x
Annonce
Esbjerg

Kirk Larsen & Ascanius henter ny direktør fra Danske Banks direktion

Advokat Peter Kirk Larsen har i flere år haft job som både advokat og direktør hos Kirk Larsen & Ascanius. Nu afløses han som direktør af Erwin Kronborg Tøt, og i stedet bliver Kirk Larsen arbejdende bestyrelsesformand. PR-foto
Peter Kirk Larsen rømmer direktørpladsen i advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius til fordel for Erwin Kronborg Tøt fra Danske Bank. Peter Kirk Larsen fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand.

Esbjerg: Igennem to generationer har der stået Kirk Larsen på døren til kontoret for den øverstbefalende i advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius, men snart kommer en ny mand til at svinge den ledelsesmæssige taktstok i advokatfirmaet.

Og det er ikke en hvem som helst, Kirk Larsen & Ascanius har hentet ind som administrerende direktør for de knap 100 medarbejdere på hovedkontoret i Esbjerg og de øvrige kontorer i København, Herning og Skjern.

Erwin Kronborg Tøt, der tiltræder den 1. maj, har ikke alene vestjysk blod i årerne - han er hentet fra "øverste hylde", nemlig fra en stilling i Danske Bank, hvor han har været en del af bankens direktion i relation til de danske aktiviteter.

Erwin Kronborg Tøt afløser advokat Peter Kirk Larsen, der fortsætter sit virke i advokatvirksomheden som arbejdende bestyrelsesformand og med yderligere fokus på advokatopgaver.

- Siden 2007 har jeg haft to job: ét som direktør for Kirk Larsen & Ascanius og ét som advokat, hvortil kommer en lang række bestyrelsesposter. Det er og har været givende og interessant at stå i spidsen for en virksomhed i vækst, men til tider en udfordring i familien - der er desværre kun 24 timer i døgnet. Jeg ser frem til i højere grad at kunne prioritere mine arbejdsopgaver i virksomheden med fokus på advokatopgaver og posten som arbejdende bestyrelsesformand. Jeg vil fortsat være en ”driver” i kompagniet, og hvor jeg end slår mine folder. Det er en del af min dna, fortæller Peter Kirk Larsen.

Annonce

Det er og har været givende og interessant at stå i spidsen for en virksomhed i vækst, men til tider en udfordring i familien - der er desværre kun 24 timer i døgnet.

Peter Kirk Larsen

Leder-styrke

Han glæder sig over, at det er lykkedes at rekruttere Erwin Kronborg Tøt, som opfylder kravene til en dygtig og forretnings-orienteret direktør fra erhvervslivets øverste hylde. En direktør med stærke ledelses-kompetencer.

- Alle de for mig rigtige kompetencer er på plads, og så kender han vores virksomhed gennem mange års samarbejde. Det er en stor fordel, når vi internt skal opbygge et tæt og godt samarbejde i hverdagen, siger Peter Kirk Larsen og fortsætter:

- Jeg har kendt Erwin gennem mange år og ved, hvad han står for. Jeg har tillid til, at han med øget fokus på ledelse og forretnings-udvikling vil bidrage til fortsat vækst i Kirk Larsen & Ascanius.

Stor erfaring

Det var Peter Kirk Larsens far, Sten Kirk Larsen, der tilbage i 1973 grundlagde advokatvirksomheden i Esbjerg, som i de seneste 10 år har fordoblet antallet af medarbejdere.

Erwin Kronborg Tøt er født og opvokset i Esbjerg og bor i Hjerting efter en årrække med arbejdsplads i København. Han har 35 års erfaring fra den finansielle sektor. De seneste 10 år har han været i Danske Bank, hvor han blandt andet har beklædt poster som kreditdirektør i Danmark, regionsdirektør, Head of National Units og Head of Risk.

Erwin Kronborg Tøt siger om det nye job:

- Jeg glæder mig meget til det nye job, som bare var alt for spændende til, at jeg kunne sige nej tak. Jeg vil gå til opgaven med passion og entusiasme, men også med en god portion ydmyghed. Jeg har et klart billede af, at det er en stærk og respekteret virksomhed, jeg kommer til, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce