Annonce
forside

Kirken i landskabet som kulturkamp

Læserbrev: Når man kommer kørende ad Fjordvejen fra Kollund mod Sønderhav med udsigt over Flensborg Fjord, Okseøerne og i horisonten Sydslesvig, der gennem mange år var dansk, og videre gennem Rinkenæs over Dybbøl Banke ned mod Alssund og Sønderborg, er det ud over de landskabelige værdier også en lang historiefortælling om kulturkampe. Danske og tyske. En kamp om sproget, billedkunsten og litteraturen. Men også en arkitektonisk kamp med afsæt i forskellen mellem tysk og dansk arkitektur.

I Rinkenæs er det fortællingen om den fritliggende kirke i det sønderjyske landskab.

Det var et bevidst valg man i 1932 gjorde da kirken blev bygget. Man ønskede at vise den typiske danske kirke i det bakkede sønderjyske landskab med udsyn til fjorde og sunde. Den fritliggende kirke. Tænkt som en bevidst kulturel manifestation. Komponeret som et arkitektonisk og landskabeligt billede som en del af kulturkampen efter genforeningen.

Dette arkitektoniske og landskabelige maleri, finder menighedsrådet i Rinkenæs, provstiet og stiftet åbenbart ikke værdifuldt nok til at bevare. Man vælger at se stort på at placeringen af et nyt menighedshus foran kirken griber ind i dette beviste kulturhistoriske valg.

Skulle vi ikke bevare det frie udsyn til kirken i landskabet, som en del af historiefortællingen om kulturkampen i grænselandet?

Vi skal snart fejre genforeningen.

I 2020 bliver alle genforeningsstenene fredet.

Men hvad med kirken i landskabet og det friholdte udsyn til den?

Vil den danske folkekirke ikke være med til at bevare dette kulturhistoriske sted?

Det planlagte menighedshus kan placeres et andet sted.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce