Annonce
Sydjylland

Kirker må holde ekstra gudstjenester for at afvikle udskudte dåb: - Nogle af børnene kan næsten gå selv

Kirkerne må for tiden sprede weekendernes barnedåb ud på forskellige tidspunkter, så familierne kan få så mange gæster med i kirken som muligt. Foto: Peter Leth-Larsen/Ritzau Scanpix
Der blev udskudt mange kirkelige handlinger i foråret, da kirkerne havde lukket på grund af coronavirusset. Nu er der pludseligt ekstra travlt, og især mange forældre skal have døbt deres børn, som med tiden er blevet lidt ældre, end præsterne er vant til.
Annonce

Religion: Jens Torkild Bak, domprovst i Ribe Domkirke, kalder det, kirkerne oplever for tiden, for en ''dåbspukkel''.

For der er rigtig mange kirkelige handlinger i øjeblikket, især en masse barnedåb, og det gør, at præster i hele Syd- og Sønderjylland har travlt for tiden.


Jeg havde en begravelse for nyligt i Seem, hvor halvdelen af deltagerne måtte stå udenfor kirken. Det er ikke optimalt, men folk er indstillede på, at det er sådan, det er.

Jens Torkild Bak, domprovst, Ribe Domkirke


I foråret måtte en lang række kirkelige handlinger udskydes på grund af coronanedlukningen, og det er disse vielser, konfirmationer og altså især dåb, som kirkerne nu har travlt med.

- Nogle af børnene kan næsten gå selv. Det er godt nok nogle velvoksne babyer nogle af dem. Det er først og fremmest glædeligt, at folk igen må have gæster med, men det er klart, at det giver et pres på arbejdslivet lige nu, siger Jens Torkild Bak.

Annonce

Halvdelen udenfor kirken

I weekenden i uge 31 havde han selv tre barnedåb på tre forskellige tidspunkter, og det er også tilfældet i denne weekend. I Ribe Domkirke må der i alt være 150 personer til stede til en gudstjeneste. Men i nogle af landsdelens mindre kirker er presset større, fordi coronarestriktionerne sætter begrænsninger på, hvor mange der må være samlet.

- Jeg havde en begravelse for nyligt i Seem, hvor halvdelen af deltagerne måtte stå udenfor kirken. Det er ikke optimalt, men folk er indstillede på, at det er sådan, det er, siger Jens Torkild Bak.

Domprovst i Ribe, Jens Torkild Bak, fortæller, at der typisk er 80-90 deltagere til en gudstjeneste i Ribe Domkirke. Kirken har en makskapacitet på 150 personer under coronarestriktionerne, og derfor er der ikke plads nok til alle gæster, hvis der udover de 90 deltagere skal være mere end én barnedåb ad gangen. Foto: Bo Maimburg

Selvom han understreger, at det ikke er optimale omstændigheder, mener han stadig, at kirkerne kan tilbyde en ordentlig oplevelse. Det er domprovst i Haderslev Domkirke, Torben Hjul Andersen, enig med ham i.

- Vi gør det, så godt vi kan. Vi prøver ikke at bilde nogen ind, at det er, som det altid har været. Nogle gange flytter vi begravelseshandlinger til nabokirker, fordi de er større. Vi prøver at tage så mange skridt, som vi kan, men det er ikke uproblematisk, siger han.

- Når vi snakker med folk, kan der godt være frustrationsudbrud. Men jeg oplever egentlig, at folk er helt enormt forstående. Det er vilkårene lige nu, at vi er underlagt de her restriktioner, siger domprovsten.

Annonce

Flere døbes lørdag

Torben Hjul Andersen fortæller ligesom sin kollega fra Ribe, at rigtig mange sogne holder flere gudstjenester, så for eksempel familier kan få flere gæster med i kirken til en barnedåb.

I Ribe har det altså konkret betydet, at Jens Torkild Bak for tiden har tre barnedåb på tre forskellige tidspunkter i løbet af en weekend, hvor også lørdagen er taget i brug.

- Lørdagsdåb er faktisk noget, som har været på vej i flere år, fordi det kan være praktisk for mange, hvis der skal køres langt for eksempel. Det har vi gradvist vænnet os til, og nu er det så også en fordel for os, at vi kan fordele for eksempel tre dåb over en weekend, siger han.

Annonce

Stilner ikke foreløbig

Også i forhold til konfirmationer er der noget, som skal indhentes. Og samtidig er forberedelserne til næste konfirmationshold i gang.

- Så i år oplever vi det, at vi i nogle tilfælde ikke har fået konfirmeret de sidste konfirmander, før vi begynder med det næste konfirmandhold. Det er virkelig specielt, siger Torben Hjul Andersen.

Ifølge domprovst i Haderslev, Torben Hjul Andersen (t.h.), så viser folk stor forståelse for, at de kirkelige handlinger for tiden gennemføres på anderledes vilkår. Foto: Jacob Schultz

Han forventer ikke, at travlheden stilner af foreløbig. Heller ikke, når kirkerne er forbi det, som Jens Torkild Bak kalder ''dåbspuklen''.

- Den kommer til at vare et års tid, tror jeg, for der er nogle, som udsætter deres bryllupper et helt år med forhåbning om, at corona til den tid er helt væk, og at de så kan danse hele natten, siger Torben Hjul Andersen.

- Jeg viede min egen datter i juni, og det blev ikke drømmebrylluppet med 110 deltagere, men i stedet kun med 33 gæster. Det blev et godt og dejligt bryllup, men det blev anderledes end forventet, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Annonce