Annonce
Esbjerg

Kirkens Korshær i vild U-vending: Fyret leder vender tilbage til varmestuen

I sidste uge blev kritikken omkring fyringen af varmestuens afdelingsleder så stor, at der blev arrangeret en demonstration. Her havde de fremmødte medbragt skilte i forskellige farver - budskabet var dog det samme. De følte sig svigtet af Kirkens Korshær. Foto: Mark Michael hede
De seneste uger har kritikken haglet ned over Kirkens Korshær efter fyringen af den populære afdelingsleder på varmestuen i Esbjerg, Susanne Nielsen. Lørdag truede to byrådspolitikere med at trække støtten til organisationen, og det lader til, at man nu har besluttet sig for at give efter for kritikken. Lørdag aften har Kirkens Korshær besluttet at annullere fyringen.
Annonce

ESBJERG: En hård kamp for Esbjergs udsatte og hjemløse har nået sin ende. Det ligger fast, efter Kirkens Korshær lørdag aften har erkendt, at det var en fejl at fyre afdelingsleder på varmestuen i Esbjerg Susanne Nielsen. Hun er nu genansat.

Da Kirkens Korshærs Varmestue for godt to uger siden meddelte, at man havde besluttet sig for at fyre den afholdte afdelingsleder Susanne Nielsen sendte det ellers chokbølger gennem hele hjemløse- og udsattemiljøet i Esbjerg.

Efter mere end 18 år på varmestuen var hun, ifølge flere af tilbuddets brugere og frivillige, et uundværligt bindeled og nærmest symbolet på arbejdet for byens udsatte. Alligevel besluttede Kirkens Korshær, der driver varmestuen, at fyre hende på grund af økonomiske vanskeligheder i kølvandet på coronakrisen.

Det skabte oprør blandt både frivillige og brugere på varmestuen, og hurtigt blev en demonstration stablet på benene. Men modstanden blev hurtigt for meget for Kirkens Korshær, der af frygt for en eskalering af situationen valgte at sommerlukke varmestuen næsten tre uger før planlagt.

Den beslutning har blot forstærket kritikken mod Kirkens Korshær, og lørdag kunne JydskeVestkysten fortælle, at flere byrådspolitikere mener, at man bør overveje at fjerne det kommunale tilskud til organisationen som følge af balladen.

Annonce

Har fejlet

Men nu har Kirkens Korshær besluttet sig for at annullere fyringen af Susanne Nielsen. I et opslag på varmestuens Facebook-side skriver chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen blandt andet:

- Jeg er meget glad for endelig at kunne fortælle jer en dejlig nyhed: Når vi slår dørene op på varmestuen 3. august er det igen med Susanne på holdet. Kirkens Korshær i Esbjerg har begået en fejl, som vi håber, vi hermed kan få rettet op på. Det har ikke været et kønt forløb, og vi er kede af alt det, den beslutning har afstedkommet, lyder det blandt andet.

Annonce

Tager ikke fat om problemet

Beslutningen vækker stor glæde blandt både brugere og frivillige på varmestuen. En af dem er Trine Timmerby, der valgte at trække sig som frivillig i Kirkens Korshær efter fyringen af Susanne Nielsen. Hun har i løbet af den seneste uge været tovholder på De Hjemløses Venners madudlevering på stedet, der blev oprettet som et plaster på det styrtblødende sår, som Kirkens Korshærs lukning havde skabt.

- Jeg synes, det er både glædeligt og klædeligt at ledelsen i Kirkens Korshær er kommet på andre tanker og har annulleret fyringen af Susanne. Det er en fantastisk nyhed for vores brugere og reaktionerne er til at føle på. Der er en ubetinget glæde, tårerne flyder og så er man begyndt at tro på fremtiden igen, siger hun.

Men selv om hun er glad for beslutningen om at holde fast i afdelingslederen, så tror hun ikke, at problemerne på varmestuen er løst. Og det påvirker også hendes egen fremtid i Kirkens Korshær.

- Min tid i Kirkens Korshær er slut. Deres integritet og virke er udspillet for mig. For så længe man ikke tager fat om roden på de problemer, der ellers er i organisationen, så kommer man ingen vegne. Og så har de valgt at fastholde lukningen, så andre må rydde op, siger Trine Timmerby.

Om varmestueballaden

I slutningen af juni blev Susanne Nielsen fyret fra sit job som afdelingsleder på Kirkens Korshærs Varmestue. Her har hun været ansat i mere end 18 år. Fyringen skabte uro blandt varmestuens brugere, der var imod beslutningen. Det gav de blandt andet udtryk for ved et informationsmøde på varmestuen, der måtte stoppes efter kort tid på grund af hårde meningsudvekslinger.

Mandag den 29. juni besluttede ledelsen i Kirkens Korshær, at varmestuen skulle holde lukket de kommende knap fem uger. Det gjorde man af frygt for at konflikten skulle eskalere.

Det er to og en halv uge mere end de to uger, som varmestuen efter planen skulle have holdt sommerlukket.

Dagen efter afholdt op imod 50 socialt udsatte, hjemløse og frivillige på varmestuen demonstration ved varmestuen.

En række frivillige er stoppet på varmestuen efter fyringen.

Fra torsdag den 2. juli har De Hjemløses Venner i samarbejde med Marina Trafikbar uddelt mad på alle hverdage fra varmestuens lokaler.

To byrådspolitikere truede lørdag Kirkens Korshær med at trække deres støtte fra kommunen.

Kirkens Korshær modtager hvert år 144.000 kroner i tilskud fra Esbjerg Kommune. Derudover fik organisationen under coronakrisen 125.000 kroner af kommunen, så varmestuen kunne holdes åben.

Lørdag aften besluttede Kirkens Korshær, efter hårdt pres, at annullere fyringen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Advokatundersøgelse uddeler kraftige tæv til tidligere VUC Syd-ledelse: Dårlig ledelse, inhabilitet og dokumentsjusk

CORONAVIRUS

Liveblog: Stort flertal bag ny hjælpepakke - her er de vigtigste punkter

Danmark

Få overblikket: Må man ikke længere invitere 12 familiemedlemmer til 50-års fødselsdag?

Annonce