Annonce
Udland

Kina går skarpt i rette med EU for støtte til Hongkong

Udviklingen i Hongkong er et internt anliggende for Kina, lyder det, efter at EU har kritiseret lovforslag.

Kina går skarpt i rette med EU for at have fremsat "uansvarlige bemærkninger" om Hongkong.

EU har kritiseret et stærkt omstridt lovforslag, der vil gøre det muligt at sende mistænkte i straffesager i Hongkong til retsforfølgelse i selve Kina.

Hongkong har et delvist selvstyre, men Beijing synes i stigende grad at overtage styringen af området.

- Jeg har sagt mange gange, at sager vedrørende udviklingen i Hongkong udelukkende er et internt anliggende for Kina, siger talsmanden for Kinas udenrigsministerium, Geng Shuang.

- Intet land, ingen organisation og ingen person har ret til at blande sig, tilføjer den kinesiske talsmand på et pressemøde i Beijing.

- Kina udtrykker den stærkeste utilfredshed og beslutsomme modstand mod de uansvarlige og fejlagtige udtalelser, som EU har fremsat om det nye lovforslag, siger han videre.

Talsmanden siger, at EU bør se på lovforslaget objektivt og stoppe al indblanding i Kinas interne anliggender.

EU har opfordret Kina til at respektere, at befolkningen i Hongkong har fundamentale rettigheder - blandt andet retten til at mødes og udtrykke sine holdninger.

Samtidig gør EU det klart, at det deler mange af de bekymringer, som Hongkongs indbyggere giver udtryk for.

EU fastslår, at det nye lovudspil har "potentielt vidtrækkende følger for Hongkong og dets indbyggere, for EU og udenlandske borgere - og for det internationale erhvervslivs tillid til Hongkong.

Lovforslaget har ført til voldsom uro i den kinesisk styrede storby. En ny massedemonstration i Hongkong er planlagt søndag.

Taiwans leder siger, at demonstrationerne i Hongkong i denne uge har vist, at rammen med "et land, to systemer" ikke fungerer.

Præsident Tsai Ing-wen, som talte til journalister ved et pressemøde torsdag, opfordrer Hongkongs politiske ledere til at lytte til befolkningen og ikke blot hurtigt vedtage den omstridte lov.

Hongkong, som er tidligere britisk kronkoloni, blev givet til Kina i et arrangement med "et land, to systemer", som indebærer delvist selvstyre og større frihedsrettigheder end i det kommunistiske Kina.

Kina ønsker også at få forene Taiwan med selve Kina under en lignende ramme.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce