Annonce
Sønderjylland

Kjel har klippet sit sidste hårstrå - har lagt saksen efter 71 år i branchen

Efter 71 år i branchen og 63 år som frisør i Toftlund har Kjel Andresen - også kendt som Kjel barber - trukket stikket. Han nåede at arbejde som frisør i Bredebro, Sig ved Varde, Haderslev og Aabenraa, før han slog sig ned i Toftlund. Foto: Martin Franciere
Kjel Andresen har lagt frisørsaksen fra sig. Han kom i lære som frisør i 1949, og har siden arbejdet i Bredebro, Haderslev, Aabenraa og Sig ved Varde. Siden åbnede han i en alder af knap 24 år sin første salon i Toftlund. Nu vil den pensionerede frisør bruge sin fritid på golf og de seks børnebørn.
Annonce

SØNDERJYLLAND: Den 85-årige Keld Andresen har lagt frisørsaksen i skuffen og hængt trimmeren på sin plads for sidste gang.

Coronakrisen blev udslaget for frisøren, der fra hjemmet i Toftlund de sidste mange år har klippet ikke så få herrer.

- Coronaen gjorde det sidste. Jeg gad ikke bøvle med sprit og alt det der, siger Keld Andresen, der egentlig havde sigtet efter at stoppe i forbindelse med sommerferien. Men sådan skulle det altså ikke gå.

Kjel Andresen var født som den sidste i en søskendeflok med ni børn - alle drenge. Han var 20 år yngre end den ældste bror, da han kom til verden den 14. juli 1934. Faren, Chresten, var skrædder i fødehjemmet på Timmelsvang 12 - og tre af brødrene valgte samme levevej.

- Skræddere var der nok af i familien, konstaterer Kjel Andresen, der efter sin skoletid fik en tjans ved den lokale frisør, Salon Kedde, i Toftlund. Her vaskede han blandt andet kundernes hår. Det var også her, at han i 1949 kom i fire års lære som frisør.

Blå Bog

Kjel Andresen fylder den 14. juli 86 år.

Han har siden 1956 haft egen frisørsalon - Kjel's Frisør Salon - i Toftlund.

Kjel Andresen kom i lære i Salon Kedde i Toftlunds Vestergade i 1949.

Efter læretiden fik han forskellige job i landsdelen. Således har han arbejdet i både Bredebro, Haderslev, Aabenraa, Sig ved Varde, før han efter aftjent værnepligt i 1956 slog sig ned med egen salon i Søndergade 28.

I 1978 flyttede han salonen hjem til privaten på Toften 10, da han med hustruen Paula havde bygget villaen om, så der blev plads til Kjel's Frisør Salon.

Efter corona-nedlukningen af Danmark den 11. marts valgte Kjel Andresen ikke at genåbne salonen.

Kjel Andresen mener at huske, at han frem til sin sidste åbningsdag har haft én kunde, der har fulgt ham i alle årene.

Kjel og Paul Andresen er forældre til to sønner og har seks børnebørn. Ingen af sønnerne er frisører.

Annonce

Kjel's Frisør Salon

Som udlært fik han arbejde i Bredebro hos frisør Anker Callesen i hovedgaden, siden kom han til en frisør i Haderslev og frisør H. C. Hansen på Sønderport i Aabenraa.

- Der var ikke så meget arbejde at få, så man måtte tage, hvad man kunne, husker Kjel Andresen, der ikke erindrer navnet eller beliggenheden på frisøren i Haderslev. Det har han fortrængt.

- Vi kunne ikke komme overens, kemien passede simpelthen ikke sammen, siger frisøren, der efter en smuttur til Sig ved Varde og aftjening af værnepligten, der delvist fandt sted i Skrydstrup, slog sig ned i fødebyen Toftlund. Her åbnede han i 1956 Kjel's Frisør Salon i Søndergade 24. Her blev det til 22 gode år, før han flyttede salonen hjem i privaten på Toften 10.

På Toften havde Kjel sammen med hustruen Paula bygget villa i 1963, og i 1978 byggede parret en førstesal på huset og flyttede samtidig soveværelset og et kammer ovenpå, så Kjel Andresen kunne få plads til sin salon i huset ud mod villavejen.

Paula Andresen var bekymret for, at kunderne ikke kunne finde frem til den nye adresse uden for byen - men bekymringen blev gjort til skamme - for kunderne strømmede til Keld's Frisør Salon.

Annonce

Herreklip til 3,5 kroner

Keld Andresen sluttede af med at tage 120 kroner for en herreklip. I de første år i Søndergade kostede en herreklip tre en halv krone og en barneklipning kostede den nette sum af 2 kroner og 25 øre, husker han.

Gennem årene har Kjel Andresen ikke haft tidsbestilling. Hvis kunderne klumpede sig sammen, gik tiden med at sludre, til det var hver deres tur. Det kunne godt ske, at der både var fem, seks og syv mand i salonen.

- Hvis der var flere på samme tid, har de bare sat sig ned og ventet på, at det blev deres tur. Så fik vi alle en god snak, mens jeg klippede, fortæller Kjel Andresen og tilføjer, at uanset, hvad han har fået af indsigt i folks skæbner, glæder og familieforhold, så er det, han hørte i salonen aldrig kommet videre - heller ikke til hustruen.

- Når jeg gik ud af døren, var alt glemt, som han siger.

Kjel Andresen fortæller, at mange af kunderne i de første år var bønderkarle, som først dukkede op, når de havde fri. Derfor er det sket mere end én gang, at fredagen har været midnat, før han havde klippet det sidste hårstrå.

Det var en lang dag, når man starter klokken 10?

- Nej, vi startede skam klokken otte, konstaterer den nu pensionerede frisør.

I 42 år lå Kjel's Frisør Salon i privaten på Toften 10. Han gik i lære i 1949 hos Salon Kedde i Vestergade, før han fik flere forskellige job på egnen. Tiden i Haderslev har han dog fortrængt. Kemien passede ikke sammen, lyder det fra den nu pensionerede frisør, der fylder 86 år den 14. juli. Foto: Martin Franciere
Annonce

Blodprop holdt ham hjemme

I de første år tog Keld Andresen sig af både dame og herreklip og såmænd også en barbering. Derfor går han i dag også under navnet Kjel Barber i Toftlund. Men efterhånden blev det kun til herreklip.

- Jeg blev træt af at lave permanent til damerne. Permanentvæsken har ødelagt mine fingre, siger Kjel Andresen og viser sine fingerspidser.

Selv om Kjel Andresen har været frisør i over 70 år, så har der ikke været mange sygedage. Dog måtte han kapitulere, da han for nogle år siden fik lungebetændelse. Han måtte også tage en længere pause, da han i 2001 fik en blodprop ved hjertet og efterfølgende fik foretaget en ballonudvidelse. Men efter kort tid var han tilbage med saks og trimmer i salonen.

- Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde, siger han.

For nogle år siden droslede han arbejdstiden ned og holdt således åbent fire formiddage om ugen.

Nu er det så helt slut med salonen og dørklokken, der bimler, når butiksdøren går op og i. Nu vil Keld Andresen bruge sin nyvundne fritid på at spille golf, være sammen med hustruen, de to sønner, der bor i Toftlund, og de seks børnebørn.

Du har været selvstændig i 63 år og arbejdet i frisørfaget i 71 år. Det er ikke så lidt.

- Ja, det er blevet til et par dage.

Kjel Andresen holder ikke afskedsreception, men i en lille annonce i Ugeavisen Midtsyd skriver han:

"Efter 63 år som frisør i Toftlund har jeg besluttet at lukke min salon. Tak for alt".

Kjel Andresen drev i de første år salon i Søndergade 28. Men efter 22 år flyttede han salonen hjem til privaten på Toften 10. Foto: Martin Franciere
Da Kjel Andresen lukkede salonen i marts, var prisen for en herreklip 120 kroner. Da han åbnede salonen i Toftlund i 1956 var prisen for samme klip tre en halv krone. Foto: Martin Franciere
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Trængte hoteller og campingindehaver raser over omstridt overnatningskrav: - Det er for let at snyde

Annonce