Annonce
Navne

Kirkens Korshær har valgt ny formand

Ian Ørtenblad er ny formand for Kirkens Korshærs hovedbestyrelse.
Efter weekendens digitale årsmøde har Kirkens Korshærs nye hovedbestyrelse konstitueret sig. Ian Ørtenblad, der blandt andet er sognepræst i Ribe Stift, er valgt som ny formand

I 2019 overgik Kirkens Korshær til at være en frivilligbåret, medlemsbaseret forening. I weekenden holdt foreningen sit årsmøde og generalforsamling, der grundet covid-19 blev holdt digitalt.

Efter generalforsamlingen holdt den nye hovedbestyrelse deres første møde. Her blev Ian Ørtenblad valgt som ny formand, mens Niels Otto Maibom blev genvalgt som næstformand.

Ian Ørtenblad overtager formandsposten efter Birgit Bouet Friis, som efter ti år trådte tilbage fra både formandsposten og hovedbestyrelsen på weekendens årsmøde.

Annonce

Kirkens Korshærs hovedbestyrelse består af 13 medlemmer, hvoraf fem medlemmer er direkte valgt af medlemmerne. En af de medlemsvalgte er den nyslåede formand for hovedbestyrelsen.

Ny chef for Kirkens Korshær

Forud for den digitale generalforsamling meddelte chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, at hun efter samlet 23 år som frivillig eller ansat i Kirkens Korshær og ti år som chef træder tilbage til efteråret. En af den nye hovedbestyrelses opgaver vil derfor være at planlægge og stå for ansættelsen af en ny chef for Kirkens Korshær.

- Jeg går ind i arbejdet med en bevidsthed om, at Kirkens Korshær befinder sig i en særlig tid, siger Ian Ørtenblad og tilføjer:

- Kirkens Korshær er ved at komme godt på benene efter coronakrisen, der har påvirket både økonomien og vores arbejde. Samtidig står vi midt i en proces, hvor den nye organisatoriske struktur skal rulles ud, og så skal vi ikke mindst have fundet den nye og rette chef for Kirkens Korshær.

Sammenhænge på tværs

Ian Ørtenblad er til daglig diakoni-, fængsels- og sognepræst i Ribe Stift. Han startede som frivillig i Kirkens Korshær tilbage i 2003, da han blev frivillig i Sct. Nicolai Tjenesten og en københavnsk varmestue. Da han flyttede til Sønderjylland, blev han formand for den lokale storkreds for Kirkens Korshær. I 2011 blev han valgt ind i regionsudvalget for Region Syd og blev medlem af Kirkens Korshærs hovedbestyrelse.

- I mit virke har jeg fået en dyb indsigt i Kirkens Korshærs alsidige og værdifulde arbejde. Jeg har arbejdet for at skabe gode møder mellem frivillige og medarbejdere, mellem det indtjenende og det sociale arbejde og mellem land og by. De møder er vigtige, fordi de er med til at binde Kirkens Korshær sammen på kryds og tværs. Og fordi de minder os om, hvad arbejdet går ud på. For selvom der tit er fokus på, hvordan vi samler flere midler ind, så er det afgørende altid, hvorfor vi gør det og på hvilket grundlag og hvordan det hele kan lade sig gøre, siger Ian Ørtenblad.

Blå bog Ian Ørtenblad

Født i 1966 på New Zealand.

HD i logistik fra Handelshøjskolen i København i 1993

Udannet cand.theol. fra Københavns Universitet i 2001.

Sognepræst i Døstrup-Mjolden-Rømø Pastorat, Tønder Provsti, tidligere fængselspræst og stiftspræst for diakoni i Ribe Stift.

Frivillig i Kirkens Korshær siden 2003.

Har siden 2011 været medlem af Kirkens Korshærs hovedbestyrelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce