Annonce
Udland

Kina raser over lov i USA: Vil ødelægge Hongkong

Ye Aung Thu/Ritzau Scanpix
Kongressen i USA vedtager lov om Hongkong. Det er indblanding i internt anliggende, siger Kinas regering.

Kinas udenrigsminister, Wang Yi, fordømmer en ny lov i USA, der hylder og bakker op om aktivister i Hongkong.

Loven er et knæfald over for "voldelige kriminelle", og formålet er at "rode op i og endog ødelægge Hongkong", siger Wang.

Loven blev onsdag vedtaget med 412 stemmer mod 1 i Repræsentanternes Hus. Tirsdag fik den opbakning i det amerikanske senat.

Loven er en "åbenlys indblanding i Kinas indre anliggender", siger Wang til William Cohen, USA's tidligere forsvarsminister, der er på besøg i Kina.

Den kontroversielle lov er nu sendt videre til præsident Donald Trump for at bliver skrevet under. Når det sker, træder den i kraft.

I den amerikanske lovtekst står der blandt andet, at USA mindst en gang om året skal kontrollere, at Hongkong har nok autonomi, til at USA vil indgå særlige handelsaftaler med lokalregeringen.

Samtidig omfatter loven sanktioner mod embedsmænd, der krænker menneskerettighederne i Hongkong.

Loven er blevet til, mens urolighederne mellem aktivister og politiet i Hongkong spidser til.

Demonstranterne er vrede over det, de ser som kinesisk indblanding i de friheder, der blev lovet Hongkong, da byen blev overdraget til Kina fra Storbritannien i 1997.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Trods lussing var træner tilfreds

Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce