Annonce
Livsstil

Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad: - Ømheden over for andre vokser med alderen

Kirsten Lehfeldt (i midten), Kirsten Olesen (th) og Stine Ekblad spiller sammen i den nye film ”Madklubben”, hvor det livslange venskab er tema. Foto: Sif Meincke
Venskaber, hvor man hele tiden skal have dårlig samvittighed, er ikke til at holde ud, og i øvrigt kan man ikke forlange en masse af andre mennesker, men bare give og så håbe, at man bliver set. Det mener Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad, der er aktuelle i den nye film ”Madklubben”. Her spiller de gamle barndomsveninder, der tager på en rejse til Italien, som forandrer deres liv. Og nære veninder kan betyde alt, lyder det fra de tre skuespillerinder, som også fortæller om at miste sig selv, når man mister sin mand, om at stå tydeligere med alderen - og om deres undren over de yngre generationers bornerte forhold til sex og en lilla vibrator.
Annonce

- Hmm, det skal jeg lige tænke over. Umiddelbart tror jeg, at det ville være svært, siger Kirsten Lehfeldt.

En længere pause breder sig rundt om bordet, hvor hun, Stina Ekblad og Kirsten Olesen forsøger at finde ud af, om det kan lade sig gøre at have nære veninder, man ikke deler humor med.

- Njaah, lyder det tøvende.

Og så måske alligevel.

- Jeg har en veninde, der er lidt kedelig, men det gør ikke noget. Jeg kan godt lide hende alligevel, for vi kan tale om alvorlige ting. Om livet, om bøger, siger Stina Ekblad.

Det er heller ikke det samme, man har med alle veninder, siger Kirsten Lehfeldt.

- Man er også mange personer selv, og man kan dyrke én side med den ene veninde og én side med en anden, og så er der nogle, man kan det hele med.

- Ja, sådan er det, bekræfter Kirsten Olesen.

At vi sidder omkring et bord på en restaurant i Tivoli og diskuterer veninder og humor skyldes den nye film ”Madklubben”, hvor de tre store skuespillere har hovedrollerne som tre barndomsveninder, der på en rejse til Italien bliver mindet om, hvor meget deres forhold egentlig betyder.

Stina Ekblads Berling er den evige single, der ikke trives som familiemenneske og medbringer både joint og vibrator i bagagen. Kirsten Lehfeldts Vanja lever i minderne om sin afdøde mand og øser den hjemløse kærlighed ud over sin hund. Og Kirsten Olesens Marie, der har ladet hele sit liv kredse om børn, børnebørn og sin og mandens fælles revisionsvirksomhed, bliver forladt juleaften, fordi manden har forelsket sig i en anden. Og så må veninderne træde til og drage med på det kokkekursus, som egentlig var børnenes julegave til Marie og manden.

”Madklubben”

Filmen har premiere 22. oktober.

Den er instrueret af Barbara Topsøe-Rothenborg, og de øvrige medvirkende er blandt andre Rasmus Botoft, Mia Lyhne, Rasmus Botoft og Peter Hesse Overgaard.

Annonce

Farve på hele paletten

En ting er film, noget andet er virkeligheden, og ude i den har de alle tre nære venindeforhold, som rækker langt bagud i tid og ikke er blevet mindre betydningsfulde med årene.

- De betyder faktisk mere og mere, fastslår Kirsten Lehfeldt.

- Nu, hvor jeg er blevet alene, vil jeg sige, at de betyder alt, siger Kirsten Olesen og fortsætter:

- Det er der, jeg kan lægge al min kærlighed, det er der, jeg føler, at jeg stadig bliver set og har en identitet, fordi de ikke kun ser mig som 70-årig. De ser mig som det menneske, jeg har været gennem hele livet. Jeg har så mange oplevelser og erfaringer med dem. Vi har grinet, vi har dummet os, vi har grædt. Vi har været igennem så meget, som farver hele paletten, så det er nemt at være sammen, og det bliver nemmere. Man har ikke så travlt som i ungdommen med at pisse af i forhold til hinanden og bevise og vise sig, siger hun, mens de andre nikker bekræftende.

Der er også blevet mere tid til veninderne, konstaterer Stina Ekblad, fordi man ikke længere har små børn, og det giver nye muligheder, selvom coronaen i øjeblikket sætter en kæp i hjulet.

- Man har måske børnebørn, men mange af mine gamle veninder er pensionister, og de har mere fri, mere tid, flere penge. Man kan beslutte sig for, at ”nu rejser vi til München og ser en koncert eller en operaforestilling”. Og det er helt vidunderligt, synes jeg. Det kunne man ikke gøre før i tiden, men det kan man faktisk gøre nu - og netop sammen med sine veninder. Jeg gør sådan nogle ting, og jeg elsker det.

Annonce

Børnebørn i første række

I modsætning til de andre ser Kirsten Lehfeldt sine veninder mindre i øjeblikket. Det skyldes netop de to børnebørn, der er kommet til, og det kan venskabet sagtens tåle.

- Lige nu lægger jeg alle mine æg der. Det nyder jeg så meget. Og jeg har stadig min mand, så mine veninder er ikke på den måde første prioritet, men de er der jo alligevel i mit liv. Det er dem, jeg bruger. Det er dem, jeg griner og græder med, nøjagtig som I andre også siger.

Har hun fortalt veninderne, at det er lysten til at være sammen med børnebørnene, der gør, at de ser hende mindre?

Nej, svarer hun, og det er heller ikke nødvendigt.

- Det ved de. Det kan de da mærke.

Et venskab behøver heller ikke at betyde, at man går op og ned ad hinanden hele tiden, understreger Kirsten Olsen:

- Har man småbørn, har man ikke tid til veninderne, for så skal man jo op midt om natten. Er man nyforelsket, har man da heller ikke tid.

De tre kvinder

Stina Ekblad er finlandssvensk og født i 1954 i Solf i Finland. Som 17-årig flyttede hun til Danmark for at blive skuespiller og blev uddannet fra Odense Teater i 1975.

Hun brød igennem på Det Danske Teater, blandt andet som Nora i ”Et dukkehjem”. I 1982 kom hun til Stockholms Stadsteater og i 1987 til Dramaten, hvor hun har optrådt i flere af Ingmar Bergmans opsætninger.

På film brød hun igennem som Agnes von Krusenstjerna i ”Min elskede - Amorosa” (1986), og på tv er hun blandt andet kendt for rollerne som Siri von Essen i serien ”August Strindberg. Ett liv” (1985) og Karin i ”Krøniken” (2004-06).

Hun bor i Sverige sammen med skuespilleren Jan Dolata, som hun har en søn med.Kirsten Olesen er født i 1949, opvokset i Horsens og uddannet fra Odense Teater i 1971.

Hun brød igennem med hovedrollen i den græske tragedie ”Elektra” på Strøghus Teatret i 1977.

Siden 1979 har hun været en del af ensemblet på Det Kongelige Teater, hvor hun har spillet en lang række store roller, og i øjeblikket kan hun opleves i rollen som Joseph Goebbels' sekretær i forestillingen ”Et tysk liv”.

På film og tv huskes hun blandt andet for ”Honningmåne” (1978), som Agnes i ”Matador” (1978-82) og rollen som Medea i Lars von Triers udgave af ”Medea” (1988) samt for roller i ”Bryggeren” (1996-97), ”Arvingerne” (2014) og ”Broen III” (2015).

Hun dannede fra 1974 par med musikeren Ole Ousen, der døde i 2013.Kirsten Lehfeldt er født i 1952, opvokset i Skanderborg og uddannet fra Aarhus Teater i 1976. Hun brød igennem i 1980 på Aalborg Teater med titelrollen i forestillingen ”Piaf”. Efterfølgende rykkede både hun og rollen videre til København.

Siden har hun haft flere store roller på teateret og i film og tv, blandt andet i filmene ”Flamberede hjerter” (1986) og ”Tarok” (2013) og tv-serierne ”Arvingerne” (2014-15) og ”Minkavlerne” (2019). Dertil kommer selvfølgelig hendes samarbejde med Søs Egelind i ”Latterens lange arm” (1992-95) og ”Kongeriget” (1998-2002).

Hun er gift med skuespiller Stig Hoffmeyer. Sammen har de datteren Mille Lehfeldt, der også er skuespiller, og to børnebørn.

Annonce

Den frigjorte generation

Under optagelserne har der været nogle diskussioner med instruktøren Barbara Topsøe-Rothenborg, der er i 40’erne og har efterspurgt deres input. For kvinder i 60’erne og 70’erne ser ikke nødvendigvis på tingene med samme blik. 20-25 års ekstra erfaring i bagagen og et andet ståsted i livet gør en forskel. Det er for eksempel ikke givet, at en stærk og fri enlig kvinde midt i 60’erne har en mand øverst på ønskesedlen, pointerer Stina Ekblad.

- Jeg behøver egentlig ikke en mand. Jeg behøver venskab, jeg behøver andre mennesker, men det er ikke: ”En mand. Jeg skal have en mand!” Det ser lidt anderledes ud, når man er 40. Det var sådan noget, vi talte med Barbara om. Om mænd og vores forhold til dem.

- Og bornerthed. Vi er altså vokset op i 60’erne, supplerer Kirsten Olesen.

- Ja, vi er meget mere frigjorte end kvinder, der er i 40’erne i dag. På en måde taler de meget mere om kroppe og sex, men ... når Stina Ekblad at sige, inden hun bliver afbrudt af Kirsten Lehfeldt:

- Vi gjorde det bare.

Der er heller ingen, understreger de, der var unge i den eksperimenterende hippiegeneration, der uden for filmlærredet ville stå måbende og mystificerede over for den lilla vibrator med to små ”ører”, som Berling i filmen har medbragt. Der er ingen ”berøringsangst over for sådan en dippedut”, som Kirsten Olesen udtrykker det.

- Det er lidt amerikansk, siger Kirsten Lehfeldt og tager den påtaget dumme lillepigestemme på:

- ”Hvad er det for noget? Hvad kan den?”

- Nu ser den altså også meget mærkelig ud, fastslår Kirsten Olesen.

- Ja, kunne den ikke have været mere håndgribelig og lignet en rigtig pik? spørger Kirsten Lehfeldt med et grin, og så når vi ikke videre med det emne, fordi Stina Ekblad får øje på en meget usædvanlig og helt hvid albino-påfugl, der spankulerer forbi udenfor og stjæler alles opmærksomhed.

Man skal ikke rende rundt og klandre sine veninder for, hvad de stiller op til og ikke stiller op til, er Kirsten Lehfeldt, Stina Ekblad og Kirsten Olesen enige om. Foto: Sif Meincke
Annonce

Venskab uden sure krav

I filmen er det Kirsten Olesens Marie, der måske har været dårligst til at pleje venskabet. Hende, der ringer afbud i sidste øjeblik, når de skal ses. Og hvorfor kom hun ikke, da Vanjas mand blev begravet? Det er da for dårligt og et stort svigt. Eller hvad?

- Jeg ville personligt aldrig klandre mine veninder for, hvornår de stiller op og ikke stiller op, siger Kirsten Olesen, mens der bliver nikket rundt om bordet. Det er for småligt, er de to andre enige i.

- Ja, herregud. Vi er 60-70 år. Vi sidder ikke og siger: ”Du kom ikke til min fødselsdag”. Det er en lidt barnlig ting at gøre, siger Stina Ekblad.

- Der er også noget med, at du skal være glad ved, hvad du får. Du kan ikke forlange noget af andre mennesker. Du kan give og håbe, at du bliver mødt og set, men forlange ... siger Kirsten Olesen.

- Nej, det er kun børn, der må det, indtil de kan selv, fastslår Kirsten Lehfeldt.

- Hans majestæt babyen?

- Hahaha. Ja. De har krav på det, for der har man et ansvar, siger Lehfeldt med tryk på sidste ord.

- Når kvinder er yngre, kan man godt have en fornemmelse af, at venskab skal bekræftes hele tiden. Hvis man glemmer en fødselsdag, er det forfærdeligt. Eller hvis man ikke får ringet og spurgt ind til et eller andet ...

- Lige præcis, siger Kirsten Lehfeldt:

- Men venskaber, hvor man skal have dårlig samvittighed, hvis man ikke ringer eller er opmærksom hele tiden - det er jo ikke til at holde ud.

Yngre kvinder er mere bornerte end den eksperimenterende 60’er-generation, mener Kirsten Lehfeldt, Stina Ekblad og Kirsten Olesen. Foto: Sif Meincke
Annonce

Alder giver ømhed

Evnen til at være glad for det venskab, man får, og lade være med at være sur over det, man ikke får, vokser nok også med årene. Der kommer i hvert fald en større ømhed og tolerance over for andre og deres fejl og særheder, er de enige om. Og den udstrækker sig også til en selv.

- Vi er, som vi er, og man tager forskellighederne som det krydderi, der skal til for at pifte det hele op og få det til stadig at smage lidt af chili. Sådan skal det være, siger Kirsten Olesen.

- Det er også, fordi jeg ser på mig selv og på tilværelsen i det hele taget med en større ømhed, fordi jeg bliver ældre. Det gør man jo, og det er smukt. Det er det gode ved at blive ældre. Jeg er lidt mere tilladende over for, at andre ikke hele tiden ser på sig selv med et kritisk blik. Jo mere vi har talt om de her ting, jo mere opdager man jo, at det er fint at blive gammel eller ældre, konstaterer Stina Ekblad og fortsætter:

- Man bliver faktisk et bedre og klogere menneske. Man forstår lidt mere. Man er ikke så optaget af sig selv, og jeg synes faktisk, at man ser på andre med en større kærlighed. Men selvfølgelig er der mange ting, der er sørgeligt ved det at blive ældre, siger hun og remser op:

- Kroppens forfald. Måske sygdomme. Venner, der bliver syge og dør.

- Vi har snakket om, at det er tab, tab, tab at blive ældre, samtidig med, at det er en kæmpe rigdom. Men man siger hele tiden farvel til noget. Alt muligt. Både små og store ting. Det kan være hørelsen, ikke at se så godt. Forstanden, hukommelsen. Hårfarven, der forsvinder ... det er jo alt, siger Kirsten Lehfeldt.

- Det var meget vigtigt for os alle tre, at vores venskab i filmen skulle være troværdigt. At man tror på, at kvinderne, der udadtil er så forskellige, alligevel har meget til fælles og holder af hinanden, siger Stina Ekblad. Foto: Sif Meincke
Annonce

At finde og miste sig selv

På lærredet er de tegnet op som tre typer: Karrierekvinden, enken og hende, der har ofret sit liv for mand og børn. Men der er også kommet nuancer på for at undgå, at det bliver tre klicheer. Hvis man rykker ud af filmuniverset, hvor stor oplever de så, at friheden er til at blive en ældre kvinde, som man selv vil? Kan man styre uden om kun at være den altfavnende bedstemor, den sære kattedame, eller hvad der nu ellers måtte være af mere eller mindre fasttømrede forestillinger?

Det er næsten umuligt at svare på, fordi de er skuespillere og hele tiden får lov til at være en masse forskellige slags kvinder, lyder svaret. Men Stina Ekblad føler faktisk, at hun mere og mere bliver det menneske, hun i virkeligheden er. At hun bliver mere tydelig.

- Jeg har et foto af mig selv som toårig, og jeg har altid oplevet billedet som det af alle billeder, hvor jeg ligner mig selv mest. Der er en bevægelse, en længsel, en energi i det, som jeg altid har haft i mig, og som jeg måske nogle gange har prøvet at skjule, men jeg kan mærke, at jeg kommer mere og mere tilbage til det lille barn, jeg var.

Kirsten Olesen har til gengæld oplevet, at hun mistede meget af sig selv, da hendes mand døde.

- Alt det bedste af mig selv, alt det, jeg havde lært af ham, alt det, han bibragte mig, var jeg bange for ikke at kunne holde fast i, da han ikke var der mere. Det gjorde mig lidt ensom, bekymret og nedtrykt. Og jeg syntes, jeg manglede den lethed, han bibragte, fordi jeg selv har en mere skeptisk tilgang til livet, end han havde. Han var god til at leve og få andre til at holde af det, og det smittede af.

- Finder man sig selv igen efter sådan et tab?

- Ja, efterhånden, når man kan begynde at kunne bevæge fødderne og går sine stier igen. Men det er da ved hjælp af mennesker omkring mig, der vil mig, og som jeg stadig betyder noget for. Min søster, mine veninder. De har hele tiden været der og hjulpet mig. Jeg kan sagtens være alene, og jeg er ikke ensom, for jeg har en stor omgangskreds.

Den kommer fra mange forskellige perioder af hendes liv. Nogle venskaber går tilbage til tredje klasse, andre fra elevskolen på teateret.

Og det er vigtigt at have historie sammen, pointerer Kirsten Lehfeldt.

- Når ens venner pludselig også falder fra, er der ikke nogen, der kan huske din barndom, dine forældre, alt det, der var i dit liv. Det er væk, siger hun.

- Hvad betyder den fornemmelse af at have nogen, der har kigget med gennem hele ens liv?

- Tryghed, siger den ene.

- En identitet. Et fællesskab, supplerer de to andre med.

- Jeg kan også godt lide fornemmelsen af at tilhøre en generation. Når jeg møder Kirsten og Kirsten, ved jeg, at vi var børn og unge nogenlunde samtidig. Der findes en særlig fornemmelse af at komme hjem, når man møder mennesker, som har delt den samme historie, siger Stina Ekblad.

- At der er andre, der ved, hvad et kassettebånd er?

- Hahaha, ja. Det er jo ikke engang løgn, konstaterer Kirsten Lehfeldt.

”Madklubben” har mere amerikansk ”feel good” end nordisk stemning, synes Kirsten Lehfeldt. - Men måske har man oven på coronaen også brug for noget, som tager emner op, der i og for sig er alvorlige og eksistentielle, og putter lidt flødeskum på dem. Foto: Sif Meincke
- Jeg behøver egentlig ikke en mand. Jeg behøver venskab, jeg behøver andre mennesker, men det er ikke: ”En mand! Jeg skal have en mand!”, siger Stina Ekblad. Foto: Sif Meincke
- Med alderen får man en større ømhed indbyrdes, og man ser også på sine egne fejl med lidt mere ømhed, for man ved godt, at man ikke er fejlfri, siger Kirsten Olesen. Foto: Sif Meincke
- Venskaber, hvor man skal have dårlig samvittighed, hvis man ikke ringer eller er opmærksom hele tiden - det er jo ikke til at holde ud!, siger Kirsten Lehfeldt. Foto: Sif Meincke
”Madklubben” har premiere den 22. oktober. Foto: Nepenthe Film
”Madklubben” har premiere den 22. oktober. Foto: Nepenthe Film
”Madklubben” har premiere den 22. oktober. Foto: Giuseppe Di Viesto/Nepenthe Film
”Madklubben” har premiere den 22. oktober. Foto: Giuseppe Di Viesto/Nepenthe Film
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Varde

Så er det nu: Syv dage til Rema åbner

Indland

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Annonce