforsømmelse hos lokale embedsfolk.

Kina-kendere mener ifølge Reuters, at en tiltagende centralisering af det politiske system betyder, at lokalregeringer er dømt til at fejle, når det kommer til at afværge en krise som virusudbruddet.

- Hvis de var helt ærlige om det og fra første dag afslørede situationen, ville partisekretæren og borgmesteren miste deres job.

- Desuden ville det statslige propagandamaskineri rette folkets vrede mod de lokale embedsfolk, siger Willy Lam, ekspert i kinesisk politik ved Det kinesiske universitet i Hongkong.

Ifølge ham sidder lokale partibosser og andre højtstående personer derfor i saksen, uanset hvordan de reagerer på en krise.

- Du bliver fordømt, hvis du griber ind, og griber du ikke ind, bliver du også fordømt, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Nordtyskland

Stadig færre søger asyl

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce