Annonce
Kolding

Skal du i disse kirker til jul: Så husk at bestil en pladsbillet

I Kristkirken sidder man spredt, og i stedet for salmebøger bliver teksterne blæst op på storskærm, så alle kan følge med. Foto: Ole Larsen
I flere af Koldings kirker er man klar med flere tiltag, som skal få julegudstjenesterne til at glide midt i en corona-tid. En af ideerne er et billetsystem, så man er sikker på at have en plads indenfor.
Annonce

Kolding: Rundt omkring i hele provstiet er man allerede pressede af, at corona-begrænsninger sætter sit præg på kirkelivet til hverdag. Derfor har man i flere sogne gjort sig overvejelser om, hvordan man den 24. december vil tackle gudstjenesterne, som plejer at være årets helt store trækplastre.

I år kommer flere kirker for første gang til at tage et billetsystem i brug for at sikre, at man ikke skal til at afvise folk ved kirkeporten. Det gælder eksempelvis for Skt. Nicolai Kirke, Bramdrup Kirke og Kristkirken, hvor man normalt kan være 600-700 indenfor, men for tiden må der kun være 160 ad gangen, hvis man skal have mulighed for at synge.

- Inden jul når vi at få lanceret et tilmeldingssystem, så man kan tilmelde sig på forhånd. Man går ind på hjemmesiden, og så får man en kvittering på mail, som viser, at man har reserveret plads, siger sognepræst Michael Lerche Nygaard, som understreger, at man ikke skal betale særskilt for billetten.


Det er lidt akavet, men vi må sno os som alle andre i den her tid. Vi indfører systemet for folks egen skyld, så de er sikre på, at når de møder op til julegudstjeneste, så har de også en plads indenfor. Vi tænker, at det er med til at skabe ro hos folk, at de ikke skal være i tvivl, om der er plads eller ej, når de møder frem.

Michael Lerche Nygaard, sognepræst i Kristkirken


- Det er lidt akavet, men vi må sno os som alle andre i den her tid. Vi indfører systemet for folks egen skyld, så de er sikre på, at når de møder op til julegudstjeneste, så har de også en plads indenfor. Vi tænker, at det er med til at skabe ro hos folk, at de ikke skal være i tvivl, om der er plads eller ej, når de møder frem, siger Michael Lerche Nygaard.

Han fortæller, at man også kan bestille en billet ved blot at ringe til kirkekontoret, hvis man vil undgå at benytte internettet.

Annonce

Salmer på storskærm

Billetsystemet er langt fra Kristkirkens eneste modtræk mod de problemer, som coronakrisen kan volde midt i højtiden. Blandt andet har præsterne også forberedt sig på, at de i år må på prædikestolen af flere omgange end sædvanligt, så flest muligt får muligheden for at opleve en julegudstjeneste.

- Vi begynder allerede om formiddagen med den første gudstjeneste. De bliver også lidt kortere end normalt, for mellem hver gudstjeneste skal vi nå at tørre fladerne af med noget desinficerende. Det er forholdsvist nemt at gøre, for til en julegudstjeneste er vi jo ikke rundt i kirken, som når vi har altergang eller andet. Så det er fortrinsvist bænkene, der skal tørres af, siger Michael Lerche Nygaard og føjer til:

- Vi bruger heller ikke salmebøger, og i år vil der heller ikke være sangblade, sådan som vi plejer til jul, for det er en af de ting, man godt kan springe over. Vi sætter salmetekster på skærmen, så vi på den måde kan lave en håndfri løsning. Vi har en stor skærm til det, så det kan sagtens gå.

Sognepræst Michael Lerche Nygaard forklarer, at Kristkirken tager flere forholdsregler i forbindelse med gudstjenesterne den 24. december. Foto: Kristkirken

Juletiden i Kristkirken bliver ekstra presset af, at sognet for nylig har lukket midlertidigt for brug af Immanuelskirken, hvor pladsen i disse tider er for trang.

- Der er simpelthen for få pladser under de nuværende regler, siger Michael Lerche Nygaard.

Annonce

Nyt tilbud lillejuleaften

Nok et tilbud bliver gudstjenesten lillejuleaftensdag. Det har man aldrig forsøgt sig med før i Kristkirken.

- Den gudstjeneste kan måske være med til at udvide tilbuddet til blandt andre de familier, der er delt op, og hvor børnene bor to steder. Vi har en forventning om, at det er en mulighed, som nogle vil kunne bruge, siger Michael Lerche Nygaard.

Han fortæller, at der desuden bliver streamet fra en af gudstjenesterne til jul, sådan så man kan se med hjemmefra, hvis man ønsker det. Desuden glæder sognepræsten sig over, at man kan gennemføre gudstjeneste på sygehuset.

- Det har vi været spændte på, men det kan lade sig gøre, selvfølgelig med det største hensyn til patienterne. Vi står på en lang gang, hvor der bliver sat et klaver op. Patienterne står langs gangen, hvor man kan lave stor afstand, så der ikke er smittefare, siger Michael Lerche Nygaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

3. døgn uden nye smittede: Vadehavsskole er ved at have styr på smitteudbrud

Annonce