Annonce
Indland

Kinesere i Danmark sendte spanske skunk-pakker til England

Leon Neal/Ritzau Scanpix
Tre kinesiske mænd er idømt fængsel og udvisning for at have modtaget og videresendt cirka 870 kilo skunk.

Via pakkeleveringsfirmaet GLS modtog tre kinesiske mænd en stribe pakker sendt til flere adresser i København. Pakkerne blev ikke åbnet, men i stedet sendt direkte videre til England.

Det skete i løbet af flere måneder sidste år.

I pakkerne lå kilovis af skunk, og det koster nu de tre mænd både fængsel og udvisning af Danmark.

To af de tiltalte har fået tre år og ni måneders fængsel. De er begge udvist af Danmark for bestandig dømt for at have smuglet cirka 870 kilo skunk via København.

Den tredje mand blev dømt i mindre omfang og fik derfor et år og seks måneders fængsel. Han blev også udvist, men kan rejse over den danske grænse igen om 12 år.

Anklager Emilie Klausen førte sagen i retten. Hun fortæller, at de tre mænd er dømt for organiseret smugling.

- De er dømt for at have taget imod pakker fra Spanien. Efter at have modtaget pakkerne har de sendt dem direkte videre til England, siger hun.

Politiet kom på sporet af sagen efter tip fra både GLS og Toldstyrelsen.

- Nogle af pakkerne blev standset, og oplysningerne om dem kom videre til politiet. Beviserne mod de tre mænd bygger derfor på blandt andet oplysninger fra GLS om en række forsendelser og observationer foretaget af betjente, siger Emilie Klausen.

Pakkeposten ind og ud af København, som to af mændene er dømt for, stod på fra august til oktober sidste år. Den tredje mand er dømt for at have været en del af netværket i en kortere periode.

Skunk er en særlig potent form for cannabis, og dyrkningen er ret krævende. Planterne skal have høj varme og skal vandes konstant.

I forbindelse med efterforskningen af sagen ransagede politiet en adresse, hvor der blev fundet kontanter. Ifølge tiltalen var det udbyttet af at have fungeret som smugler-central.

Pengene, der var fordelt i forskellige valuta, er blevet konfiskeret.

Alle de dømte har nægtet sig skyldig i sagen. De kan fortsat vælge at anke dommene.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Julebal i Medius: Flere tilmeldte i år

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce